Debat

I Berlin bygger de synagoge, moske og kirke under samme tag

Sådan kommer House of One i Berlin til at se ud udefra, når bygningen står færdig. Første spadestik tages i år 2020. Foto: Kuehn Malvezzi/House of One

Nyt fælleshus skal vise, at jøder, kristne og muslimer kan bede sammen uden at gå på kompromis med egne religiøse traditioner, skriver journalist og forfatter Svend Løbner

Synkretismens spøgelse dukker jævnligt op i fællesreligiøst arbejde. Synkretisme forstået som at klippe en hæl og en tå i ens egen teologi og tradition for at tilpasse den til de andres. Og måske endda danne noget helt nyt.

Det sætter initiativtagerne bag det fællesreligiøse projekt House of One i Berlin sig ud over. At indrette synagoge, moské og kirke under samme tag med fælles forhal er ikke det samme som at give køb på henholdsvis jødedommens, kristendommens og islams historiske, kulturelle og spirituelle værdier. Tværtimod erkender man den fælles historie og anerkender hinandens forskellige traditioner.

Et fælleshus med symbolsk placering

Samarbejdet bygger først og fremmest på fælles menneskelighed. Teologien er holdt på et minimum: troen på en skaber og anerkendelsen af de bibelske figurer, som går igen i de tre religioner.

House of One har været undervejs siden 2011 og vil i år begynde at materialisere sig på Petriplatz i Berlins centrum. Under det, der i dag blot er en P-plads, ligger resterne af Petrikirche, som har ligget der siden Berlins grundlæggelse i 1237. Under DDR-styret blev kirken jævnet med jorden. Men i år bliver kirkens krypt under Petriplatz gravet ud, og hele grunden byggemodnes derefter til opførelse af en imponerende helligdom for de tre monoteistiske religioner.

Placeringen har stor symbolsk værdi, idet den ikke blot ligger på grænsen mellem Øst- og Vestberlin, men også ved hovedfærdselsåren mellem Paris og Warszawa. Bygningsværket markerer både samspillet mellem de tre religioner og samspillet mellem religion og hverdagsliv.

House of One er indrettet med henholdsvis synagoge, kirke og moské i lige store rum. Hvert rum har skydedøre til en fælles forhal, der dels leder ned til Petrikirches krypt, og dels benyttes til fælles arrangementer, for eksempel bøn for fred i verden.

"Det handler ikke om synkretisme"

Sammen med min assistent Michala Linn har jeg interviewet tre af initiativtagerne: den jødiske kantor Esther Hirsch, den kristne præst Frithjof Timm og den muslimske imam Osman Örs. Deres svar viser, at det ikke er teologi, men humanisme, der danner grundlag for samarbejdet.

”Vi er til, og det er nok,” som Esther Hirsch udtrykker det.

”Der opstår jævnligt en debat om synkretisme, men det handler det ikke om for os,” siger Frithjof Timm.

Imam Osman Örs supplerer: ”Vi er meget opmærksomme på synkretisme, men vi er også nødt til at udfordre hinanden.”

Samarbejdet lægger vægt på praktik og ikke teoretiske diskussioner, fortæller de tre:

”Vi vil gerne kunne føle os hjemme i vores egen tradition og vise denne tradition frem,” siger Esther Hirsch.

”Selv i fællesbøn vil enhver bede ud fra sin egen tradition,” siger Osman Örs.

Et fælleshus fjerner angsten for at miste sin egen tro

Har det ambitiøse projekt så nogen gang på jorden? Noget tyder på det. Den tyske forbundsregering støtter projektet og har doneret 10 millioner euro. Planen er nu at byggemodne grunden i 2019 og tage første spadestik i april 2020. Og så håber de tre initiativtagere, at projektet kan inspirere andre storbyer i verden til at følge efter.

Hvad kan vi bruge det til i Danmark? Jo, til at fjerne angsten for synkretismens spøgelse. For det er jo det første, der mere eller mindre erkendt dukker op i mødet med mennesker med en anden tro: angsten for at svigte Gud og miste grebet om sin egen tro.

Alt dette er dybest set en angst for at miste sin identitet. Men læringen fra Berlin er, at man ikke mister sin identitet ved at åbne sig for andre. Faktisk kræver det, at man er tryg i sin egen identitet for at kunne forholde sig til de andres. Ja, man kan udvikle sin identitet, blive afklaret og udfordret i mødet med andre. Synkretismens spøgelse er manet i jorden.

Svend Løbner er journalist, foredragsholder og forfatter til flere bøger bøger om kommunikation og religionsmøde.