Debat

Coronarestriktioner set fra et løgstrupsk perspektiv

Vi mennesker har magt over vores medmennesker i højere eller mindre grad, og det er vigtigt at huske på i forhold til overholdelsen af de restriktioner, der påvirker vores samfund under coronakrisen, skriver cand.mag og gymnasielektor i dette debatindlæg. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Det er et grundvilkår, at vi mennesker har magt over andre i højere eller mindre grad, og vi kan vælge at forvalte den magt på en sådan måde, at vi fremmer det gode og mindsker det mindre gode. Det er en forvaltning, der ikke er mindre aktuel i disse coronatider, skriver cand.mag. og gymnasielektor i dette debatindlæg

Den danske filosof K. E. Løgstrups efterhånden så berømte – og nogen ville sige lidt højtidelige – citat ”den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af dets liv i sin hånd” synes at være vakt til live igen i disse coronatider. Citatet er fra Løgstrups hovedværk ”Den etiske fordring” fra 1956, hvori Løgstrup fremlagde sin etik.

Et andet centralt begreb hos Løgstrup, og i virkeligheden en opsummering af citatet ovenfor, er begrebet interdependens. Dette begreb illustrerer på allerfineste vis grundessensen i Løgstrups etiske tænkning: Nemlig afhængighedsaspektet menneskene imellem.

Vi er på en eller anden måde viklet ind i hinanden, eller sagt i en mere løgstrupsk tone: vi er hinandens skæbne.

Når vi er hinandens skæbne, eller er viklet ind i hinanden, så har vi naturligvis også magt over hinanden – det må være den naturlige konsekvens af at være viklet ind i hinanden. Vi kan med vores ageren påvirke andres liv – på godt og ondt.

Det er nemlig et grundvilkår at have magt over andre, og det er noget, vi ikke kan løbe fra. Og det ved vi allesammen, hvis vi tænker over det.

Vi kan med få ord påvirke andres humør i en positiv eller negativ retning. Vi kan med vores – ifølge os selv små og uskyldige – handlinger nemt destabilisere andres livssituation på et splitsekund. Det er den magt, vi har, og det kan vi ikke løbe fra eller negligere. Magten er der. Basta!

Det, vi derimod kan gøre, er, at vi kan vælge at forvalte den magt, vi har over andre, på en sådan måde, at vores magtbrug fremmer det gode og mindsker det mindre gode.

Med andre ord er det grundlæggende et spørgsmål om magtbrug og magtmisbrug. Jeg er udmærket klar over, at det er hårdt sat op, men det finder jeg nødvendigt i nærværende sammenhæng. Og dette er fordringen, som vi hver især er stillet overfor, og som vi bør tage op. Navnlig i en situation som nærværende, hvor samfundets svageste synes at være i fare på grund af den verserende coronavirus.

Det skal understreges, at Løgstrups etik på ingen måde er en tænkning, der hylder martyriet, hvor man nedslider sig selv til fordel for andre. Det er heller ikke en tænkning, hvor man skal følge en prædefineret regel blindt, fordi reglen tilsiger dette. Nej, Løgstrup er situationsetiker, og hans etik appellerer til, at vi stikker en finger i jorden og fornemmer situationen, før vi handler.

Handlinger som var ufarlige og uskyldige – og som måske endda var til gavn for andre – for en uge siden, kan være farlige og uhensigtsmæssige i dag, simpelthen fordi situationen i dag er en anden, end den var for en uge siden.

For en uge siden var det mest naturlige måske at tage på sin yndlingscafe eller bar og få en øl i selskab med andre livsbegejstrede mennesker. For en uge siden var det mest naturlige måske at side på Dronning Louises Bro i København i selskab med venner og nyde solen og kaffen. For en uge siden var det mest naturlige måske at tage på vandpibebarer og ryge fra samme pibe.

Men alt ovenstående var i sidste uge – nu har situationen ændret sig. Og det bør vi tage til efterretning - med mindre vi ønsker at forvalte vores magt på så grel en måde, at det kan destabilisere andres liv.

Og det ønsker ingen af os. Men det er ikke desto mindre, hvad vi risikerer at gøre, hvis vi tilsidesætter den etiske fordring om at tage vare på næsten – ja, den hvis liv vi har i vores hænder.

Det er ikke kun vores gamle og syge, vi kan risikere at udsætte for fare. Vi risikerer også at udsætte vores sundhedspersonale for unødigt pres og gene.

For hvis vi ikke opfører os voksent og hensynsfuldt, så risikerer vi at presse vores sundhedspersonale ud i et etisk dilemma, ingen af os ønsker at stå i selv. Det kan nemlig ikke udelukkes at sundhedspersonalet på sigt kan stå i en situation, hvor de skal vælge ud fra kriterierne værdigt liv og mindre værdigt liv.

Og at presse andre ud i en situation, man ikke selv ønsker at stå i, er på ingen måde udtryk for en etisk korrekt brug af magt. Det er magtmisbrug!

Du skal handle således, at du kan ophøje din handling til en almengyldig lov, har Kant sagt. Og at presse andre ud i ubehagelige situationer, man ikke selv ønsker at stå i, kan aldrig ophøjes til en almengyldig lov.