Hvilken version af en religion skal afgøre et lands religiøsitet?

I april fik et offentligt muslimsk bønnekald i Gellerupparken i Aarhus debatten til at rase. Argumenter mod bønnekaldet lød blandt andet, at det ikke hører hjemme i Danmark, fordi det er et ”kristent land”. Men hvad bestemmer, hvornår et land er kristent?, spørger muslim og debattør Mohamad Alnabhan

Et muslimsk bønnekald i Gellerupparken fik tidligere på året blå blok og andre nationalsindede stemmer til at optræde i flok og skabte en ophedet debat om, hvorvidt muslimsk bønnekald i det offentlige rum skal være tilladt i Danmark. Mange af modstanderne af bønnekaldet underbyggede deres argumentationer med henvisning til, at Danmark utvivlsomt er et kristent land.

Det er meget fascinerende at opleve, hvordan kristendomsargumentet bliver brugt som skjold på den politiske slagmark, for jeg kan i høj grad være i tvivl om, hvad der menes med, at Danmark er et kristent land. Hvilken kristen retning er den rette til at definere et helt land som værende kristent?

Man støder i mange tilfælde på massevis af holdninger, der hævder, at kristendom er det ene eller det andet. Den diskussion findes inden for alle verdensreligioner, for der findes mange modsatrettede holdninger og overbevisninger inden for enhver religion.

Et eksempel på meget velkendt og omdiskuteret emne, som ofte bliver bragt frem, er næstekærlighed. Betyder næstekærlighed, at man skal elske alle og enhver på kloden, ligesom da samaritaneren reddede den halvdøde jøde, der ikke blev reddet af præsten og tempeltjeneren? Eller betyder næstekærlighed, at man skal lave mad til sine børn og give sin partner et kys på kinden, som Marie Krarup engang hævdede?

Jeg er ikke i et sekund i tvivl om, at der findes en lang række af velmenende og dygtige præster, der henholder sig til den første version, mens andre er tilhængere af Krarups version af næstekærlighed. Hvis det ene hold af præster prædiker ud fra den rummelige idé om, hvad næstekærlighed er, så vil det andet hold forkaste den og argumentere for, at den fortolkning er en misforståelse.

Skruer vi tiden tilbage til antikatolicisme i USA i reformationstiden, så var det protestanterne, der dannede antikatolske kræfter. I Rhode Island i 1719 blev der blandt andet indført borgerlige begrænsninger på katolikker, og de blev eksempelvis nægtet stemmeret. Den indsats, der blev ydet i reformationstiden, skyldtes netop, at protestanterne og katolikkerne var uenige om fortolkningen af kristendommen. Betyder det, at den protestantiske retning er mere kristen og pålidelig end den katolske? Det er ikke op til mig at vurdere, eftersom jeg slet ikke er kristen. Men spørgsmålet understreger, at det i sidste ende handler om tro. For den ene religiøse flok vil altid mene, at deres retning er den sande kristendom, mens den anden retning vil anse dem som kættere.

Pointen med det hele er, at der eksisterer massevis af religiøse fortolkninger i såvel kristendom som andre verdensreligioner. Når man omtaler Danmark som værende kristent, så vil det betyde, at alle i Danmark abonnerer på den samme fortolkning, og at landets lovgivning hviler på den fortolkning. Men det er næppe tilfældet, for både i Danmark og i andre dele af verden tager præster afstand fra de fortolkninger, som andre præster har fremlagt. Det er noget, der sker i alle verdensreligioner.

Derfor findes der ikke et samlet kristent samfund, når der samtidig eksisterer kristne kontroverser og et utal af forskellige fortolkninger. Den ene flok vil være stolt af sin version af kristendom, mens den anden flok vil afvise deres udlægning af den sande kristendom.

Dermed er de store spørgsmål: Hvilken flok har mere ret end den anden? Og hvilken version af kristendom er den rette til at definere et land som værende kristent?