Mystikeren er både hyldet og hadet af verdens religioner

Religiøse mystikere er både blevet hyldet og hadet op igennem historien. Synet på det mystiske afhænger nemlig i høj grad af den kulturelle kontekst, den religiøse mystiker har levet i, forklarer lektor og forfatter Dorthe Enger

Mystik er et universelt fænomen, som kan spores tilbage til de oprindelige samfund, hvor en åndemaner eller shaman søgte kontakt med kræfterne i den usynlige verden med henblik på at sikre stammens ve og vel.

Andre mennesker har ikke direkte adgang til mystikerens oplevelse, som er subjektiv. Den må kommunikeres enten af vedkommende selv eller af de mennesker, der er inspirerede af mystikeren. Denne kommunikation foregår i en bestemt historisk og kulturel kontekst. Mystikerens og dennes elevers og tilhængeres tolkning af oplevelsen er båret og præget af den pågældende kulturs verdensbillede og sprog.

Præmoderne, moderne og postmoderne kulturer og deres forhold til mystikken
Præmoderne, moderne og postmoderne kulturer afspejler forskellige verdensbilleder. På den ene side er de udtryk for en historisk udvikling. På den anden side eksisterer disse verdensbilleder på samme tid i dag. De er ofte i konflikt med hinanden på samfundsplan, men også i det enkelte menneske.

Mystikken har gode vilkår i præmoderne samfund, men er samtidig udfordret især i de monoteistiske religioner. De gode vilkår består i, at præmoderne kulturer har et religiøst verdensbillede. Det vil sige, at der er et sammenfald mellem mystikerens oplevelse af en åndelig verden og kulturens tro på, at verden er gennemsyret af en åndelig dimension.

I de monoteistiske religioner skelnes der skarpt mellem mennesket og denne dimension; der er identitetsforskel mellem mennesket og det guddommelige. Det betyder, at mystikeren skal passe på, når oplevelsen af at være forenet med denne dimension skal kommunikeres.

Middelaldermystikeren Hildegard af Bingen (1098-1179) formulerede sine åndelige erfaringer på en sådan måde, at hun gjorde skellet mellem hende og Gud klart. Hun blev senere udnævnt til kirkelærer. Mester Eckehart (1260-1328) var mere uklar, hvilket resulterede i, at han blev dømt for kætteri.

Senere mystikere som Teresa af Avila (1515-1582) og Ignatius af Loyola (1491-1556) måtte en tur forbi inkvisitionen, før deres indsigter blev godkendt. Med reformationen forsvinder mystikken ud af billedet i den protestantiske verden, da klostrene lukkes ned.

Hvor mystikken i de monoteistiske religioner har skulle balancere på en knivsæg i forhold til de religiøse dogmer, der pointerer forskellen mellem det guddommelige og det menneskelige og lægger vægt på tro snarere end personlig erfaring, er mystikken i de østlige religioner en central og anset vej.

Renæssancen og oplysningstiden indvarsler den moderne verden. Moderniteten er præget af en rationalistisk tankegang, hvor den ene sandhed logisk set udelukker den anden. Her opstår en konflikt mellem videnskab og religion, hvor religionen forkastes. Man kunne så forestille sig, at mystikken får trange kår, men det er imidlertid ikke tilfældet.

For det første lever mystikken stadig videre i katolicismens klosterliv, og for det andet udvikles den kunstneriske retning Romantikken, som kanaliserer den åndelige søgen og længsel med stor inspiration fra Platon. Den subjektive oplevelse og forløsning bliver sat i centrum uden for den organiserede religions rammer og i opposition til det rationalistiske verdensbillede.

Scientismen er en nutidig version af oplysningstidens verdensbillede. For en scientist er videnskab ikke kun en metode til at søge sandhed, men er sandheden selv. Naturvidenskaben står i centrum i denne livsopfattelse, fordi kun det, der kan sanses, måles og vejes anses som meningsgivende. Mystiske oplevelser reduceres til kemiske processer i hjernen.

Modpolen til scientismen er postmoderne livsopfattelser, som kan betegnes som Romantikkens arvinger. Et postmoderne perspektiv på mystik integrerer naturvidenskab, filosofi og religion. Naturvidenskaben beskriver, hvad der sker i hjernen under bøn og meditation, men fortolkningen af oplevelsen er afgørende for forståelsen af den indre og usynlige dimension af den fysiske tilstand.

Postmoderne tilgange til mystik deles af en bred vifte af mennesker. Nogle søger den mystiske dimension i deres egen religion, og andre integrerer mystik fra flere religioner. Der er også ateister, som isolerer mystikken fra dens religiøse kontekst og inspireres af den.

En interessant udvikling i dag er, at mystikken kan spille en positiv rolle for nogle muslimer og kristne fra isolerede miljøer. Dette gælder i særlig grad tredjekulturs unge. At tilhøre en tredjekultur indebærer, at man skal forhandle den kultur, man har med sig hjemmefra med den kultur, man møder i samfundet.

Nogle identificerer sig med religionen i hjemmet og afviser den, de møder i samfundet. Andre forkaster den kultur, de har mødt i hjemmet og identificerer sig med samfundets, ofte med store personlige omkostninger. For nogle kan mystikken udgøre et frirum, fordi den anerkender en dimension ud over den kulturelle, men uden at forkaste den kulturelle.

Derfor kan religiøs identitetspolitik ophøre med at spille en afgørende rolle samtidig med, at der er åndelig inspiration at hente i den mystiske tradition fra den religion, man er opvokset med.

Mystikken og religionernes patriarkalske kontekst
Præmoderne kulturer er patriarkalske, hvilket betyder, at mændene har den politiske og økonomiske magt. Kvinder kan selvfølgelig påvirke mænds beslutninger, men i sidste ende er det en kvindes far og mand, der bestemmer over rammerne for hendes liv i en patriarkalsk kultur.

De store verdensreligioner blev til i disse præmoderne patriarkalske kulturer og religionsgrundlæggerne i buddhismen, kristendommen og islam er alle mænd. Det er deres mystiske dannelsesrejse, der fortælles.

Imidlertid er der i de tre religioner en interessant konflikt mellem det patriarkalske samfunds underordningsdiskurs og den mystiske lighedsdiskurs, der stiller mennesker lige i forhold til at kunne forene sig med Gud eller Allah eller blive oplyst i buddhismen.

Denne konflikt kan belyses ud fra kvinders rolle i de tre religionsgrundlæggeres åndelige dannelsesrejser.

Siddharta (den senere Buddha) var gift, men forlod kone og barn for at blive oplyst. Det var ikke en selvfølgelighed, at kvinder kunne blive oplyst, og det var hans discipel, Ananda, der overtalte Siddharta til at åbne oplysningens vej for kvinder. Buddhistiske nonner blev imidlertid underlagt strenge regler. Ydermere optræder kvinder i Buddhalegenden som fristere, der udfordrer Siddharta. Her er der en parallel til Evas rolle i Første Mosebog.

Det går som en rød tråd igennem de fire evangelier, at Jesus har et positivt forhold til kvinder. Selvom Paulus ser Jesus som en ny Adam (1. Kor. 15, 45), der retter op på syndefaldet, er der ikke en Eva, der frister Jesus.

Jesus adskiller sig ganske vist fra sin mor Maria i hendes menneskelige mor-funktion. Hun får ikke lov til at bestemme over ham, men hun er den, der forstår ham og er med ham til det sidste.

I fortællingen om kvinden, der gribes i ægteskabsbrud (Joh. 8, 1-11) adresserer Jesus både kvinden og mændene, der fordømmer hende. Endelig åbner Jesus vejen for kvindelige disciple, da han fremhæver Maria fremfor hendes søster Martha, fordi Maria lægger mere vægt på hans budskab end på at udfylde kvinderollen. Jesus synes også at have haft et særligt forhold til en af kvinderne i hans følge, disciplen Maria Magdalene.

Kvinders mulighed for at gå mystikkens vej har derfor ikke været til diskussion i kristendommen, selvom den øverste myndighed over klostrene også her lå hos mændene. Det er hos Paulus og ikke hos Jesus, at man finder et syn på kvinden som underordnet manden. Eftertiden har i høj grad lagt billet ind på underordningsdiskursen og synet på kvinden som frister. Dette kan ses i italesættelsen af Maria Magdalena.

Pave Gregor d. I (ca. 540-604) tolkede Maria Magdalena som prostitueret, selvom der ikke er belæg for det i Det Nye Testamente. Dette syn på hende kan genfindes i film som The Last Temptation of the Christ, The Passion of the Christ og i musicalen Jesus Christ Superstar. Det er imidlertid interessant at bide mærke i, at to berømte musicals, Mary Poppins fra 1964 og The Sound of Music fra 1965 indvarsler en ændret diskurs, der hænger sammen med en ny kvinderolle. I disse film er Maria-skikkelsen en åndelig fornyer, der kommunikerer et kærlighedsbudskab til et dysfunktionelt patriarkat.

Muhammed var gift. I nogle overleveringer berettes det, at Muhammed skulle have været fristet af kvinder. Det står der imidlertid ikke noget om i Koranen, hvor der kun omtales tre frugtbarhedsgudinder, men ikke at Muhammed skulle have været fristet af dem. Adam og Eva optræder i Koranen og begge fristes af Satan. Eva tildeles altså ikke rollen som den hovedansvarlige.

Muhammed selv synes at have et positivt forhold til kvinder, ikke mindst til sin kone Khadija. Han tog ikke flere koner, før efter hendes død. Der er heller ikke i Koranen noget direkte forbud mod, at kvinder skulle lede fredagsbønnen, selvom Koranen i øvrigt afspejler et præmoderne syn på kønsroller. Kvinder har altid kunnet gå mystikkens vej i islam, selvom mystik har været set på med skepsis. For muslimske kvinder i Vesten kan mystik, som nævnt oven for i forbindelse med tredjekulturs unge, være en frigørende mulighed.

I præmoderne samfund kunne kvinder ikke bare forlade hjemmet og begive sig ud på en mystisk dannelsesrejse. Dette er muligt i dag. Et problem er imidlertid, at en patriarkalsk rettighedskultur, som man finder inden for den katolske kirke og inden for østlige religioner som hinduismen og buddhismen, stadig dominerer.

Det betyder, at en præmoderne diskurs, der favoriserer mændenes frihed og magt, kan resultere i seksuel udnyttelse af kvinder, der søger ind i åndelige fællesskaber, hvor mænd ofte er ledere. Nogle kvinder kan være villige til at indgå i sådanne relationer for at opnå en nærhed, indflydelse og spejling i stedet for den frigørelse, som den åndelige søgen kunne resultere i for begge køn.