"Den nationale identitet er også en arv fra Grundtvig"

Foto: Malene Korsgaard Lauritsen

Vi har alle sunget Grundtvigs fædrelandskærlighed ind i os. Men Grundtvig vidste selv, at faren ved fædrelandskærlighed er ligegyldighed eller endda had mod andre

Hvornår opstår ideen om "danskerne" som et folk? Mange blev sidste år præsenteret for den katastrofale krig i 1864 gennem Ole Bornedals "1864". Og det var især i kølvandet på dette nederlag, at N.F.S's Grundtvigs tanker om dansk folkelighed blev afgørende.

Det 19. århundrede var præget af forholdet til det tyske, fordi man inden for samme riges grænser havde tysk sprog og kultur. Og senere da det ikke mere var tilfældet, var forholdet til Tyskland og det tabte Sønderjylland et hovedspørgsmål for Danmark. Ved fredsslutningen i 1864 mistede Danmark Slesvig, Holsten og Lauenburg.

Grænsen kom til at gå ved Kongeåen indtil Genforeningen med Sønderjylland i 1920. Grundtvig blev en inspirationskilde for alle, der i denne situation forsøgte at klare for sig, hvad det vil sige at være dansk.

I 1848 formulerede han den danske folkelighed i sangen, Folkeligt skal alt nu være ,således:” Folk, hvad er vel folk i grunden. Hvad betyder folkeligt? Er det næsen eller munden, hvorpå man opdager sligt? Findes skjult for hver mands øje folket kun i kæmpehøje, eller bag hver busk og plov, i hver kødklump før og grov?”

Og Grundtvig svarer selv:” Til et folk de alle høre, som sig regne selv dertil, har for modersmålet øre, har for fædrelandet ild. Resten selv som dragedukker sig fra folket udelukker, lyse selv sig ud af æt, nægte selv sig indfødsret.”

Vi har alle sunget Grundtvigs fædrelandskærlighed ind i os. Og der er ingen tvivl om, at han på den måde har medvirket til en overdreven dansk fædrelandskærlighed, dansk selvovervurdering. I virkeligheden havde Grundtvig selv en meget klar forståelse af vilkårene i mellemfolkelig forståelse.

I 1855 skrev han i en den gang meget spændt dansk-tysk situation: Fejlene ved et folks fædrelandskærlighed er ligegyldigheden for menneskeheden i det hele og den hadskhed og ubillighed og uretfærdighed mod fremmede, som fædrelandskærligheden kan føre til.

Behovet for en national selvforståelse oplevedes stærkt i forbindelse under den tyske besættelse og i forbindelse med diskussionen forud for folkeafstemingen den 2. oktober 1972 om dansk medlemskab af EF(i dag EU).

Ved besættelsen i 1940 har vi således de kæmpestore fællesangsstævner, Alsangen, hvor man sang mange af Grundtvigs sange. Grundtvig skrev sine salmer og ikke mindst sange ud fra en stor kærlighed til sit fædreland. I situationen, den tyske besættelse, var det helt i Grundtvigs ånd at synge hans kærlighedserklæringer til Danmark.

Men også i dansk Ungdomssamvirke fra 1940 sås sporene fra Grundtvig. Kirkehistorikeren Hal Kock, 1904-63, blev leder af denne organisation og hans offentlige Grundtvigforelæsninger på Københavns Universitet fra 1940 blev et vendepunkt for den åndelige og folkelige modstand, ikke voldelig. For Hal Koch stod Grundtvig som en af danskhedens fædre. Han videreførte Grundtvigs betoning af det levende ord som grundlag for folkeoplysning , fællesskab og samfund.

Ved at gennemgå nazismens væsen og ved at drage sammenligninger mellem episoder i Danmarks tidligere historie og den aktuelle, ville han opdrage ungdommen til at værne om de demokratiske frihedsidealer.

Hal Koch understregede også i forhold til jødespørgsmålet, at det her drejer sig om sandhed og ret ligesom det drejer sig om sandhed og ret for dansk folkeliv. Han knyttede et bånd mellem nationens og jødernes skæbne ved at hævde, at de danske jøders medborgerstatus var urokkelig.

Endelig blev Grundtvig også brugt af Ebbe Kløvedal Reich(1940-2005) i hans folkebog om Grundtvig fra 1972 til at vise, at vi burde stemme nej til dansk medlemskab af EF. Ebbe Reich skriver b. a.:

”Det er nødvendigt, at Grundtvigs måde at være dansk på, og hans mening om, hvad det vil sige at have ansvar for præcis dette sprog, præcis dette land og præcis dette folks historie, bringes i erindring før vore salgsgale politikere formøbler den sidste rest af os.”