"Naturen er det største af alle templer"

Efterhånden som tiden går, oplever jeg mere og mere, at de meget smukke og dybe praksisser fra de etablerede religioner for mig dybest set er som musikstykker, spillet i et stort rum. Dybest set er jeg rummet, ligesom jeg også er en del af rummet udenfor, skriver åndelig vejleder og forfatter Søren Hauge. Foto: Lars Hur

Jeg benytter gerne elementer eller aspekter fra religioners praksis, men mest for at finstemme min egen relation til livets storhed - ikke for at tilhøre en tradition, institution eller dogmatik, fortæller forfatter Søren Hauge

Hvad er mystik for dig?

"Mystikken er mit forhold til det uudsigelige, den transcendente virkelighed, som omfatter og overgår alt, hvad der har form og udtryk. Det er mit forhold til kilden, udspringet, oprindelsen, rejsen og hjemvendelsen."

"Mystik er det, som egentlig ikke kan siges, men som alligevel søges udtrykt i kunst, filosofi, litteratur, religion og beskrivelser af paranormale erfaringer. Mystik er det, som er mere end sprog, mere end definitioner, mere end dimensioner."

"Mystik er paradokset bag det tilsyneladende entydige, umådeligheden i mikro- og makrokosmos og miraklet i den helt almindelige hverdag."

Hvordan tænker du om din trospraksis - er den en vej til at få en mystisk erfaring?

"Min trospraksis er en konstant vævning mellem tillidsfuld overgivelse til livets guddommelighed og helt konkrete erfaringer af større og dybere nærvær og væren. Det er altid en vej til livets storhed - selv i det mindste."

LÆS OGSÅ: Mystikken kan forbinde religionerne

"Min spirituelle praksis er den større væren, der gradvist sænker sig ind i den mindre væren, og åbner for uskylden, ukrænkeligheden og universaliteten. Det er en praksis, som mere og mere blander sig ind i og integreres med almindelighedens verden, så den bliver ualmindeligt almindelig - fyldt med hjerte og mening og lys."

Bruger du eller tiltrækkes du af andre religioners spirituelle praksis?

"Jeg anser religionernes erfaringer for at være autentiske, kollektive arkiver af indsigt, forestillinger og erfaringer, og jeg inspireres af deres essenser, uden at jeg af den grund vælger at leve inden for deres afstukne grænser og rammer."

"Min spiritualitet er ikke en religion, men den er religiøs i den forstand, at den er en åbenhed i forhold til det større og usigelige, der ligger bag alt skabt og udtrykt. Jeg benytter gerne elementer eller aspekter fra religioners praksis, men mest for at finstemme min egen relation til livets storhed - ikke for at tilhøre en tradition, institution eller dogmatik."

"Liturgien i Liberal Katolsk Kirke har i mange år slået dybe toner an i mit indre, og kirkens messer har givet mig stor næring og opløftelse. Fra den hinduistiske tradition har jeg især anvendt Gayatri-mantraet til meditativ sang. Jeg oplever en dyb meningsfuldhed i mantraets tekst, som taler til mig på en måde, jeg ikke rationelt kan forklare på anden måde, end at det vækker indre genkendelse. Fra buddhistisk tradition har jeg anvendt flere mantraer, og er især inspireret af en nyere Maitreya praksis fra Nyingma traditionen."

LÆS OGSÅ: Musik er en grundpille i religion

"Hvis jeg skal beskrive mit forhold til praksisser, kan jeg bedst illustrere det med et billede. Efterhånden som tiden går, oplever jeg mere og mere, at de meget smukke og dybe praksisser fra de etablerede religioner for mig dybest set er som musikstykker, spillet i et stort rum. Dybest set er jeg rummet, ligesom jeg også er en del af rummet udenfor."

"Min fornemste opgave er ikke at identificere mig med stykker fra bestemte komponister og genrer, men at blive næret af al den musik og stilhed, som gavner livet bedst, og på samme måde at glæde mig over fuglenes sang og naturens lyde udenfor. Jeg kan derfor ikke holde fast i bestemte kompositioner og musiktraditioner, men er nødt til at udforske og fordybe mig i lydens og musikkens samspil med stilheden - i den fulde frihed, som for mig er en del af livets hellighed."

"Jeg mediterer ofte i naturen og oplever her det største af alle templer. I min praksis, både udendørs og indendørs, er menneskehedens enhed, og alt levendes storhed altid centralt. Sådan taler livet til mig."

Er der grænser for, hvad du kan bruge fra andre religiøse traditioners trospraksis? Kan der være problemer i at blande forskellige traditioner?

"Som med alt andet her i livet, bør man kun blande elementer med omtanke og respekt. Og desuden passer alt helt enkelt ikke sammen. Ligesom de fleste vil mene, at ingredienser i mad ikke bare blandes hovedløst og tilfældigt."

LÆS OGSÅ: Dans i verdens religioner

"Der er kernepunkter i de store religioners praksiserfaringer, som går fint hånd i hånd, og som er beslægtede. Men der skabes også hele tiden nye spirituelle erfaringer af levende mennesker lige her og nu. Disse nye udfoldelser er mest af alt min inspiration til egen praksis, og de bygger ofte videre på ældre erfaringer fra andre tider og steder."

"Det vigtigste for mig er den levende, ægte erfaring, og evnen til at improvisere og tilegne mig øjeblikkets mulighed, afstemt efter mit behov og min situation."

Søren Hauge er åndelig vejleder, forfatter og tidligere panelist ved religion.dk