Gennem barnet i krybben er himmel og jord forenet

Mennesket søger opad mod de ypperste idealer. Gud søger nedad i naturfænomener og åbenbaringer. Begge verdener mødes gennem inkarnationen, der også sikrer soning og velsignelse over menneskelivet

Jorden ånder ud og ånder ind. Mennesket søger op, og Gud søger ned. For de to er indbyrdes afhængige af hinanden. Gud af mennesket, som han skabte til fællesskab. Mennesket af Gud, som det instinktivt ved kan udfylde det tomrum, der skaber længslen. Det vakuum, der bliver til åndelig tørst efter mening, sammenhæng og helhed med universet.

Tilgiv mig forsøget på at være en smule poetisk. Men ordene falder mig ind, når jeg genkender religionernes grundstrukturer, opdager strukturer i ét trossystem og genkender dem i et andet.

For grundlæggende finder jeg en søgen opad, en instinktiv erkendelse hos mennesket af højere idealer, og en tendens til at hæfte disse idealer på beundrede personer, forfædre, helte, heroer. Det finder jeg i såkaldte skriftløse religioner, som efterlader ruiner, potteskår og kunstværker i gravmæler. Gravmæler, ja. For gravene mæler, siger os noget.

Lige så grundlæggende finder jeg en søgen nedad, en erkendelse af, at Gud også søger mennesket. At den instans, vi tillægger jordens og hele verdens tilblivelse, bliver personlig og derfor i lighed med menneskelige personer søger fællesskab. Gud sender beskeder gennem naturens elementer, og vi modtager syner og åbenbaringer gennem profeter, sendebud, engle. Det finder jeg i de fleste skriftreligioner.

Og i kristendommen at Gud endda går så langt, at han hælder hele sin guddomsfylde, alt hvad han er af almagt, retfærdighed og kærlighed, ned i et menneskeligt kar: Jesus Kristus. Det kalder vi inkarnation. Ordet kommer af det latinske karne som betyder kød. Ånd bliver kød.

Logiske konklusioner
Lad mig dvæle lidt ved menneskets opadrettede søgen. Forestil dig, at du er urmenneske, helt blank og fri af alle menneskeskabte trosformuleringer. Du lever lykkeligt med din familie, lige indtil din mor dør. Døden havde du ikke lige set komme, den er fremmed, ja, en fjende. Og du kan næsten ikke bære, at du aldrig kommer til at se hende igen.

Det er her ved graven, du ikke kan få ind i dit hoved, at dette er afslutningen. Du søger og spejder efter muligheder. Og du begynder at ane håb. Måske er der et efterliv? Du skynder dig at lægge nogle af hendes ejendele i graven med hende: kjole, smykker, halskæde, og den gryde, hun altid brugte…

Hjemme i huset står den gyngestol, din mor sad i til det sidste. Når du ser hen på den, fornemmer du, at hun stadig sidder der. Måske er hun til stede rent åndeligt. For mennesket er da mere end kød og blod, ikke? Vi har et indre univers, det som nogle kalder sjæl. Nu mærker du det; hun sidder der faktisk. Og du begynder at tale med hende, bede til hende og måske ofre røgelse…

Undskyld min fantasi, som måske ikke er så verdensfjern endda. For sådan beskrives forfaderdyrkelsens begyndelse – enten det er i de finsk-urgiske religioner i Sibirien eller i de afrikanske naturreligioner, der trods myriader af variationer har disse fællestræk.

Og herfra udvikler religionen sig, så den beundrede forfader, landsbyens helt, den kloge medicinmand eller den succesfulde høvding bliver til en hero, en ånd, en gud i stammefolkets myter. Og som samfundet vokser fra landsby til by til land vokser også forestillingen om gudens magtområde, indtil den med bevidstheden om jorden og himmel, det globale og måske astrale samfund, sammensmelter til én almægtig gud.

Jorden ånder ud. Mennesket søger opad. Og når til en gudserkendelse, der trods alle variationer dog har ét fikspunkt: Gud.

Regelbrud og ritualer
Nu dvæler jeg ved gudens nedadrettede søgen. Denne Gud, som vi erkender må være til i en eller andet dimension. Hvordan begriber vi Gud, det vil sige griber om gudsbegrebet med den evne til erkendelse, vi er udstyret med?

Forestil dig igen, at du er urmenneske. Du undrer dig over, at urter, planter, buske og træer vokser op af jorden. Du betages af livets mirakel og konkluderer, at uanset, hvordan frøet end spirer, vokser og bliver til en plante, der igen kaster frø, så må der være en livskraft bag. Ægypterne kaldte det me. I Polynesien kaldte man det mana.

For at livet kan vokse, må jorden gødes, ukrudtet luges og marken indhegnes for at holde snyltere væk. Livskraft er noget, man værner om. Derfor oprettes regler for, hvad man skal eller ikke må. Det kaldes tabu. Hele lovsystemer udvikles. Hvad der begyndte i skriftløse religioner med mana og tabu, bliver i skriftreligioner udspecificeret i poesi om livets mirakler og i prosa om myter og fortællinger, regelsæt og lovkomplekser.

Men det er menneskeligt at fejle. Derfor kommer vi uundgåeligt til at bryde tabu, og formår ikke helt at aflokke naturens dens mirakler. Hvorfor tørke? Hvorfor oversvømmelse? ”Det er Gud, der skælder ud!”, forklarer nepalesere efter gentagne naturkatastrofer. Vi har fornærmet guderne, og nu svarer de igen!

Hvad gør man i sådan en situation? Der er brug for at formilde guderne, og der er brug for i fremtiden at aflokke guderne naturens kræfter, så jagten lykkes, træerne bærer frugt, markerne bugner med afgrøder og familien vokser og slægten fortsætter!

Man har brug for et ritual. Gerne et offerritual. Der må betales en pris – ofte plante for plante, dyr for dyr og menneske for menneske. Så kan universets opretholdes, året gå sin gang, årstiderne skifte, vilddyrene vandre, husdyrene græsse, planterne vokse, afgrøderne give fuldt afkast og familien beriges med mange børn!

Strukturen er den samme i Det Gamle Testamente som i hinduernes Rig Veda. Poesien om mana blomstrer bogstaveligt talt. Prosaen lejrer sig i læserens hukommelse og adfærd, så regler følges. Og ofring må der til – både for soning og som fejring.

Himmelvendt og jordnær
Grundstrukturerne ligger klar til juleevangeliet om fuldendelsen af menneskets søgen mod Gud og Guds søgen mod mennesket.

De vise mænd fra Østerland spejder mod stjernerne efter mana – står de nu rigtigt til, at verdensordenen opretholdes, og menneskelykken er sikret? Og hvad og hvem kan sikre denne orden og livsudfoldelse? De opdager en stjerne, der varsler en konges fødsel, og ikke en hr. hvem som helst. De følger stjernen og finder Guds inkarnation i en lille baby og ofrer, ja ofrer, guld, røgelse og myrra i glæde over, at deres opadrettede søgen mod Gud endte i det mirakuløse fund.

Hyrderne på Betlehems marker er mere jordbundne og har som skrifttro jøder uden tvivl været knuget af gentagne brud på tabu. Hvordan kan man være andet efter at uge for uge have hørt loven og profeterne reciteret i synagogen og samtidig betragte sit liv, som slet ikke lever op til de høje idealer? Mon Gud vil acceptere dem, mon de kan finde hans velbehag? Englens budskab rammer lige ind i deres forestillingsverden: ”Frygt ikke, thi se jeg forkynder jer en glæde, som skal være for hele folket!” Og et kor af engle stemmer i: ”Ære være Gud i det højeste og på jorden fred i mennesker, der har Guds velbehag!”

Gennem barnet i krybben er himmel og jord forenet.

Jordens udånding og menneskets opadrettede søgen mod Gud er fuldendt, idet den højeste Gud har åbenbaret sig og erklæret mennesket sit velbehag, så der nu kun er fred og glæde til overs.

Jordens indånding og Guds nedadrettede søgen mod mennesket er fuldendt i Jesus som Guds tegn. Som englen sagde til hyrderne: ”Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe!”

Jesus er Guds tegn, hans segl og hans garanti for at mennesket er frelst i to dimensioner: fra synd og brud på tabu; til Guds velsignelse og masser af mana.

Er alt dette så kun fortællinger, der passer som hånd i handske til menneskets forestillingsverden? Det er et synspunkt. Modsat kan man også antage, at det er en åndelig virkelighed, der netop passer ind i menneskets forestillinger, fordi Gud har forberedt religiøse grundstrukturer i menneskesindet.

Jeg tror det sidste. Glædelig jul!