Yazidiernes religion: Hvad tror det undertrykte folk egentlig på?

En familie tilhørende yazidi-minoriteten, på flugt fra organisationen Islamisk Stat, gemmer sig i en efterladt bygning i byen Dohuk i det nordlige Irak. -

Forfølgelse af yazidier er langt fra nyt. En del af grunden kan måske findes i misforståelsen af, hvad religionen går ud på

DEN SENERE TIDS voldsomme begivenheder i Nordirak har blandt andet bragt den kurdiske folkegruppe yazidierne i fokus. Nu ser det ud til, at de i første omgang er undsluppet deres barbariske forfølgere fra Islamisk Stat, IS. Men forfølgelsen af dem er en gentagelse af historien, som den har udspillet sig de seneste 2400 år.

I 600-tallet og de følgende århundreder, da araberne underlagde sig Kurdistan, tog det mange årtier for dem at islamisere og få bugt med kurderne. En del af dem nægtede at acceptere islam som ny religion og flygtede op i bjergene, primært til de østlige Taurus-bjerge og nordvestlige dele af Zagros-bjergene.

Her bevarede de deres årtusind år gamle religion og kultur, men blev splittet op i mindre grupper, som ofte boede langt fra hinanden inden for det kurdiske kulturområde. En yderligere opsplitning fandt sted på grund af senere større rigers og vestmagters grænsedragninger tværs igennem deres område. Således findes der i dag yazidier i Tyrkiet, Iran, Irak, Syrien, Armenien, Georgien, Aserbajdsjan, Turkmenistan, Kasakhstan med flere.

De blev altid forfulgt af fundamentalistiske islamister og kaldt ”vantro” og ”djævletilbedere”. Selv taler de om 73 massakrer og forfølgelser, blandt andet fra Det Osmanniske Rige og senere i forbindelse med Tyrkiets forfølgelse og folkedrab på armenierne i 1890'erne og 1915. Sammen med armenierne og andre kristne mindretal blev flere hundrede tusinde kurdere eller yazidier massakreret. De har deres navn efter højguden i den gamle kurdiske religion.

Titusinder af yazidier flygtede til EU-lande i midten af 1980'erne. Kurderne og PKK kæmpede deres kamp for frihed og uafhængighed i tyrkisk Kurdistan. Tyrkiet anerkendte ikke - og anerkender stadig ikke - den yazidiske tro og religion, og de blev undertrykt og diskrimineret af den tyrkiske stat og andre religiøse grupper. I dag bor 70.000-80.000 yazidier i Tyskland.

Den næstsidste massakre på yazidierne fra islamisternes side fandt sted i 2007, hvor over 500 blev dræbt og 700 såret. Samme år blev 24 fabriksarbejdere likvideret i Mosul, efter at en imam havde udstedt en fatwa mod alle yazidier. Fundamentalisterne fordømte dem som ”djævle-tilbedere”. Fire unge yazidier blev halshugget i Mosul og Kirkuk.

YAZIDIERNE ER monoteister, og deres religion var oprindelig ikke kendt uden for Kurdistan. Den blev praktiseret og praktiseres stadig af kurdere, der taler den gamle kurdiske hoveddialekt kurmanci.

Alle religionens bønner, hymner og hellige skrifter er på kurmanci eller beslægtede dialekter. Religionen er ikke afledt af nogen tro eller religiøs lære udefra, men er en selvstændig religion, groet og udviklet blandt den urbefolkning, der siden Arilds tid har levet imellem bjergene og flodsletten langs den nordlige kant af oldtidens ”frugtbare halvmåne”. Men takket være udvandringen i moderne tid findes der nu - ud over de ovennævnte mellemøstlige lande - yazidiske trossamfund i EU, USA, Sovjetunionen og flere andre steder. I Danmark lever for tiden omkring 500 yazidier. I Kurdistan lever en tilbageværende minoritet på omkring 800.000 hovedsagelig i det nordirakiske område.

Yazidierne tror på en gud under navnene Yezdan, Azda eller Ezid, som alle betyder ”den, der har skabt sig selv, selvskaberen”. Under sig har Yezdan betroet den skabte verden til syv hellige væsener, ofte benævnt engle eller mysterier. De er skabt af lyset, der strømmer fra Gud.

Iblandt dem spiller den først skabte engel Tawuse Melek, påfugleenglen, en fremtrædende rolle som Guds repræsentant på jorden. Gud skabte ham den første onsdag i måneden nisan (april), og siden stiger han hvert år ned og er nærværende på denne dag, når yazidierne fejrer nytåret.

Tawuse Melek repræsenterer menneskets muligheder for både gode og onde handlinger. På grund af stolthed mistede han midlertidigt Guds opbakning og blev fængslet, men hans angrende tårer slukkede den djævelske ild, og han kunne atter forenes med Gud.

Muslimer og kristne ser ofte Tawuse Melek som Satan. Men for yazidierne er han ikke årsagen til menneskelig ondskab eller syndighed, han er ikke en falden engel.

Derimod anser de ham for at være lederen af de seks øvrige ærkeengle. Ondskabens kilde ligger i menneskenes hjerter og ånd, afhængigt af deres personlige valg, ikke i Tawuse Melek.

yazidi