Nu er der fri adgang til Danmarks ældste jødiske begravelsesplads

Mosaisk Nordre Begravelsesplads ligger på det indre Nørrebro i København. Foto: Kirstine Ottesen.

Den 1. juni åbner den jødiske begravelsesplads på Nørrebro portene for offentligheden. Religion.dk tog på rundvisning med forfatter Erik Henriques Bing

Bag høje mure på det indre Nørrebro i København findes Mosaisk Nordre Begravelsesplads, Danmarks ældste jødiske begravelsesplads. Stedet ligger helt uanfægtet af den omkringliggende storby med sine høje træer og en bemærkelsesværdig stilhed på trods af beliggenheden. Den historiske stemning er til at skære i og kan næsten høres mellem de gamle mure.

Derudover undgår man heller ikke at bemærke de hundredevis af ældgamle gravsten, der står side om side fra den ene ende af begravelsespladsen til den anden.

Udover tre søndage i sommeren 2010 har begravelsespladsen siden 1985 været lukket for offentligheden. Jøder har dog altid haft mulighed for adgang, ved henvendelse til Mosaisk Troessamfund.

Denne sommer, nærmere bestemt onsdag den 1. juni, åbnes porten for alle, der vil opleve begravelsespladsens atmosfære og historier.

LÆS OGSÅ: De efterladte får besøg

Og hvilke historier. Her ligger mange store personligheder begravet, som på hver deres måde har præget den danske kultur. Blandt andet kan man finde skuespilleren og forfatteren Johanne Louise Heibergs mor, fysikeren Niels Bohrs forældre og forfatteren Simon Levin Simonsen, der i 1847 oversatte børnebogen Den Store Bastian til dansk.

En af dem, der kender historierne bedst, er Erik Henriques Bing. Udover at være rundviser på begravelsespladsen er han forfatter til en række bøger om stedet og om de danske jøders historie, som han dygtig fortæller med en imponerende erindring om anekdoternes detaljer.

Desuden er nogle af hans egne slægtninge begravet på stedet. Et familiegravsted viser navnene Meyer Herman Bing og Jakob Herman Bing, som var dem, der i sin tid grundlagde porcelænsfabrikken Bing og Grøndahl. Det betyder, at Erik Henriques Bing krydrer sine historier med små detaljer fra sit eget stamtræ.

Jeg kan godt lide at fortælle, ellers er det jo bare årstal det hele. Jeg er vokset op med, at min far igen og igen fortalte om alle disse mennesker i Bing- og Henriques-familien, forklarer Erik Henriques Bing.

Han har stort set vendt hver en sten på stedet og bestemt stiernes rute. Derudover har han også nøglen til begravelsespladsens gitterport, hvor vi på en kold, grå dag mødes for at gå en tur på området. Dog smitter hans entusiasme hurtigt af på vejret, der snart slår om i solskin.

Ifølge jødisk tradition må et gravsted aldrig sløjfes. Samtidig er begravelsespladsen fredet og den ældste grav kan dateres helt tilbage til slutningen af 1600-tallet. Der findes 5500 begravede og 3000 sten alle har Erik Henriques Bing gået og rusket i, for at se om de stod fast, så begravelsespladsen kan være klar til offentlighedens besøg.

Den første begravelse i Møllegade
Den første grav, vi stopper op ved, markeres med stor, vejrbidt sten, som Erik Henriques Bing beskriver som symbolet på Mosaisk Nordre Begravelsesplads. Det er nemlig den første begravelse, der overhovedet har fundet sted på begravelsespladsen.

Under stenen ligger en mand ved navn David Israel begravet. Han døde i 1693, hvilket var få år efter, at jøderne havde fået lov til at danne Mosaisk Troessamfund, der siges at stamme fra 1684.
David Israel var en ung juvelér, der boede inde i København. Og i stedet for at skulle sejle ham til den jødiske begravelsesplads i bydelen Altona i Hamborg, bad man Københavns Magistrat om lov til at købe et stykke jord uden for byen. Det blev godkendt, og jøderne købte derefter et lille stykke jord på ti gange ti kvadratmeter, hvor David Israel blev begravet efter de jødiske forskrifter.

LÆS OGSÅ: Forholdet til døden i fem religioner

Næsten alle de gråhvide sten på pladsen vender mod øst, og denne sten er ingen undtagelse. Erik Henriques Bing forklarer, at det er en gammel regel, for at stenene symbolsk skal pege mod det gamle tempel i Jerusalem. Han påpeger dog, at dette ikke er mere end en tradition, da øst for København er mod Moskva, hvor der jo som bekendt ikke ligger noget tempel af betydning.

Næste stop er i et hjørne af begravelsespladsen, hvor der findes et lille stykke jord, der tilsyneladende ikke benyttes. Og dog. For her ligger mellem seks og otte engelske soldater begravet, som alle faldt under Københavns bombardement i 1807.

Englænderne havde lagt sig i en kreds omkring København, hvorfra de beskød med brandbomber. Da der var nogle soldater, der faldt, har officererne tænkt, at de jo kunne begrave dem på denne kirkegård. Efter englænderne igen var taget af sted, i øvrigt med vores flåde, ville overrabbineren Abraham Gedalia have dem gravet op og jordfæstet på en kristen kirkegård. Det ville myndighederne ikke have. Derfor lavede man et gitter uden om gravene, som desværre er forsvundet. Vi ved bare, at de ligger der, fortæller Erik Henriques Bing.

Gåturen fortsætter ad stier, der er blevet anlagt til den kommende åbning. Den jødiske begravelsesplads har været lukket for offentligheden af flere omgange. Sidste gang stedet blev lukket, var det på grund af begyndende uroligheder på Nørrebro midt i firserne. Når stedet åbner igen, bliver det med opsyn, bænke og faste åbningstider et par gange om ugen.

Edvard Brandes' kone begik selvmord
En række skæve, høje træer strækker sig efter lyset og danner sporene af en gammel allé, der tidligere gik gennem begravelsespladsen. Ikke langt fra dem ligger en grav med en historie, som Erik Henriques Bing beskriver med ordene fuldkommen fantastisk, forfærdelig og helt utrolig. I graven ligger Edvard Brandes' første hustru, Harriet Salomonsen.

Edvard Brandes er en af de højtbegavede jøder, vi har haft, og bror til Georg Brandes. Dette er hans første kone, der i 1879 begår selvmord, fordi hun har været sin mand utro og ikke rigtig kan finde ud af det hele. Hun er ung og smuk og kun 15 år, da de bliver gift. De er et fantastisk, velbegavet par. Så dukker komponisten Viktor Bendix op, og hun bliver forelsket i ham. Han lagde damer ned en masse. Han skulle undervise hende i klaverspil, og det gik hedt til. Så hun løser problemet, da manden får at vide, at hun har været utro, og drikker gift og bliver begravet her."

Med til historien hører, at Edvard Brandes også selv rodede rundt i det. Da hans kone havde begået selvmord, var blevet begravet og hele historien blevet tysset ned, fik han skældud af sin elskerinde, fordi han brugte for meget tid på andet end hende.

Sten på gravstenene
Havde denne begravelsesplads stadig været i brug, ville en håndfuld småsten på gravstenene vise, om graven havde været besøgt for nylig. Det er et normalt syn på jødiske gravsteder, og det er desuden en ældgammel tradition fra dengang, jøderne levede i ørkenen. Som Erik Henriques Bing forklarer, startede traditionen som en nødvendighed for at holde rovdyr væk. Senere har det udviklet sig til en symbolsk handling.

Dermed er det blevet sådan, at når man besøger et gravsted, lægger man en sten, som er en symbolsk handling. Jøder har været fattige og har ikke haft råd til blomster. Alle kan lægge en sten for at vise, at man gerne vil gøre opmærksom på, at man anerkender den, der ligger der.

Ved at lægge en sten på en jødisk grav viser man, at personen ikke er glemt. Og som Erik Henriques Bing udtrykker det, er det vigtigste i jødedommen at have et godt navn, der huskes for ens gode gerninger og holdninger.

Der er dog ikke længere nogen, der lægger sten på gravene her, da der ikke længere bliver foretaget begravelser. Siden 1885 er der ikke foretaget nye begravelser på kirkegården, hvor der ikke kan ligge flere, bortset fra dem, der har reserveret jord til deres familier. Den sidste begravelse var i 1967 på et af disse familiegravsteder.

Begravelsespladsen har et slående stort areal, der ved øjemål snildt kunne huse to fodboldbaner. Der er derfor et stykke hen til den modsatte mur, hvor der står en stor og fornem sten med hebraiske symboler. Det er familien Melchiors familiegravsted, og er et af stedets store trækplastre. Moritz G. Melchior og hans hustru Dorothea var nogle af dem, der tog sig af H.C. Andersen.

Familien Melchior havde deres vinterbolig på Højbro Plads i København, samt en sommervilla på det nuværende Østerbro. Det var i denne villa, at H.C. Andersen var en hyppig gæst, og det var også her han levede sin sidste måned. Dorotheas bror, Martin Henriques, som Erik Henriques Bing er slægtning til, introducerede familien Melchior for H.C. Andersen. Denne anekdote har udviklet sig mellem familierne Henriques og Melchior.

LÆS OGSÅ: Kristne og jødiske begravelsesritualer

I min familie har man den der sjove anekdote, hvor man siger, at det var Henriques, der opfandt H.C. Andersen, men det var Melchior, der stjal ham og slog ham ihjel. Det kan jeg sige igen og igen til Karl Melchior, som stadigvæk er der. Vi morer os lidt over det, siger Erik Henriques Bing.

Victor Borge på besøg
Den sidste gravsten vi når til, er ganske beskeden. Her ligger en mand ved navn Nathan Rosenbaum begravet. Gravstenen har tidligere været sunket så langt ned i jorden, at man ikke kunne se navnet. Nathan Rosenbaum er farfar til den dansk-amerikanske komiker Victor Borge. Erik Henriques Bing fandt stenen for femten års tid siden og kontaktede Victor Borge for at spørge, om han ville betale for en istandsættelse.

Dagen efter han havde modtaget brevet havde jeg en sekretær i telefonen, der var ellevild og sagde at han var very delighted, og at han bestemt ville betale det. Senere fik jeg et håndskrevet brev fra Victor Borge, hvor han igen takkede for at vi ville tage os af det, og at han meget gerne ville se stenen en dag han var i København. Så han kom herud, og jeg tog imod ham. Han var en sød og rar mand. Når jeg tænker på den power og karisma han har på en scene, og så kom den forsigtige mand ud og var venlig og tiltalende, og selvfølgelig hovedpersonen. Han var der sammen med sin datter og en god ven.

Tilbage ved gitterporten er der spor efter forberedelserne til begravelsespladsens åbning. At stedet nu igen bliver tilgængeligt for den almindelige dansker, synes Erik Henriques Bing, der er en vis logik i, set i lyset af jødernes historiske forhold til Danmark og københavnerne.

Der er en vis mening i at åbne den, fordi nu er det også af betydning for Københavns kultur og historie, at vi havde dette særprægede mindretal, som vi lod være i fred. Det er en kulturarv. Der er nogle værdier i det der med, hvor man kommer fra, hvad ens udgangspunkt er og hvilke tanker og ideer, de forrige generationer havde, og det er vel begrundelsen for, at man lader den ligge her. Der er masser af ejendomsmæglere, der godt kunne have meget grimme ideer om stedet her, men det er kulturarv, og nu åbner vi det for danskerne.

I starten af juni vil den almindelige, nysgerrige dansker få mulighed for at opleve en bid af historien på den jødiske begravelsesplads. Foto: Kirstine Ottesen.
Forfatteren Erik Henriques Bing har i mange år vist rundt på Mosaisk Nordre Begravelsesplads. Foto: Kirstine Ottesen.
Et symbol på Mosaisk Nordre Begravelsesplads er denne sten, der stammer helt tilbage fra 1693 og er fra den første begravelse på stedet. Foto: Kirstine Ottesen.
Familien Bings familiegravsted, hvor Erik Henriques Bing har slægtninge begravet. Her er det Henriette Bing og Jacob Herman Bing, som var en af grundlæggerne af porcelænsfabrikken Bing & Grøndahl. Foto: Kirstine Ottesen.
Henriette Pætges var mor til Johanne Luise Heiberg. Erik Henriques Bing fortæller, at både mor og datter tog afstand fra jødedommen. Da Henriette Pætges ikke kunne få lov til at blive begravet på en kristen kirkegård, blev denne sten sat op for at demonstrere familiens modvilje. Foto: Kirstine Ottesen.
Begravelsespladsen huser 5500 begravede og 3000 sten og har et areal på størrelse med to fodboldbaner. Foto: Kirstine Ottesen.
Familien Melchiors familiegravsted er et af stedets trækplastre. Familien Melchior var blandt H.C. Andersens nærmeste venner, og forfatteren havde ofte sin gang i familiens hus. Det var også familien Melchior, der tog sig af H.C. Andersen i de sidste måneder inden han døde i 1875. Foto: Kirstine Ottesen.