Debat

Muslim: Kun i fællesskab kan vi definere, hvad dansk kultur er

"Kritikerne af den danske ramadansang skal passe på ikke at gå ekstremisternes ærinde," skriver Saliha Marie Fetteh. Foto: Gry Madsen

Ramadansangen er den muslimske minoritets måde at vise omverdenen, at de gerne vil de danske normer og traditioner, hvoraf Højskolesangbogen er en vigtig del, skriver forfatter og debattør Saliha Marie Fetteh.

I 2016 opfordrede daværende kulturminister Bertel Haarder landets omkring 300.000 muslimer til at deltage i udformningen af en ny dansk kulturkanon. Vi skulle bidrage til fortællingen om, hvem danskerne er, samt hvilke værdier og traditioner der bør afspejle Danmark. Sagt med andre ord, så inkluderede Bertel Haarder på bedste vis de danske muslimer i danskhedsdebatten, hvilket ikke faldt i god jord hos alle.

Samme år skrev jeg i et indlæg, at den danske sang ikke nødvendigvis længere er en ung blond pige. Hun kan faktisk være muslim, hedde Aisha, være sorthåret og måske endda bære tørklæde. Nu kan jeg så tilføje, at Højskolesangbogen ikke nødvendigvis længere kun indeholder sange for det kulturkristne Danmark, men også inddrager landets største religiøse minoritet: muslimerne.

I forbindelse med udarbejdelsen af den nye Højskolesangbog er det nemlig blevet bekendtgjort, at sangeren Isam B., der tidligere har udgivet sin version af ”I Danmark er jeg født”, eventuelt skal bidrage med en såkaldt ramadansang: "Ramadan i København". Denne nyhed faldt, som en del af os havde forudset, heller ikke i god jord hos alle.

Flere debattører og politikere har efterfølgende kommenteret sangen og deriblandt Henrik Dahl (LA), der ligefrem morer sig over den. For hvor mange rettroende muslimer tager i grunden på højskole, der ifølge ham nærmest er en syndens hule fuld af druk og sex. Henrik Dahl burde vide, at højskolesangene ikke kun synges på landets højskoler, men i høj grad også ved forskellige kulturarrangementer.

Kulturordfører Alex Ahrendtsen (DF) mener, at en ramadansang slet ikke hører hjemme i Højskolesangbogen, da det bør være danskernes brug af sangene, der afgør, om de kommer i den nye sangbog. Han mener desuden, at sangen bare er et udtryk for politisk korrekthed, og at formanden for Højskolesangbogsudvalget Jørgen Carlsen ved at vælge en ramadansang til Højskolesangbogen ekskluderer danskerne.

Et snævert danskerbegreb
Hvem er danskerne? spørger jeg bare. Den unge generation af muslimer, der for en stor dels vedkommende er født og opvokset i Danmark, har først og fremmest en dansk identitet. Så hvorfor skulle de ikke have mulighed for at synge en, set med mine øjne, smuk dansk ramadansang i forbindelse med den hellige fastemåned eller til andre sociale arrangementer?

Kritikerne af den danske ramadansang skal passe på ikke at gå ekstremisternes ærinde. For det første er de muslimske ekstremister imod alle former for sang og musik, for det andet er et ophold på en dansk højskole (eller danskhed) ikke ligefrem noget, de anbefaler deres tilhængere.

At optage en ramadansang i Højskolesangbogen er derfor ikke bare en accept af landets største religiøse minoritetsgruppe. Ramadansangen er også den muslimske minoritets måde at vise omverdenen, at de gerne vil de danske normer og traditioner, hvoraf Højskolesangbogen er en vigtig del, da den repræsenterer en tradition kendetegnet af inklusion, ligestilling og ligeværd.

Ekstreme muslimer sætter således ikke længere dagsordenen for, hvad især unge danske muslimer må og ikke må. De finder deres egen vej til at blive en del af det danske samfund, hvilket sangeren Isam B. er et godt eksempel på.

Den danske kultur er dynamisk
Danmark anno 2019 er, hvad enten det passer Dahl, Arendtsen og andre af deres ligesindede, et mangfoldigt land med mange etniske, religiøse og sproglige minoriteter. Så den danske kultur, og dermed også Højskolesangbogen, er naturligvis under forandring, da den ligesom alle andre kulturer (heldigvis) aldrig har været stillestående.

Vi kommer således ingen vegne med ”dem og os” retorikken, men bør i stedet bestræbe os på at skabe et solidt fælles ”VI”, som inddrager den danske mangfoldighed. For kun i fællesskab kan den danske befolkning definere, hvad dansk kultur er.

Muslimer har været en del af det danske samfund de sidste 50 år. Et arabisk ordsprog siger, at hvis man bor fyrre dage hos et folk, så bliver man ligesom det. At nogle så mener, at man ikke kan være både muslim og dansk, er simpelthen noget vrøvl.

Men man kan ikke opbygge sin danske identitet alene, da kulturel identitet som bekendt skabes mellem mennesker. Det danske samfund er, ligesom alle andre samfund, et fællesskab, der er produktet af en lang og fælles historie. Og den tid vi lever i nu, bliver også historie en dag. En tid, hvor nymånens skæve smil og lyset på fjerde sal ifølge Isam B. kendetegnede ramadanen i København.

Saliha Marie Fetteh er forfatter, underviser, foredragsholder og debattør.