Jeg slår korsets tegn og stemmer på pave Frans

Nogle læsere slår sikkert korsets tegn for sig. Pavepolitik, vorherre bevares. Ja, må Herren bevares, og lad os endelig slå korsets tegn – og lad os tage korsets visdom til os, skriver Malene Fenger-Grøndahl

Aldrig tidligere har jeg følt mig så hjemløs i dansk politik. Jeg fandt ganske vist et sted at sætte mit kryds ved folketingsvalget. Alligevel savner jeg stadig et parti, der til fulde afspejler de værdier, jeg ønsker, at vi holder hinanden fast på.

En kombination af globalt udsyn, omsorg for de fattige, respekt for kulturelle forskelligheder – og for religion som ressource.

Det glæder mig, at også den nye kirkeminister er en person med klare visioner og værdier. Men en kirkeminister gør det ikke alene. For det er trods alt ikke kirkeministeriet, der fører an, når det gælder om at fastlægge ’nødvendighedens politik’.

Så hvor finder jeg de politikere, der tør tale om det virkeligt nødvendige? Om at føre en politik der gør, at vi også om ti, tyve eller 50 år kan se tilbage på denne periode med selvrespekten i behold.

Uden at skamme os over den skæbne, vi lader bådflygtninge og klimaflygtninge lide.

Eller den negative holdning, vi danskere har til minoriteter som romaer og muslimer. Her har en europæisk undersøgelse i seks lande lige vist, at Danmark er topscorer – i intolerance! 

På valgaftenen lavede jeg en statusopdatering på Facebook med et link til en artikel med overskriften ”Klimaopsang fra paven får ros af Obama og Ban Ki-Moon” og underrubrikken ”Pave Frans opfordrer verdens ledere til at handle hurtigt for at redde planeten”.

Artiklen fortalte om et lækket udkast til en ny rundskrivelse fra pave Frans om klimaforandringer og behovet for en grøn omstilling. Sammenblanding af religion og politik? Ja, det kan man kalde det, og lad os endelig få noget mere af det!

Som jeg skrev i min kommentar til linket: ”Lige nu er jeg glad for, at verden er større end Danmark og dansk politik…” 

Det er jeg stadig. Og glæden bliver ikke mindre, når jeg genlæser pavens første større rundskrivelse ”Evangeliets glæde”, som udkom i 2013 og i dansk udgave i 2014.

Her skriver paven blandt andet:

”Vi må uden omsvøb slå fast, at der eksisterer en ubrydelig forbindelse mellem vores tro og de fattige. Lad os aldrig lade dem være alene.” 

Den udmelding ville jeg gerne finde som ”indgangsbøn” for både socialpolitik, udenrigs- og udlændingepolitik.

Sætningen nedenfor fra pavens skrivelse ville jeg også gerne se kopieret til dansk politik – ja hvorfor ikke til et regeringsgrundlag:

”På samme måde som buddet om ”ikke at slå ihjel” sætter en tydelig grænse, der sikrer menneskelivets værd – så bør vi i dag sige ”nej til et økonomisk system, der fører til social udelukkelse og social ulighed”. Et sådant økonomisk system slår ihjel.”

Så ja, næste gang der er folketingsvalg, tror jeg, at jeg stemmer på pavens parti – eller det, der kommer tættest på. På en ny ’nødvendighedens politik’.

Nogle læsere slår sikkert korsets tegn for sig. Pavepolitik, vorherre bevares. Ja, må Herren bevares, og lad os endelig slå korsets tegn – og lad os tage korsets visdom til os.

Når vi tegner den lodrette akse, kan vi med rette tænke på, hvordan vi kan forbinde himmel og jord, visioner og virkelighed.

Og når vi tegner den vandrette akse, kan vi overveje, hvordan vi bedst lever i overensstemmelse med det faktum, at vi alle som Guds børn i udgangspunktet er forbundet, men igen og igen må forbinde os med hinanden.

Heldigvis er det en overvejelse, vi kan gøre hver dag – valg eller ej. Og det er en påmindelse om, at vi alle kan gøre en forskel hver dag. Det må være deri, vi (også) finder håb.

At politik er det, vi gør ved hinanden hver dag. Hver dag kan vi vælge at give liv i stedet for at slå ihjel.