10 religiøse arrangementer i kulturnatten: Fra himmelsk stener til moskébesøg

Bliv inspireret til en kulturel aften med listen over 10 kirkelige og religiøse tilbud i kulturnatten den 12. oktober. Her er det Aleksander Nevskij-kirken, den russisk-ortodokse kirke i Bredgade i København. Her kan man få en storslået koncertoplevelse og nyde det smukke kirkerum.

Fredag aften står den på kulturnat, både i København og Århus. Et initiativ, som mange kirker og andre trossamfund har taget til sig. Vi har fundet en række arrangementer til dig, der ønsker en religiøs kulturnat

Kulturnatten i København og Aarhus tilbyder et varieret udbud af arrangementer til enhver smag. Vi har udvalgt 10 oplevelser med religiøst islæt, som kan opleves på kulturnatten den 12. oktober:

1. Taizé-andagt på Nørrebro
I Sakramentskirken på Nørrebro i København afholdes andagt efter principperne fra Taizé-fællesskabet. Taizé er et fælleskristent kloster i Frankrig, grundlagt efter 2.verdenskrig for at bede om forsoning mellem lande og mellem de forskellige kristne kirker.

Eneste belysning under gudstjenesten er lyset af tændte kærter, og aftenen byder på en veksling mellem bønner, bibellæsninger og de særlige Taizé melodier, der er enkle omkvæd med bibelske citater og meditative melodier.

LÆS OGSÅ: Taizé - et åndens kildevæld

Læs mere om arrangementet

2. Blues med Rock Nalle
I Sct. Pauls Kirke i Århus er det ikke kun kulturnatten, der fejres på fredag, men også 100 års jubilæet for Kirkens Korshær. I den anledning kommer Rock Nalle til Sct. Pauls kirke og bidrager sammen med ungdomsgadepræst Mette Birk og korshærspræst Jørgen Lasgaard til et festligt 100 års jubilæum og kulturnatsarrangement med bluesgudstjeneste og livemusik.

Læs mere om arrangementet her

3. Sjældent storværk i den ortodokse kirke
Fredag aften inviterer den russisk-ortodokse kirke i Bredgade i København indenfor til en sjælden opførelse af det russiske storværk Vesper af Sergej Rachmaninovs, der opføres af Universitetskoret Lille MUKO.

Rachmaninov komponerede Vesper i 1915, da det traditionelle Rusland var på randen af destruktion og revolution. Værket er primært bygget over teksterne fra Vesper, den russisk ortodokse kirkes tidebøn.

Efter at have hørt en opførelse af Vesper skrev kritikeren V. Derzhanovsky: "Rachmaninov har måske aldrig været så tæt på det russiske folk, dets stil og dets sjæl, som i dette værk."

Læs mere om kirken her og om koncerten her.

4. En buddhistisk kulturnat
På kulturnatten inviterer Buddhistisk Center København nysgerrige kulturnatdeltagere velkomne.

Centret startede sine aktiviteter i en kælder i indre København, men har siden 1975 holdt til i en herskabsvilla på Svanemøllevej, hvor traditionelle buddhistiske udsmykninger forener vestlig arkitektur med tibetansk tradition.

Fredag aften byder Buddhistisk Center løbende på introduktionsforedrag til meditation og buddhisme.

LÆS OGSÅ: De ti vigtigste ting at vide om buddhismen

Læs mere om arrangementet her

5. Dans under kirkens hvælvinger
Kulturnatten fejres også i Grundtvigs Kirke i København, hvor der blandt andet er mulighed for meditation, besøg i kirketårnet, lystænding og samtale med en præst.

Midt på aftenen kan besøgende opleve en helt unik danseperformance, hvor danser og koreograf Esther Wrobel optræder i rapellingreb under kirkens hvælvinger til orgelmusik af kirkens organist Mads Høck.

Læs mere om arrangementet på Kirku

6. Maritime fortællinger ved Erik Norman Svendsen
Besøg den gemte og smukke sømandskirke i gården ved Sømandshjemmet i København og lad tidligere biskop Erik Norman Svendsen tage dig med rundt i det gamle sømandshjem, dets historie og de små maritime fortællinger, der knytter sig dertil.

Børn har mulighed for blandt andet at og fiske i fiskedammen og lære at knytte knob.

Læs mere om arrangementet på Kirku

7. Jazz og sort sværte
Dansk Jødisk Museum fejrer kulturnatten med Jazz, sort sværte, en jødisk komponist og et nationalteater. Til musik af Gershwin får de besøgende historien om en legendarisk teaterforestilling, der trodsede besættelsesmagten, vandt et kæmpe publikum og skabte sejlivede myter om dansk modstandskamp.

På linje med myten om Kong Christian X og jødestjernen, har Det kgl. Teaters opførelse af Porgy og Bess i 1943 også skabt myter om det danske folks modstand og de danske institutioners ukuelighed.

Læs mere om arrangementet

8. Kor og klezmer
Offentligheden få fredag aften lejlighed til at kigge indenfor i Sct. Nikolaj Kirke på Frederiks Allé i Århus, der byder på et spændende musikalsk kulturnatsarrangement med aftensang og balkanmusik. Arrangementet indledes med aftensang med pigekortet EVE, hvorefter Klezmerduo leverer klezmer-, balkan- og sigøjnermusik.

Aftenen rundes af med sang fra et kaldæisk kor. Der er lagt op til en stemningsfuld kulturnat i Sankt Nikolaj Kirke.

Se mere på Kirku

9. Himmelsk stener i Brorsons Kirke
I Brorsons Kirke i København slukker de orglet fredag aften. Der er ingen, der lytter eller kigger til det gamle pibemonument. Blikket er rettet mod de kirkens kroge og hvælvinger, hvor rolige, roterende og dunkende mønstre projekteres i takt med musikken det er Brorsons kirkes bud på en københavnsk kulturnat.

Lyskunstneren Obscura skaber ved hjælp af 10-15 projektorer de synlige rammer for kulturnattens koncertoplevelse. Mens en række DJs og musikere spiller rolig nordisk elektronica for, som de selv formulerer det, at sende folk ud i en himmelsk stener.

Brorsons Kirke inviterer folk forbi til fordybelse i musik, billeder og egne tanker og byder desuden på varm kakao og nybagte boller.

Læs mere på Kirku

10. Mød islam på kulturnatten
På fredag byder Islamisk Trossamfund velkommen i moskeen på Dortheavej i København.

Det Islamiske Trossamfund (WAKF) er både en moské og et aktivitetscenter og blev etableret i 1996. På kulturnatten byder WAKF på et væld af oplevelser, heriblandt rundvisning i moskéen, livlig debat og åben dialog, aktiviteter for de yngste, eksotiske retter og boder med forskellige debattemaer.

Læs mere om arrangementet her

Find flere arrangementer til kulturnatten i Kristeligt Dagblads kirke- og kulturkalender Kirku.

Bliv inspireret til en kulturel aften med listen over 10 kirkelige og religiøse tilbud i kulturnatten den 12. oktober. Her er det kø til Christiansborg under kulturnatten 2011. Foto: Jens Nørgaard LarsenDanmark