Lad det være jul hele året
For museumsdirektør Jane Sandberg har corona-året sat turbo på refleksionerne og gjort det særligt klart, at det, der betyder mest i hverdagen er relationerne til andre mennesker. Samtidig har et møde med en Hus Forbi-sælger sat sine spor
”Julen er hjerternes tid”. Den sætning er nok en af de mest brugte, når vi træder ind i årets mørkeste måned og pynter hvert et hjørne med lys og gran og skåler i gløgg i hyggeligt samvær med hinanden. Men er den godt slidte sætning blot gratis ord, eller er der rent faktisk noget om snakken? Er vi bedre til at række ud efter hinandens hjerter i julemåneden?
Næstekærlighed er et begreb, som vi kender fra de store verdensreligioner. ”Du skal elske din næste som dig selv” (Matt 22,39) kan vi læse i Matthæusevangeliet. Men når hverdagen raser, og vi forsøger at få enderne til at mødes, kan det være svært at huske at vise omtanke og omsorg for andre end de nærmeste. Altså bortset lige fra julemåneden. For når dagene bliver kortere, og julen nærmer sig, er det som om, julemåneden åbner for vores hjerter. Og pludselig kan vi finde ud af at række ud. Vi skriver julekort, glæder hinanden med gaver og holder hyggelige sammenkomster i vores julepyntede hjem. I mere normale år bliver også arbejdspladserne steder for kollegaomsorg (og drillerier). Men når askesemåneden januar blinker i kalenderen, så glemmer vi som regel den rare december-omsorg. Januar er nemlig tid for nye begyndelser, og oftest med hokus-pokus-mig-selv-i-fokus projekter. Nytårsforsætter om tyndere lår, veltrænede baller og mindre kød på tallerknerne erstatter decembers omsorg og samvær.
Det er ærgerligt, og faktisk også lidt dumt. Forskning viser nemlig, at vi bliver gladere af at give. Så vi kunne med fordel lade det være jul hele året. Statens Institut for Folkesundhed udgav i 2017 et stort studie om lige præcis det. En af konklusionerne i det studie var, at man simpelthen har dobbelt så stor sandsynlighed for at have det godt mentalt, hvis man mindst én gang om måneden hjælper andre.
Omsorg og næstekærlighed kommer som bekendt i mange former og behøver ikke at trække på de helt store veksler. Hvis vi bliver bedre til at udvise næstekærlighed, så er der faktisk kontante gevinster at hente. Også for os selv.
Tillad mig et eksempel fra mit eget liv.
Ved indgangen til mit fitnesscenter står en sælger af hjemløseavisen Hus Forbi. Hver gang jeg passerer ham, smiler han og ønsker mig en god dag. Det har han gjort i årevis, og det eneste jeg har gjort, er en gang imellem at købe hans avis og ønske ham en god dag tilbage. Altså lige indtil jeg en dag tog mod til mig og stillede ham et spørgsmål. Nu har vi talt sammen flere gange. Om stort og småt. Og så meget, at jeg ved, at min ”gode dag” ligger meget langt fra hans. Jeg har faktisk et hjem at komme hjem til. Jeg har en familie, som jeg oftest spiser sammen med. Omkring et spisebord og med hyggeligt samtaler over maden. Jeg skal ikke bekymre mig om, hvor jeg skal sove, eller hvordan jeg får penge til at købe den mad, vi sætter på bordet. Jeg tænker ikke på mig selv som ensom, fordi jeg ved, hvem jeg kan ringe til, hvis jeg har brug for selskab. Set fra den vinkel, virker det paradoksalt, at det er Hus Forbi-sælgeren, som ønsker mig en god dag, og ikke omvendt.
Hus Forbi-sælgerens tilstedeværelse og insisteren på at ønske alle, der går forbi ham en god dag, fik mig til at tænke. Mest over, hvor sjældent jeg selv rækker ud mod nogle, som så indlysende har behovet. Der skete noget den dag, jeg begyndte at tale med manden. Nok mest i mig selv. For det er først i samtalen, at man for alvor kan tale om, at man ser den anden. Ikke ud af øjenkrogen som et billede på dårlig samvittighed, men ved at være til stede i en dialog. Først der viser omsorgen og måske også omtanken sig. Og for mit vedkommende også taknemmeligheden for min egen hverdag. Og den var jeg faktisk glad for at blive mindet om.
Mon ikke corona-året har sat turbo på vores refleksioner og måske gjort det særligt klart, at det, der betyder mest i vores hverdag, er de relationer, vi har til andre mennesker? Det er jo lidt absurd, at det kræver en verdensomspændende pandemi med tilhørende restriktioner og begrænsninger af vores handlefrihed, at den erkendelse har sat sig kollektivt i os.
Det er som om, at den gamle sandhed om, at man først for alvor værdsætter noget, når man har tabt det, nu står soleklart for de fleste. For sjældent har vi som i 2020 talt så meget om alle de, som er ensomme. Både de gamle og de unge. Om ikke andet, så har corona-pandemien da medført, at vi er blevet langt mere bevidste om, at mange mennesker ikke lever lykkelige liv. Og sjældent har det stået så klart, at en del af medicinen mod netop ensomhed og social afsondrethed er menneskeligt nærvær og omsorg.
Så lige nu – mens vi er svøbt i julehygge med corona i accendanten – har vi alletiders anledning til at lægge planer for, hvordan julens varme og coronaens refleksion kan sætte sig i vores fremtid. Så ville pandemien kunne siges at have været et regulært wake up call, hvor vi genbesøgte vores helt centrale værdier og genfandt næstekærligheden og ikke mindst udlevede den i vores hverdag.