Fra syv til to: Sakramenterne i den katolske og lutherske tradition

Blandt Reformationens mange virkninger skete der en vigtig ændring i forståelsen af kirkens sakramenter: Man gik fra syv til to sakramenter. Men hvilke, hvorfor og hvordan?

Et af de mest centrale stridpunkter under Reformationen var antallet af kirkelige sakramenter. I den katolske kirke regnede man med syv sakramenter, mens Martin Luther kun ville anerkende to, nemlig dåb og nadver. Dette er stadig en af de mest markante forskelle mellem katolsk og protestantisk kristendom.

Baggrund: Sakramenterne i oldkirken
Ordet ”sakramente” er en latinsk oversættelse af det græske ord ”mystérion”, der betyder ”hemmelighed” og optræder flere gange i den oprindelige græske udgave af Det Nye Testamente. I Markusevangeliet bruges det om Guds skjulte nærvær i Jesu person og i hans lignelser og gerninger. Paulus anvender ”mystérion” om Jesus selv, fordi han er en åbenbaring af Guds visdom og en opfyldelse af Guds plan om at frelse mennesker.

Omkring år 200 anvendte kirkefaderen Tertullian (ca. 160-222) ordet ”sakramente” om dåben og nadveren, men det er Augustins (354-430) definition, der stadig præger den vestlige kirkes teologi. Ifølge Augustin er sakramenterne hellige tegn, der peger hen på en usynlig og guddommelig virkelighed – på Guds nåde. Augustins sondring mellem ”tegn” og ”virkelighed”, eller ”tegn” og ”indhold” skal ses i lyset af hans indflydelse fra den græske filosof Platon (427-347 f. Kr). For en platoniker er et ”tegn” ikke blot et tegn i moderne forstand, men det har også del i den virkelighed, det er et tegn på.

Selv om Augustin, ligesom Tertullian, fremhæver dåb og nadver som sakramenter, understreger han også, at hele den skabte verden er fuld af tegn på den usynlige, guddommelige virkelighed. Som en afspejling af Guds herlighed er det den skabte verdens bestemmelse at vise tilbage til Gud. Augustin kalder tilmed Jesus for Guds egentlige sakramente, fordi Jesus med sit liv og sin død vil vende mennesket mod Gud.

Den katolske kirkes syv sakramenter
I den katolske kirke regner man med syv sakramenter. Det er følgende:

1. Dåben.
Gennem dåben bliver mennesket renset for arvesynden og får en ny identitet som Guds barn. Tegnet, der bruges ved dåben, er, at man bliver neddykket i vand eller får overøst hovedet med vand.

I Det Nye Testamente begynder Jesu virksomhed, da han bliver døbt af Johannes Døber i Jordanfloden og i den forbindelse modtager Helligånden.

Dåben er indstiftet af Jesus selv. Efter sin opstandelse siger han til apostlene: "Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende." (Matthæusevangeliet 28,18-20).

2. Nadveren.
I nadveren bliver Jesu offer på korset nærværende, og han giver sig selv i skikkelse af brød og vin. Samtidig bliver den, der modtager nadveren, forenet med Kristus og med alle andre, der har modtaget nadveren gennem tiderne.

Ligesom dåben er nadveren indstiftet af Jesus selv. Det gør han skærtorsdag under sit sidste måltid med disciplene. Her lyder det ifølge Lukasevangeliet: ”Og han tog et brød, takkede og brød det, gav dem det og sagde: ’Dette er mit legeme, som gives for jer. Gør dette til ihukommelse af mig!’ Ligeså tog han bægeret efter måltidet og sagde: ’Dette bæger er den nye pagt ved mit blod, som udgydes for jer’.” (Lukasevangeliet 22,19-20).

3. Boden
Dette sakramente er i dag bedre kendt som skriftemålet. Ved skriftemålet kommer den enkelte til præsten, tilstår sine synder og får dem slettet ved syndernes forladelse.

I den katolske kirke mener man, at Jesus selv har givet præsterne bemyndigelse til at tilgive synd, da han blæser ånde i sine apostle og siger ”Modtag Helligånden! Forlader I nogen deres synder, er de dem forladt” (Johannesevangeliet 20,23).

4. Firmelsen.
Firmelsen -eller konfirmationen - hænger sammen med dåben. Her modtager man helligånden og bliver et fuldgyldigt medlem af den katolske kirke.

Firmelseshandlingen foretages af kirkensbiskop, der lægger sin hånd på den unges hoved og med indviet olie tegner et kors på firmandens pande med ordene: ”Vær beseglet med Helligånden, Guds gave”.

Det bibelske belæg for konfirmationen finder katolikkerne i Apostlenes Gerningers beretninger om, hvordan apostlene Peter og Johannes lægger hænderne på nye kristne, som allerede er blevet døbt, for at de skal modtage Helligånden:

”Da apostlene i Jerusalem hørte, at Samaria havde taget imod Guds ord, sendte de Peter og Johannes ned til dem. Da de kom derned, bad de for dem om, at de måtte få Helligånden; for den var endnu ikke kommet over nogen af dem, de var kun blevet døbt i Herren Jesu navn. De lagde så hænderne på dem, og de fik Helligånden." (Apostlenes Gerninger 8,14-17).

5. Ægteskabet.
Af skabelsesberetningen fremgår det, at Gud har skabt mennesket som mand og kvinde for hinanden. Deres kærlighed til hinanden afspejler Guds kærlighed til mennesket og forholdet mellem Kristus og kirken. Derfor betragter katolikker ægteskabet som helligt og som et sakramente, og derfor kan et katolsk ægteskab som udgangspunkt heller ikke opløses.

6. Sygesalvelse.
Dette sakramente er bedre kendt som ”den sidste olie”, men det er misvisende, da man ikke skal være døende for at modtage det. De syges salvelse foregår ved, at præsten salver den syges pande og hænder med indviet olie og beder en bøn.

Baggrunden for sygesalvelsen finder katolikker blandt andet i Jakobsbrevet:

”Er nogen iblandt jer syg, skal han tilkalde menighedens ældste, og de skal salve ham med olie i Herrens navn og bede over ham.

7. Ordinationen.
I den katolske kirke bliver også ordinationen til præst opfattet som et sakramente.

Luthers opgør
Martin Luther (1483-1546) ville kun acceptere to sakramenter:Dåb og nadver. Selv om den katolske kirke kan henvise til adskillige skriftsteder i forbindelse med de fem øvrige sakramenter, er det nemlig kun dåben og nadveren, der har baggrund i egentlige befalinger fra Jesus selv.

I sin kritik af den katolske kirkes syn på sakramenterne kommer også Luthers fremhævning af troen til at spille en rolle. Dåben og nadveren, og den nådede formidler, kan ifølge Luther kun modtages i tro. Dette betyder ikke, at troen er en særlig evne hos mennesket, der har betydning for, hvorvidt sakramenterne ”gælder”. Troen er derimod en gave, som følger med dåben. I dåben kommer det lille barn til at høre Gud til, og hele dets liv bliver lagt i Guds hånd. Troen og dåben hører sammen på den måde, at den døbte altid har sin dåb at forholde sig til – men at det er i troen, man kan tage imod Guds løfte om, at man hører ham til.

Derfor fremhæver Luther barnedåben. I dåben kommer det lille barn til at høre Gud til, og hele dets bliver liv lagt i Gud hånd. Troen og dåben hører sammen på den måde, at den døbte altid har sin dåb at forholde sig til – men at det er i troen, man kan tage imod Guds løfte om, at man hører ham til.