"Som kristne må vi bede for alle, der udsættes for religiøs forfølgelse"

Kristenforfølgelser finder desværre sted mange steder i verden, senest i påsken i Sri Lanka. Der er al mulig grund til at bede for de forfulgte kristne, men bønnen må ikke begrænses til de kristne trosfæller, skriver Mogens S. Mogensen i en kommentar til bombeangrebene i Sri Lanka

Når kristne forfølges, hvilket desværre sker mange steder i verden i dag - senest i påsken i Sri Lanka, er der al mulig grund til at gøre opmærksom på, at de er ofre for forfølgelse. Der er al mulig grund til at bede for de forfulgte kristne og til at opfordre til, at der i vore kirker bedes for de forfulgte kristne.

Der er al mulig grund til at søge at hjælpe de forfulgte kristne, for eksempel ved at støtte de organisationer, der yder praktisk hjælp til de nødlidende. Og der er ingen tvivl om, at der er et stort behov for hjælp. Der er al mulig grund til at tale kristnes sag, når det er kristne, der udsættes for forfølgelse; også over for politikerne. Og der er ingen tvivl om, at kristne i dag udgør den største religiøse gruppe, der forfølges, men langt fra den eneste. Tænk blot på yezidierne i Irak og rohingyaerne i Myanmar.

Men som kristne kan vi aldrig begrænse vor forbøn, vor praktiske hjælp og støtte eller vor politiske fortalervirksomhed til de af vore kristne brødre og søstre, som udsættes for religiøs forfølgelse. Som kristne er vi kaldet til elske vor næste, og det kan aldrig kun være vore trosfæller, og derfor må vi som kristne naturligvis også bede for, hjælpe og være fortalere for alle, der udsættes for religiøs forfølgelse, uanset deres tro.

Der kan for mig at se ikke være tvivl om, at vi som kristne har et ansvar for at udøve en fortalervirksomhed også mht. forfulgte kristne, og dermed har vi også et ansvar for at søge at påvirke dem, der har magt og myndighed til at bidrage til at standse forfølgelserne; det være sig politikere og embedsmænd i de lande, hvor blandt andet kristne forfølges, og politikere og embedsmænd her i landet, i EU, i FN osv.

Fortalervirksomhed handler blandt andet om at give dem, der ikke selv har en stemme, der kan blive hørt, en stemme. Men her er det naturligvis vigtigt, at vi altid lytter til, hvordan de mener, vi bedst kan tale deres sag på en sådan måde, så de oplever, at det bliver til gavn for dem i deres specifikke kontekst.

Når det for eksempel gælder de kristne i Mellemøsten, der risikerer at blive forfulgt, må vi gøre, hvad vi kan, for at de kristne kan leve fredeligt sammen med deres muslimske medborgere – det er jo hverken ønskeligt for alle de kristne i Mellemøsten eller realistisk for os i Europa, at de forlader Mellemøsten og slår sig ned i Europa.

Derfor må vi gøre, hvad vi kan, for at fremme staternes respekt for menneskerettighederne og herunder specielt religionsfriheden for alle. Vi må gøre, hvad vi kan, for at fremme dialogen mellem kristne og muslimer med henblik på fredelig sameksistens.

I de tilfælde, hvor enkeltpersoner – det være sig medlemmer af kristne eller andre religiøse minoriteter – bliver personligt forfulgt på grund af deres tro, og de derfor flygter for at redde livet, så må vi naturligvis som kristne tage godt imod disse ”fremmede” – jf. Bibelens tale om vort særlige ansvar over for ”den fremmede” – og vi må være fortalere for, at de får asyl.