10 tips til religionshistoriske Golden Days-arrangementer

Kong Christian VI var konge i 1700-tallets første halvdel. Han var dybt religiøs og indførte blandt andet tvungen kirkegang. Foto: Rosenborg Slot

Tag et kig ind i 1700-tallets religiøse liv med den historiske festival Golden Days, der i dag åbner døren til oplysningstiden

Historiefestivalen Golden Days slår i perioden 3.-26. september dørene op til 1700-tallet under titlen Globalisering, gossip og grådighed.

Oplysningstiden bød på mange og varierede samfundstendenser, også i kirkelivet. Nedenunder finder du 10 forslag til Golden Days-arrangementer med et religionshistorisk islæt fra danmarkshistoriens første oplyste århundrede.

1. Gudsfrygt, bøn og omvendelse
Forfatterne Karin Kryger og Ole Nørlyng præsenterer deres nyudgive bog Gudsfrygt, bøn og omvendelse, københavnske altertavler og alterpartier fra 1700-tallet og fortæller om alterpartiernes formsprog, ikonografi og historie. Tag med bogens to forfattere rundt i nedenstående kirker og hør om altertavlerne.

6. september
kl. 14: Kastelskirke, kl. 15: Garnisons Kirke

12. september
kl. 14: Vor Frelsers Kirke, kl. 14.45: Christians Kirke

20. september
kl. 14: Helligåndskirken, kl. 14.45: Trinitatis Kirke

Pris: 60 kr. Eller 150 kr. for alle tre arrangementer. Max 30 deltagere. Tilmelding nødvendig på ketskryger@mail.tele.dk

2. Omvend jer eller gå fortabt!
Professor og kirkehistoriker Martin Schwartz Lausten beretter historien om det tyske missionsholds anstrengelser med de danske jøder, der skulle integreres for deres egen skyld. Tvangsprædiken var blandt metoderne, da jøderne skulle omvendes i 1700-tallets pietistiske København. 

7. september kl. 19:30, Dansk Jødisk Museum, Proviantpassagen 6, 1218 København K, www.jewmus.dk
Pris: 50 kr.

3. Religiøse vækkelser som moderniseringsdynamo
Morgenforelæsning i Sankt Petri Kirke, arrangeret af SAXO-Instituttet
Adjunkt Juliane Engelhardt fortæller om sammenhængen mellem de pietistiske og puritanske bevægelser, som opstod i Nordeuropa omkring år 1700, og oplysningsbevægelsen.

Der er overraskende mange lighedspunkter mellem pietismens stærke betoning af askese, synd, skyld og skam og de grundtanker om reformer, udvikling og fremskridt, der slog rod i oplysningstiden. Foredraget gennemgår disse tendenser og vil også diskutere, i hvilket omfang religiøs vækkelse indgik i udviklingen af de moderne vestlige samfund.

10. september kl. 9.00-10.00 i Sankt Petri Kirke, Sankt Peders Stræde 2, 1453 København K, http://www.sankt-petri.dk/
Pris: Gratis

4. Et lille stykke indvandrerhistorie fra 1700-tallet oplev en pietistisk gudstjeneste
Fornuften og følelsen eller rationalismen og pietismen kæmpede om det teologiske landskab i 1700-tallets Europa og Danmark. Modsætningen mellem troens inderlige overbevisning og fornuftens klarhed og skepsis prægede datidens gudstjenester. Oplev en gudstjeneste inspireret af denne form i Frederiksberg Kirke, som er fra 1734.

12. september kl. 17.00, Frederiksberg Kirke, Frederiksberg Allé 65, 1820 Frederiksberg C, www.frederiksbergkirke.dk

5. Et lille stykke indvandrerhistorie fra 1700-tallet - efter gudstjenesten
Tag med på rundvisning i Frederiksberg Kirke, der blev indviet i 1734. Kirken blev bygget af den hollandske bygmester, Felix Dusart, da menigheden bestod af hollandske bønder, der i århundredets løb var forflyttet til Frederiksberg fra Amager. Kirken er bygget efter hollandsk-reformert forbillede med sin karakteristiske ottekantede form og det særprægede alter med indbygget prædikestol.

12. september kl. 12.00, Frederiksberg Kirke, Frederiksberg Allé 65, 1820 Frederiksberg C, http://www.frederiksbergkirke.dk/
Pris: Gratis

6. "1700-tals-musik på orgel
Orgelmusik fra begyndelsen af 1700-tallet til 1800-tallet af komponisterne Buxtehude, J.S. Bach, Geist, Zinck, Eberlin, Leopold Mozart og W.A. Mozart spillet på orglet i Vor Frelsers Kirke af Jens E. Christensen.

15. september kl. 17.00, Vor Frelsers Kirke, Sankt Annægade 29, 1416 København K, www.vorfrelserskirke.dk
Pris: Gratis

7. 1700-tallet i Christiansfeld
Herrnhutere fra Midttyskland grundlagde Christiansfeld i 1773. Herrnhut betyder under Herrens hat. Christiansfeld kaldes også Brødremenighedens by efter herrnhuterne, der var dygtige håndværkere, som byggede en enkel og smuk by. Den er i dag den bedst bevarede af sin art i Europa. Her fremstilles stadig honningkager efter 200 år gamle, hemmelige opskrifter.

17-19. september, Sted: Cristiansfeld Centret, Kongensgade 9, 6070 Christiansfeld, www.christiansfeldcentret.dk
Pris: Se http://www.festival.goldendays.dk/ 

8. Assistens Kirkegård midt i verden i 250 år
En række af kirkegårdens personer vågner op til dåd på denne udstilling: Adel, borger, grosserere, kunstnere, videnskabsfolk, tjenestemænd og tjenere. Udstillingen fortæller om de folk, der rejste ud, de der kom hertil, og hvad de bragte med sig.
Udstillingen kan ses den 17. september til 12. december, tirsdag til fredag og søndage kl. 13-16.

Sted: Kulturcentret ASSISTENS, Kapelvej 4, 2200 København N, www.assistens.dk
Pris: 25 kr.

9. Midt i verden af i går - Assistens Kirkegård 1760-2010
Med disse forelæsninger ved Ion Meyer, Lone Hvass, Christoffer Jørgensen og Caspar Andreas Jørgensen kan du vandre gennem kulturhistorien på Assistens Kirkegård. Forelæsningsrækken er et sted- og emnespecifikt forløb med udgangspunkt i den historiske kirkegård.

Uge 38-43, tirsdage kl. 17.15-19.00, Kulturcentret ASSISTENS, Kapelvej 4, 2200 København N, http://www.assistens.dk/

Pris: 550 kr. for hele foredragsrækken. Hold nr. 1084
Billetsalg: Tilmelding skal ske på www.fukbh.dk

10. Festkantater af Johann Sebastian Bach
Enghave Kirkes Barokorkester & Vokalensemble fejrer Enghave Kirkes 50 års jubilæum med Festkantater af Johann Sebastian Bach. Læs mere om Enghave Barokorkester og Vokalensemble på www.enghavebarok.dk.

Efter koncerten inviteres alle til at fejre kirkens jubilæum i menighedssalen, hvor menighedsrådet byder på vin m.m.

23. september kl. 20.00, Enghave Kirke, Sønder Boulevard 120, 1720 København V
Pris: Gratis. Dørene åbnes kl. 19.30