En vækkelse for poesien

I en gammel kirkebygning på Nørrebro er prædikestolen skiftet ud med et metalpodie, caféstole og oplæsning af litteratur under kalkede buer badet i sartrosa spotlight, der kaster glød på ansigterne i salen. Tilværelsens poetiske dimension har ramt det moderne menneske og udfylder en plads som religionen tidligere har haft, mener Paul Opstrup fra LiteraturHaus. Foto: Anders Debel Hansen Denmark

"Arkitekturen i det gamle kirkerum understreger, at litteratur er noget, der er større end os selv og rummer en visdom," mener Paul Opstrup, der har lavet LiteraturHaus i en gammel metodistkirke på Nørrebro

Nede i krypten i en tidligere kirkebygning på Nørrebro i København er der maltbryg på bordene, og digteren Edgar Allan Poe skuler fra aftenens plakat. Der er sikkert drukket meget kirkekaffe her. Og ligesom nadveren har sit forlæg i de bibelske fortællinger, spiser man nu sammen efter litterære forskrifter: pølser i kål med løg og kommen som i Poes novelle Djævelen i Klokketårnet fra 1839.

Stedet er LiteraturHaus, og det bærer præg af, at dets initiativtager Paul Opstrup har en fortid som leder af Huset i Magstræde og derfor tænker i opsætning og æstetik. I dag er det litteraturscenen, han brænder for. Han erfarer, at der er et voksende behov for at samles omkring fiktion.

Litteratur betyder mere og mere for mennesker. Vi taler om alle typer mennesker, der kommer til de her arrangementer forskellige steder i byen, hvor litteraturen lever.

Til større begivenheder som bogmessen i Forum eller København Læser kan man konstatere en massiv tilstrømning, men også oplæsninger året rundt, i for eksempel Poesiens Hus, Jazzn Poetry i Jazzhouse, ved Øverste Kirurgiskes arrangementer og i LiteraturHaus, er velbesøgte:

Jeg tror at en afgørende grund til, at interessen for litteratur er så stor nu, er, at det passer med det moderne liv. Du er i dag meget alene om at leve dit liv, at finde værdierne i det, og dér er litteraturen fantastisk, for der kan du søge og finde svar, spejle dig i fortællestemmerne, uden at du nødvendigvis skal overtage en færdig pakke. Jeg oplever, at litteraturen tiltaler mennesker og udfylder en plads der, hvor man i min barndom i højere grad overtog en færdig identitet som religiøs eller partisoldat under bestemte faner.

Nye litterære fællesskaber
Jeg tror ikke, at mennesker i dag er mindre troende, men i dag er identitet meget bestemt som noget individuelt. Måske for meget, siger Opstrup.

Det er også en grund til, at han ser det som sin mission at skabe særlige rum, hvor mennesker med en lidenskab for ord både forfattere, læsere og litterater kan mødes og blive inspireret.
Traditionen med at mødes omkring litteratur på cafeer og så videre er lang, men det er først i de senere år, litteraturen har fået en egentlig scene, hvor man bevidst arbejder på at få litteraturen ud i byen og lidt væk fra de private skriverum og sofakroge, siger han.

At skabe arrangementer omkring litteratur, ikke bare i hver sin lukkede gruppe men i fællesskaber, der arbejder sammen på kryds og tværs.

Livet opstår mellem mennesker. Det er egentlig parallelt med en grundtvigsk tanke om det levende ord, og at vi har lanceret det her for at bringe litteraturen ud i samfundet er samtidig en socialistisk tanke. Vi er stærke, når vi står sammen. Det gavner alle både læsere og forfattere.

Hvorfor er det så forfattere, der tager ordet på podiet i den gamle kirke frem for prædikanten eller den politiske bannerfører? Hvorfor mødes for at lytte særligt til romanforfattere og poeter?

Forfatteren har en følsomhed, som giver mulighed for gennem sproget at komme tættere på noget væsentligt, end vi andre kan. Jeg er dog ikke til den romantiske tanke med, at det er gennem forfatteren, vi ser Gud. Men en god forfatter kan ramme noget eksistentielt, og derfor taler det til andre. Hvert menneske er ude i sin egen individuelle kamp for at forstå tilværelsen, men samtidig er det jo interessant, at vi er i det her rum sammen, hvor vi kan le, græde og prøve at forstå tilværelsen på et ikke-dogmatisk grundlag.

Vind i bygningen
Paul Opstrup har gennem flere år boet i nærheden af den gamle bygning, der før hed Bethania og var metodistkirke, og da han i 2005 efter en tur til Literaturhaus i Berlin havde fået ideen til at starte noget tilsvarende i København, var han glad for, at kirkebygningen i Møllegade var til salg.

Arkitekturen har en betydning. Det med at du går de otte trin op, åbner den tunge dør under pulpituret og står i salen med det høje loft. Det er som om, der er vind i bygningen, man bliver suget med, når man kommer ind. Arkitekturen understreger, at litteratur er noget, der er større end os selv og rummer en visdom, siger Opstrup, der dog ikke bryder sig om, når stemningen omkring oplæsning og litteratursamtale bliver alt for andægtig.

Den der høflighed hvor folk klapper spagt og siver stille ud, den går jeg ikke ind for. Ikke angst. Eller den Wasserglasslesung, som de har tradition for i Tyskland, hvor en moderator skal kloge alt for meget, fordi man har mere respekt for autoriteter, det kommer der ikke så meget ud af. Hallo, vi er sammen! Men for mange forfattere har det også været noget nyt at skulle lære, at det er okay at fyre den af. Der har været en tendens til, at man sad derhjemme i tystheden, kom og læste op med alvorlig mine og håndbevægelse og gik igen, siger Opstrup og understreger, at det netop er respekt for litteraturen at undsige berøringsangsten:

Litteratur er noget, der er større end os selv, og det at bringe mennesker sammen omkring ord er der en kæmpe skaberkraft i.

I en gammel kirkebygning på Nørrebro er prædikestolen skiftet ud med et metalpodie, caféstole og oplæsning af litteratur under kalkede buer badet i sartrosa spotlight, der kaster glød på ansigterne i salen. Tilværelsens poetiske dimension har ramt det moderne menneske og udfylder en plads som religionen tidligere har haft, mener Paul Opstrup fra LiteraturHaus.