“Copenhell er min sorte jul”

Sort læder, rygmærker, metalbibler og lyden af dyriske flammebrøl fra Helvede: Velkommen til Copenhell - Danmarks største rock- og metalfestival, hvor religion og metalkultur smelter sammen

Refshaleøen i København er blevet omdannet til noget nær Helvede på jord. For her mødes man af et hav af sortklædte, metalglade festivalgængere, der kaster djævelske håndtegn foran scener med navne som Hades og Helvíti (oldnordisk for underverdenen) og røg der vælder ud af en sortsveden kirke.

At der er plads til kristendommen i den hårde metalverden kan forekomme paradoksalt. Ikke desto mindre blev de første gæster, der torsdag ankom til festivalen fulde af forventningens glæde, mødt af ordene: “Kender du Jesus?”. Spørgsmålet kom fra en lille gruppe unge mennesker, der delte pjecer ud foran indgangen til de mange sortklædte mennesker, der gik forbi. En af dem er 29-årige Daniel Mikkelsen, der er medlem af en københavnsk frimenighed.

“Jeg er her for at udbrede budskabet om Jesus og evangeliet til metalfans,” fortalte han. På hans t-shirt står der “Saved by grace through faith,” der på dansk betyder “frelst af nåde gennem tro.”

“Men jeg tror ikke, at metalfans er mindre frelste end alle mulige andre mennesker. For mig er det vigtigste bare at udbrede budskabet om Jesus Kristus, og når folk er på festival, har de ofte bedre tid til at snakke om sådan nogle ting,” forklarede Daniel Mikkelsen.

Omvendte kors og metalbibler
På festivalpladsen, hvor enorme fabriksbygninger tårnede sig op fra asfalten som faretruende monumenter til minde om dengang området fungerede som skibsværft, vendte korsene også både op og ned.

Her er en sortbejdset kirke, der fungerer som snapsebar, udstyret med kunstigt lys og en røgmaskine, der med jævne mellemrum får tætte, hvide tåger til at strømme ud fra trækonstruktionens revner og sprækker. Der er utvetydige referencer til 1990’erne, hvor en gruppe nordmænd fra metalmiljøet vandaliserede og brændte en række norske kirker. På kirketårnet skinner nedadvendte kors hvidt mod den mørke baggrund.

Men lige overfor findes en bod, hvis indhold står i sælsom kontrast til kirkens dunkle udtryk. Ved første øjekast ligner boden de andre små telte, der sælger musik, bandtrøjer og læderhalsbånd med lange pigge, men ser man nærmere efter, viser det sig, at den har et ganske andet fokus.

På denne stands CD’er er både bandnavne og sangtitler spækket med bibelreferencer, der ikke er af den antikristne slags. På et bord lå "Metalbibelen: Det Nye Testamente" med forord skrevet af kendte, kristne metalmusikere.

Levi Rauff fra den kristne organisation Sanctuary Danmark står sammen med repræsentanter fra organisationerne Nordic Mission og Metalheads Against Bullying bag Copenhells kristne musikbod. Han er både troende og trommeslager i to kristne metalbands, Ascendant og Roselyn.

Han mener, modsat Daniel Mikkelsen, ikke, at den bedste måde at udbrede det kristne budskab er at konfrontere folk på gaden med religiøse spørgsmål:

“I min optik er det en mere konstruktiv måde at få de kristne budskaber frem til folk, hvis man tager udgangspunkt i noget, man er fælles om - eksempelvis musikken. Metalbibelen er en måde for os at imødekomme folk inden for metalmusikkens kontekst og viderebringe nogle kristne budskaber med metalkulturen som udgangspunkt,” fortalte han.

Men Levi Rauff synes alligevel, at det er ærgerligt, at det omvendte kors er blevet så udbredt på en festival som Copenhell:

“Jeg føler mig dybt forankret i metalkulturen og identificerer mig fuldt med den, men på en festival som denne, der kører den stil, de gør, føler jeg mig også splittet,“ fortalte Levi Rauff og uddybede:

“Jeg ved eksempelvis godt, at folk ikke mener noget ondt med de omvendte kors - for dem er det bare metal og en del af jargonen, eller en symbolsk indvending mod det etablerede. Jeg kender miljøet og ved, hvad folk lægger i det og ikke lægger i det. Men jeg synes, det er ærgerligt, for i mine øjne er de omvendte kors en hån på et grundlag, som folk har misforstået.”

Metalmusikkens bas-arm og dans på bordene
Den kristne metalmusiker Asbjørn Brokhøj beskrev i dette interview djævlehåndtegnet som “metalmusikkens bas-arm”. Og skuede man ud over menneskemængderne foran scenerne, hvor højttalerne fyldte ørene med growling - en sangart, der mest af alt lyder som dyriske flammebrøl fra Helvedes dybder - så man også en skov af hænder, der alle lavede Djævelens håndtegn. Så Asbjørn Brokhøjs beskrivelse virkede meget rammende.

Når der imellem koncerterne var ro fra de store scener, kunne man følge lyden af fællessang til et stort, hvidt telt, der befandt sig i festivalpladsens fjerne ende. Her fandtes Biergarten, som var et udskænkningssted med en mindre scene i den ene ende. Her var liv og glade dage, for der stod metalkaraoke på programmet.

Med musikalsk opbakning fra et dygtigt liveband fik selv den mest umusikalske metalsanger mulighed for at optræde foran et vildt og voldsomt passioneret publikum. Langbordene her måtte desuden være udstyret med ekstra afstivning, for de skulle kunne holde til lidt af hvert: Når der blev spillet et særligt populært nummer, sprang større mængder af sortklædte, øldrikkende metalfans nemlig op på bordene, hvor de trampede rundt, headbangede og sang dedikeret med, alt imens øllen skvulpede ud over plastickrusenes kanter. Her lod det til, at AC/DC’s velkendte nummer “Thunderstruck” fra 1990 var metalmusikkens svar på “Himmelhunden”.

Copenhell ser djævelsk og faretruende ud på overfladen. Men selvom helvedestemaet er gennemført og allestedsnærværende på Copenhell, og jargonen i vid udstrækning er dyster og mørk, fungerer festivalen i virkeligheden bare som en stor legeplads for godhjertede, glade og venligt stemte musiknørder.

Som festivalgæsten Rasmus på 39 år sagde: “Copenhell er min sorte jul”. Og selvom metalmiljøet af nogle kritiseres for at være antikristent og blasfemisk, blev troen alligevel budt varmt velkommen på festivalpladsen.