Børnene har en særlig plads ved pesach

Børnene kan godt synes, at sederaftnerne, der indleder den jødiske påske, er en langsommelig affære. Derfor er der tænkt på dem i aftenens forløb, så de kan holde sig vågne og aktive, forklarer cand.pæd.psyk. og pensioneret lærer Hanna Skop

Den jødiske påske, pesachfesten, startede i år langfredag om aftenen, nemlig den 14. i den måned, der på hebræisk hedder nissan. Pesach er den jødiske højtid, hvor ritualer og symboler står i kø. Pesach fejres i otte dage til minde om udvandringen af Egypten.

Festen betegnes også som "det usyrede brøds fest." Det usyrede brød er brød, som ikke er hævet. Det er en slags knækbrød, som er bagt af mel og vand. Vi spiser det, fordi vi skal tænke på, at jøderne havde så travlt med at komme ud af Egypten, at der ikke var tid til, at brødet kunne hæve.

Forberedelserne til pesach starter i en traditionel familie allerede en måned tidligere. Med det usyrede brød følger, at alt i hjemmet, der kan have været i berøring med almindeligt brød, skal skaffes af vejen. Det betyder, at der gøres hovedrent i skuffer og skabe. Alt tages ud og rengøres.

De sidste dage før pesach gøres endelig køkkenet rent og alle varer, der er benyttet hele året, kasseres, eller bliver solgt af rabbineren.

En sådan hektisk aktivitet gør et stort indtryk på børnene. Disse deltager i forberedelsen ved at have ansvar for deres egne ting og et begrænset ansvar for deres værelser og gemmer.

Børnene har i det hele taget en væsentlig funktion ved pesachfesten. Når manden i huset aftenen inden pesach udfører det, som kaldes bedikat chametz, en undersøgelse af, om der stadig skulle befinde sig noget usyret tilbage i huset, går han rundt i hele lejligheden og leder med lys og fejer med en fjer efter eventuelle brødkrummer, som han i parentes bemærket selv har lagt ud, følger husets børn trop. Efter at have samlet krummerne op siges en lovsigelse, hvorefter man er friholdt for ansvar, såfremt man skulle have glemt noget.

De to første aftner i pesach, i Israel kun én, foregår efter en ganske bestemt orden, derfor hedder de sederaftner. Ordet seder betyder orden.

Bordet er dækket med et sederfad, som består af et brændt kødben til minde om pesachofret i templet, saltvand, som skal minde om de salte tårer, som blev fældet under israelitternes slaveri, et brændt æg, som skal minde os om livets op- og nedture, bitre urter, som oftest peberrod, og charoset, en slags mos, der på disse breddegrader overvejende er lavet af revne æbler, kanel, rosiner og lidt vin. Charoset skal minde os om det ler, israelitterne benyttede til at lave tegl af til byggeriet i Egypten. Charoset er en yndet ret hos børnene, og det spises mellem to salatblade.

Der læses af en bog, som kun benyttes ved denne lejlighed. Den hedder Haggada. Den indeholder lovsigelser, lovprisning af Gud og fortællingen om udgangen af Egypten. De fire spørgsmål, der skal stilles indledningsvis af børnene som en slags optakt til aftenens forløb, er en pædagogisk detalje. Selv i mange mere sekulære jødiske familier, som måske har deres helt egen fortælling ved seder, er indledningen de samme fire spørgsmål.

Spørgsmålene læres udenad allerede fra børnehavealderen, netop for at vække børnenes interesse for det, der skal foregå. I mange familier er det derefter skik, at de voksne har forberedt sig på nogle svar, så der kan foregå en samtale ved bordet, hvor også børnene er aktive samtalepartnere. Børnene har også en vigtig funktion, når Afikoman skal findes og spises.

Under læsning af Haggadaen har den sedergivende, den, der leder aftenens forløb, brækket et stykke af det midterste usyrede brød. Børnene har set deres snit til at snuppe det, afikoman, og når det skal spises efter måltidets afslutning, som en sidste dessert, er det børnenes tur til at afpresse den sedergivende for en findeløn. Her ligger den pædagogiske ide i, at børnene har noget at se frem til. Da en sederaften kan være lang med god mad og flere retter, kan børnene synes, det er en langsommelig affære.

Derfor er der tænkt på dem, så de kan holde sig vågne og aktive. Også i slutningen af Haggadaen har børnene en funktion. Den sidste del af læsningen består af sange med omkvæd. Én af dem er af typen ”Bjerget ligger langt ud i skoven”, og der opstår oftest en konkurrence om, hvem der kan synge hurtigst uden at fare vild i teksten.

Fra min barndom husker jeg den feststemning, der opstod, når min far tog sin hvide kittel på til sederaftenen. Kitlen blev ellers udelukkende benyttet på højhelligdagene i efteråret. Min morfar havde syet kitlen til ham som bryllupsgave. Den var meget smuk, syet med biser og blonder. Til kitlen hørte en hvid hovedbeklædning, som også var kantet med blonder. Når far så satte sig ved bordet for at læse og synge, og samtidig lænede sig til venstre med en stor hovedpude til at støtte sig, til minde om at frie mennesker lå til bords, følte jeg, at frihedens time havde indfundet sig i hjemmet.

Hanna Skop er pensioneret lærer og cand.pæd.psyk.