Har præsterne ikke anmeldepligt?

Katolsk, kirke, katolikker, præster, knæler, beder, bøn

Anklagerne om seksuelle overgreb på børn i katolske institutioner har genstartet debatten om kirkens ansvar for at anmelde vold og misbrug. Den katolske kirkes tavshed er under anklage

Det blæser med beskyldninger i den mediestorm, som den katolske kirke for tiden befinder sig i. Afsløringer af vold og seksuelle overgreb i Irland, Tyskland, Østrig og Holland antyder, at den katolske kirke i årevis har været involveret i hemmeligholdelse og har forsøgt at undvige offentliggørelse for at beskytte sit omdømme og sine værdier.

Herhjemme har den katolske biskop Czeslaw Kozon i et interview til Kristeligt Dagblad fortalt, at han i 2003 blev informeret om et seksuelt overgreb begået af en katolsk præst i Danmark i 1980'erne, men at han ikke videregav oplysningerne til myndighederne, fordi sagen var forældet, og fordi præsten på det tidspunkt var pensioneret.

Den udtalelse mødte voldsom kritik. Formanden for Børns Vilkår, Peter Albæk, har påpeget, at sager om seksuelle overgreb bør undersøges alene af hensyn til ofrene, og at præstens stilling i den sammenhæng er underordnet.

Juraprofessor Kirsten Ketscher har tilsvarende kritiseret biskoppen for at holde hånden over de skyldige og for ikke at tage det nødvendige hensyn til ofrenes svære situation. Som hun forklarede i et interview her i avisen, vil det i mange tilfælde være meget svært for ofrene at bryde tavsheden.

LÆS OGSÅ: Forsker: Biskoppen holder hånden over overgrebsmænd

Senere forsvarede Czeslaw Kozon sig med, at han juridisk set ikke har anmeldepligt i sager om seksuelle overgreb foretaget af kirkelige medarbejdere.

Biskoppen henviser til, at man i Danmark og mange andre vestlige lande ikke har direkte pligt til at anmelde kriminalitet, der allerede er begået. Det er dog en undtagelse, nemlig den pligt, som er beskrevet i straffelovens paragraf 141.

Anmeldepligten i den danske straffelov bestemmer, at en person kan straffes, hvis han "med vidne om, at en alvorlig statsforbrydelse eller forbrydelse, der medfører fare for menneskers liv og velfærd, eller for betydelige samfundsværdier, ikke gør, hvad der står i hans magt for at forebygge forbrydelsen, om fornødent ved anmeldelse til øvrigheden."

Culture of cover up
I de aktuelle sager fra udlandet har mange især hæftet sig ved, at overgrebene tilsyneladende har været omgærdet af hemmeligholdelse og tavshed i den katolske kirke. En culture of cover up - eller klerikalt cover-up, som katolik og tidligere formand for Etisk Råd, Erling Tiedemann, døbte det i en kommentar.

Mange af afsløringerne fra Irland og Tyskland har netop vist, at sagerne sjældent er blevet undersøgt grundigt; at gerningsmændene er blevet flyttet til andre sogne, hvor de har kunnet fortsætte overgrebene; og at kirken har forsøgt at skjule forholdene for offentligheden. Det store spørgsmål er, hvorfor den katolske kirke har undladt at orientere myndighederne om de kriminelle handlinger.

Præsternes tavshedspligt er derfor blevet en del af debatten, hvor flere har nævnt fortrolighedsforholdet som en del af problemet. I Danmark har præster en udvidet tavshedspligt, der går tilbage til Christian den V's Danske Lov fra 1683, og som blandt andet betyder, at de ikke kan pålægges at vidne.

Præsteforeningens formand Per Bucholdt Andreasen har i den forbindelse pointeret, at det sjældent er i de sjælesørgeriske samtaler, at de seksuelle overgreb bliver afsløret. Derudover har blandt andre professor i religion, ret og samfund Lisbeth Christoffersen, Roskilde Universitet været ude og påpege, at skriftemålet ikke er et juridisk smuthul, og at meldepligten gælder uden undtagelser.

LÆS OGSÅ: Danske præster værner om tavshedspligt

Der er imidlertid andre forhold af forpligtende hemmeligholdelse inden for den katolske kirke. I de sexovergrebsskandaler, der for knap 10 år siden hærgede USA, var et af de juridiske stridspunkter den katolske kirkes manglende vilje til at udlevere personaleakter og andre interne dokumenter. Kirken mente, at udleveringen ville være et brud på det kanoniske forhold mellem en præst og hans biskop. I 2002 blev en konkret sag i Los Angeles om udlevering af interne dokumenter afprøvet i Californiens højesteret som et brud på den grundlovssikrede religionsfrihed - dog uden held.

En lignende holdning kom til udtryk i 2001, da Joseph Ratzinger (nuværende pave Benedikt XVI), der på daværende tispunkt var kardinal, udsendte skriftet Epistula de delictis gravioribus. Heri understregede han, at oplysninger om præsters seksuelle overgreb underligger den pavelige bestemmelse om hemmeligholdelse, også kaldet secretum pontificium. Hvis gejstlige krænker denne hemmeligholdelse, risikerer de sanktioner fra Vatikanets side - i værste fald ekskommunikation.

LÆS OGSÅ: Tyske katolikker venter på svar fra tøvende pave

Magtmisbrug i den katolske familie
Ifølge de amerikanske socialpsykologer Kathryn A. Dale og Judith L. Alpert er det en del af den katolske kirkes selvforståelse og virke, at den er en stærk, selvstyrende institution med stor magt over både sognebørn og gejstlige. I mange år var det derfor relativt nemt for kirken at bagatellisere sagerne om misbrug og overtale ofrene til at holde dem hemmelige.

I tidsskriftet Journal of Child Sexual Abuse har de to amerikanske forskere beskrevet, hvordan kirken på den måde brugte sin magtposition til at beskytte egne interesser. En af de helt afgørende interesser er selvfølgelig anseelse eller moralske autoritet, som alt andet lige lider skader, hvis kirkens egne folk gør sig skyldige i syndige eller ulovlige handlinger.

En anden amerikaner, professor i psykologi Thomas G. Plante, har argumenteret for, at kirken kan opfattes som en familie - eller nærmere et broderskab - hvor medfølelse, tilgivelse og forsoning er væsentlige værdier. I hans kritiske optik er værdimæssige fællesskab vel og mærke en intern solidaritet over for de pædofile præster. Sammenligningen er ikke helt urimelig og kan måske også være med til at nuancere den juridiske debat.

I mange lande gælder anmeldepligten ikke over for familiemedlemmer. Man antager, at det at anmelde en person, der planlægger at begå en kriminel handling - herunder også en pædofil præst - juridisk set er det rigtige at gøre, men samtidig antager man, at man ikke kan forvente, at familiemedlemmer vil overholde denne pligt. At undlade at anmelde er med andre ord forkert, men undskyldt.

Rapporter sagsakter fra USA og Irland har vist, at den katolske kirke i mange tilfælde har sendt pædofile præster i terapi, inden de er blevet flyttet videre i systemet, hvor de i nogle tilfælde har fortsat de seksuelle overgreb. På samme måde er mange ofre eller deres pårørende blevet mødt med den holdning, at præsten er kirkens problem, og at kirken nok skal tage sig af problemet - altså præsten.

Gennembrud eller nybrud
Langt de fleste af de mere end 3000 anklager om seksuelle overgreb, som den katolske kirke har modtaget inden for de sidste 10 år, blev begået i 60'erne, 70'erne og 80'erne, men det var først i begyndelsen af 1980'erne, at sexmisbrug i den katolske kirke førte til retssager og blev et stort tema i medierne. Noget tyder altså på, at det af forskellige årsager er lykkedes at gøre op med kirkens hemmelighedskræmmeri - med dens culture of cover up.

Sociologer og kulturantropologer, fx australske Steven Angelides, har andre og supplerende perspektiver på historien. Blandt andet at det i høj grad var den feministiske kritik, der i 1980'erne var med til omfortolke magtforholdet mellem børn og voksne og for alvor satte seksuelt misbrug af uskyldige børn på dagsordenen. De seneste årtiers debat om pædofili - og de politiske tiltag - er i den udlægning udtryk for, at man i dag forholder sig til pædofili på en anden måde, end man gjorde tidligere. Og det har en afgørende betydning for den offentlige fordømmelse og ofrenes stilling.

Pædofili er i dag et alvorligt samfundsmæssigt problem, som dommere, politikere og journalister forholder sig til og reagerer prompte på. Det betyder ikke, at man ikke tidligere har forholdt sig til seksuelle overgreb på børn. Flere historiker - blandt andre dominikanerpræsten og den katolske kirkes egen flittige kritiker Thomas P. Doyle - har dokumenteret, hvordan kirken selv har forholdt sig til problemet igennem det meste af sin 2000 år lange historie.

Men spørgsmålet er, hvem der diskuterer de seksuelle overgreb, og på hvis præmisser de bliver diskuteret. Og i dag er det i høj grad på ofrenes præmisser, mens det moralske ansvar langt mere entydigt ligger hos overgrebsmanden. Som Münchens katolske ærkebiskop Reinhardt Marx udtalte efter et møde med de bayerske biskopper om den aktuelle skandale:

- Vores første prioritet må være at finde frem til sandheden og skabe en åben atmosfære, der giver ofrene mod til at tale om, hvad de har været udsat for.