De 10 vigtigste ting om nadveren

Da Jesus ifølge beretningen sad til bords med sine disciple skærtorsdag, indstiftede han nadveren i form af brød og vin. Nadver er en central del af kirkens højmessefejring. Altertavle fra Præstø Kirke. Foto: Leif Tuxen

Jesus indstiftede ifølge beretningen nadveren skærtorsdag, da han delte brød og vin med sine disciple. Men hvad betyder nadveren, og hvad er dens indhold? Her er et bud på et svar i 10 punkter

Nadveren i Det Nye Testamente

1. Nadver betyder aftensmåltid

Nadver er et gammelt ord for aftensmåltid. Da Jesus var i Jerusalem ved den jødiske påskefest, holdt han påskemåltid med sine disciple. Ifølge den senere kristne helligdagskalender er det skærtorsdag aften. Her indstifter Jesus nadveren, idet han om brødet siger, at det er hans legeme. Og om vinen siger han, at det er hans blod. Måltidet er det sidste, som Jesus holder med sine disciple, inden han umiddelbart efter blev taget til fange af ypperstepræstens soldater. Derfor kaldes beretningen for "den sidste nadver."

2. Beretningen om nadverens indstiftelse

Beretningen om nadverens indstiftelse findes i Mattæus-, Markus- og Lukasevangeliet, samt i Paulus' 1. brev til menigheden i Korinth. De forskellige versioner er ikke helt ens i deres ordlyd. I gengivelsen af selve indstiftelsesordene er der få variationer. I kirken bruges ordlyden fra Paulus' brev, da denne gengivelse tidsmæssigt ligger tættest på selve Jesu måltid med disciplene. Jesu måltid finder ifølge Bibelens tekster sted omkring år 30-31, og evangelierne er blevet nedskrevet i tiden år 70 – 90. Paulus' brev er forfattet omkring år 53.

3. Måltidet får liturgisk form

I sin gengivelse af Jesu indstiftelsesord henviser Paulus til, at han fået dem overleveret. Altså har de kristne grupper lige efter Jesu død og opstandelse fejret nadveren. Det var i form af et fællesmåltid eller agapemåltid. I Apostlenes Gerninger kap 2, 42-47 fortælles, at den første menighed holdt ”fast ved brødets brydelse”, altså holdt fast ved et fællesmåltid, hvor de delte brød og vin. Dette måltid får efterhånden liturgisk form.

4. Nadveren forstås forskelligt

I den tidlige kristendom har man forstået nadveren på følgende måder:

A. Som et fællesskab med den korsfæstede og opstandne Kristus.
B. Som et udtryk for Jesu hengivelse og offer af sig selv – ”dette er mit legeme, som gives for jer.”
C. Som et nyt forhold til Gud, der hviler på syndernes tilgivelse – ”den nye pagt i mit blod, som udgydes for jer til syndernes forladelse.”
D. Som et udtryk for Jesu nærvær – ”Gør dette, så ofte som I drikker den, til min ihukommelse”. Nadveren er ikke en mindefest, men ifølge Paulus en forkyndelse af Jesu døds betydning og en handling, hvor man ser frem til hans genkomst.

Nadveren splitter - og samler

5. Reformationen tydeliggjorde nadver-opfattelserne

Op gennem kirkens historie er nadveren blevet fortolket forskelligt. For hvad mente Jesus egentligt, da han om brødet sagde, at det var hans legeme - og om vinen, at det var hans blod? I kirkens første århundreder var det en fælles opfattelse i kirken, at brød og vin var et afbillede på det egentlige, nemlig Kristi eget legeme og blod. Altså at forståelsen hvilede på det man kendte fra filosoffen Platon, der skelnede mellem det virkelige, idéernes verden, og så det jordiske som et ”spejlbillede”. Med delingerne af kirken i 1054 mellem en katolsk og en ortodokse kirke, samt reformationen i 1500-tallet kom forskelle i nadveropfattelserne tydeligt frem.

6. Et sakramente i den romersk-katolske kirke

I den romersk-katolske kirke er nadveren det centrale sakramente. Man bruger ordet ”kommunion” (fællesskab) om nadveren. Nadveren er det fællesskab, hvor man bliver ét med den korsfæstede og opstandene Kristus og ét med hinanden. Ved nadveren fejres Jesu korsdøds og opstandelses forløsende virkning. Her får den enkelte reelt del i Kristi legeme og blod, idet brød og vin ved præstens oplæsning af indstiftelsesordene, usynligt for sanserne bliver til Kristi legeme og blod. Menighedens ikke-præstelige medlemmer modtager kun brødet.

7. Jordisk næring bliver til åndelig føde

I den ortodokse kirke forandres brød og vin også til Jesu legeme og blod. Skjult for menigheden, bag ikonvæggen, der deler menighedens kirke fra selve alteret, nedbeder præsten Helligånden over brød og vin. Den jordiske næring bliver til åndelig føde. Den ortodokse kirke kaldet det et ”mysterium”, altså noget der er skjult for mennesker. Forvandlingsøjeblikket kan ikke tidsfæstes og er ikke knyttet til indstiftelsesordene. Alle modtager både brød og vin som regel samlet i et stort fælles bæger.

8. Symbolsk opfattelse i den reformerte kirke

I den reformerte kirke, som opstod som følge af reformationen i Schweiz og Sydøstfrankrig er der tale om en symbolsk opfattelse. Brød og vin er kun tegn på Kristi legeme og blod. Og det at deltage i nadveren bliver et billede på den enkeltes indre forening med Kristus. Nadveren er et mindemåltid og et symbolsk måltid.

9. Jesus er brødet og vinen

I den evangelisk-lutherske kirke – og det vil så også sige i vores folkekirke – er det centrale, at Gud er nærværende i det menneskelige liv. Og ligesom Gud gik ind i den menneskelige historie som Jesus Kristus, sådan er den opstandne Kristus tilstede i ordets forkyndelse ved gudstjenesten, ved dåben og ved nadveren. Han er derfor også i brødet og vinen, som gives til syndernes forladelse. Ifølge Luther skal Jesu ord ved hans sidst måltid med disciplene tages for pålydende: Det er mit legeme – og dette er mit blod. Spørgsmålet ”hvordan” ville Luther ikke nærmere definere.

10. Nadveren er et fællesskab

Ifølge den tyske teolog Gerd Theissen (”Tro og tanke”) forstår alle kristne kirker nadveren som fællesskab og som udtryk for noget forvandlende. Hvor Gud er nærværende forandres verden og mennesker.I nadverhandlingens ord forkyndes, at menensker lever af andres livshengivelse. Nadveren udfordrer dermed til et liv i fællesskab, i samarbejde og et liv for andre.