Iben Thranholm: De døde har brug for vores bønner

På allesjælesdag kan katolikker bede for de afdøde for at forkorte deres tid i Skærsilden. Journalist og katolik Iben Tranholm forklarer her, hvad højtiden handler om, og hvorfor Skærsilden er så vigtig i katolicismen

Allesjælesdag er en dag, hvor man mindes de døde, som endnu ikke er kommet i Himlen. Den fejres den 2. november, dagen lige efter allehelgensdag.

Det er den katolske kirkes lære, at der findes et liv efter døden. Når et menneske dør, forlader dets sjæl kroppen for enten at komme i Himlen, i Helvede eller i Skærsilden.

De, der kommer direkte i Himlen, er dem, der dør i en tilstand af perfekt nåde og fællesskab med Gud. De sjæle, der ender i Helvede, er dem, som har begået dødssynder, som de af egen fri vilje har valgt ikke at angre.

Endelig er Skærsilden den mellemliggende mulighed. Det er her, man havner, hvis man har gjort sig skyldig i andre synder end dødssynderne. Man kalder også Skærsilden purgatoriet, som betyder renselsestedet. På nutidigt dansk kunne man måske kalde det for sjælerenseriet. For her må sjælene opholde sig indtil den dag, hvor de er helt renset og klar til at blive indlemmet i Guds rige. Er man først i Skærsilden, kommer man ikke i Helvede, men før eller siden i Himlen. Spørgsmålet er bare, hvor længe man skal være der.

Det er her, allesjælesdag kommer ind billedet. På denne dag mindes vi ikke bare de døde. Vi her på jorden bliver opfordret til at bede for sjælene i Skærsilden, for at forkorte deres tid der og hjælpe dem hurtigere i Himlen.

Kun bøn og messer kan hjælpe sjælene

Ifølge den katolske mystiker Maria Simma fra Østrig (1915-2004), kan de døde ikke bruge tårer og mindehøjtideligheder til noget. Det er kun bøn og messer, som hjælper dem videre. Derfor lider mange sjæle i Skærsilden, fordi deres pårørende på jorden glemmer at bede for dem.

I bogen "The Amazing Secret of the Souls in Purgatory: An Interview with Maria Simma", fortæller den østriske mystiker, at hun fik et syn, hvor sjælene fra Skærsilden viste sig for hende. I synet bad de hende om hendes forbøn og især om, at der blev fejret messer for dem.

Messen kan særligt forkorte sjælenes tid i Skærsilden, fordi Kristus i messeofret giver sig selv fuldt ud af kærlighed til os.

Pårørende kan også vise deres kærlighed og omsorg for de afdøde ved at bede til Kristus om, de må blive udfriet fra Skærsilden. Det er nemlig forbundet med lidelse at være der, fordi sjælene forstår, hvad ondt de har gjort mod Gud, andre mennesker og sig selv. Og når man først er død, kan man ikke angre og gøre bod, som vi kan her på jorden, men må gennemleve den renselse, der svarer til ens brøde.

Maria Simma fortæller også, at de fleste grunde til, at mennesker havner i Skærsilden, er mangel på kærlighed til næsten, hårdhjertethed, uvenskab, sladder og bagtalelser. At tale ondt om andre og bag deres ryg er de værste overtrædelser, der kan betyde en lang renselsesproces i Skærsilden. Derimod er kærlighed, ydmyghed og total hengivelse til Gud tre gyldne nøgler til Himmerigets port.

Måske kan det undre, at det ikke alene er Guds sag at afkorte de dødes ophold i Skærsilden. Men kristen tro handler om at være en del af et fællesskab i kærlighed, som rækker udover tid og rum. I trosbekendelsen er det formuleret ved, at "vi tror på de helliges samfund". Dét er netop et samfund, hvor de, som er døde for os, men levende for Gud, også indgår.

Bønnen kan gå flere veje

Ligesom vi beder for de afdøde, kan sjæle i Skærsilden faktisk også bede for os. Helgener, som allerede er forenet med Gud, er parate til bede til Gud for os, om vi må nå til den fuldkomne kærlighed. Hvis vi ser et barn falde ned fra træ eller være i fare lige for øjnene af os, ville vi heller ikke tøve med at gribe ind. På samme måde har alle Guds hellige og alle sjæle omsorg for hinanden, og allesjælesdag er netop indstiftet for at minde os om det. Vi er én stor familie, som befinder os forskellige steder, men er forenet i kærligheden og Guds ånd.

Skærsilden behøver ikke opfattes som en straf eller noget grusomt. Det er Gud, der giver os en ekstra chance for at forbedre os selv efter den kropslige død. Det siges, at den største smerte i Skærsilden er den brændende længsel efter Gud, fordi sjælene ved, hvor usigelig stor en kærlighed, der venter dem.

Skærsilden har også den funktion, at sørge for at livet i Himlen adskiller sig fra det dødelige liv. For hvis Gud lukker sjæle ind i Himlen, der stadig taler dårligt om andre, eller som ikke kan elske, så ville Himlen ikke længere være Himlen, men jorden.