Buddhismen tager livet alvorligt

Hvad hvis den sjæl eller den personlighed eller det jeg, som vi mener at have, er en tomhed, som kun består af flygtige strømninger i hjernen, spørger Ricardt Riis. Foto: Foto: Arkiv

Det, jeg godt kan lide ved buddhismen er, at den drager de fulde konsekvenser af tanken om, at tingene måske er lige modsat det, vi forventer, skriver tidligere sognepræst Ricardt Riis

Religion.dk har udfordret panelisterne med spørgsmålet: Peg på noget, du finder sympatisk ved en anden religion. Og på noget, du har svært ved at forlige dig med?Tidligere sognepræst Ricardt Riis svarer:

Den religion, bortset altså fra kristendommen, som jeg finder mest sympatisk, er buddhismen.

Grunden til det er, at den formår at tænke en tanke igennem til bunds. Hvad nu, hvis alt, hvad vi ser for os, alt, hvad vi tænker os til, alt, hvad livet lægger hen til os at gå med til, er bedrag?

Hvad hvis den sjæl eller den personlighed eller det jeg, som vi mener at have, er en tomhed, som kun består af flygtige strømninger i hjernen, strømninger, der kun holdes sammen, fordi vi fejlagtigt mener, at der er et jeg, som 'ejer' dem, skønt det dog snarere ejes af dem?

Var det så ikke en idé at prøve sætte sig ud over bedraget, at nå oplysningen, at stræbe efter at efterligne Buddha, den oplyste?

Det kan jeg godt lide, at man indenfor buddhismen virkelig gør alvor af, at tingene måske er det modsatte af, hvad de ser ud til at være, og så vidt jeg udefra kan bedømme det virkelig formår at drage de fulde konsekvenser af den tanke.

Kommunisme og islam lider af samme fejl
Skal jeg omvendt nævne en religion, som byder mig imod, er jeg lidt i tvivl. Der er to kandidater til posten: kommunismen og islam. Begge lider af den samme fejl, som jeg ikke blot finder højst usympatisk, men også farlig: de mener, de kender sandheden på en måde, så de kan slå andre ihjel for den sandheds skyld, de tror de kender. Og begge bruger, hvis de kan komme afsted med det, statsmagten til at gennemføre denne terror mod anderledestænkende.

Man kan selvfølgelig for islams vedkommende glæde sig lidt over, at det ikke går helt så galt, som præsten prædiker (præsten er i dette tilfælde Koranen med dens voldsopfordringer). Den muslimske kultur har dog frembragt ganske imponerende ting. Og der er dog en vis orden i de muslimske stater i vore dage. Men alligevel er det ikke til at overse, at der ligger et voldspotentiale i islam, som bryder frem, så her, så dèr.

Og hvordan man argumenterer imod dette voldspotentiale, har jeg endnu ikke fundet ud af. Jeg er kun nået til at erkende det i dets forskellige former, og til at erkende, at det tilsyneladende ikke lader sig fjerne, uden at islam ophører med at være islam.

Ricardt Riis er tidligere sognepræst og panelist ved religion.dk.

Hvad hvis den sjæl eller den personlighed eller det jeg, som vi mener at have, er en tomhed, som kun består af flygtige strømninger i hjernen, spørger Ricardt Riis. Foto: colourbox