Debat

Mikael Jalving: Jo mere et parti tier om folkekirken, jo bedre

Kristne værdier ligger som en understrøm eller et bagtæppe for min grundlæggende politiske orientering, som er konservativ. Kristendommen er udpræget anti-utopisk og knyttet til tid, sted og erfaring, mener historiker og forfatter Mikael Jalving. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau/Scanpix.

Jeg plejer at undgå partier med kirkelige holdninger, eftersom disse holdninger gerne er venstreorienterede eller slet og ret handler om at omdanne Danmark til et hotel for alverdens folkeslag, skriver historiker og forfatter Mikael Jalving

Grundlovsdag er der folketingsvalg i Danmark. Danskerne skal til stemmeurnerne og sætte deres kryds, men hvad spiller egentlig ind, når de skal beslutte sig for, hvor deres kryds skal stå? Har de kristne værdier noget at sige her? Kristendom.dk har spurgt en række danskere. Her er det historiker, debattør og forfatter Mikael Jalving, der svarer:

Hvad opfatter du som kristne værdier?

Der er i hvert fald fem værdier, som falder mig ind på stående fod, i tilfældig rækkefølge. (1) Den konkrete næstekærlighed, det vil sige en forkærlighed for det nære, det lokale og nationale. (2) Syndsbevidsthed, det vil sige erkendelsen af, at alle mennesker kan have en skyggeside bag alt det gode, de siger, de gerne vil.

(3) Samvittighedsbuddet, det vil sige den enkeltes bestræbelse på altid at følge sin samvittighed. Gør man det, kan det aldrig gå én helt galt. (4) Troen på, at Jesus døde for vores skyld, og at det sætter os fri til at leve vore liv uden at skulle rende rundt og forsøge at blive som ham. (5) Mænd og kvinders ligestilling overfor Gud.

Hvilken indflydelse har de på, hvor du sætter dit kryds til næste folketingsvalg?

De ligger vel som en understrøm eller et bagtæppe for min grundlæggende politiske orientering, som er konservativ. Kristendommen, sådan som jeg forstår den, er udpræget anti-utopisk og knyttet til tid, sted og erfaring.

Hvilken fløj i dansk politik har du tænkt dig at stemme på til valget?

Jeg har altid stemt til højre, det gør jeg også denne gang. I min ungdom gjorde jeg det af liberale grunde. I dag gør jeg det af konservative grunde.

Hvad betyder de forskellige partiers politik på kirkeområdet for, hvem du stemmer på?

Jeg plejer at undgå partier med kirkelige holdninger, eftersom disse holdninger gerne er venstreorienterede eller slet og ret handler om at omdanne Danmark til et hotel for alverdens folkeslag. Bedstemødre for Asyl og den slags.

Jeg er også på vagt, når jeg hører folkekirkepræster tale om barmhjertighed og mangfoldighed. For jeg ved af erfaring, at de mener noget helt andet. Det samme gælder de partier, der understøtter denne udvikling. Måske kan jeg formulere det sådan, at jo mere et parti tier om folkekirken, jo bedre.

Mikael Jalving er ph.d., historiker, forfatter og debattør.

Mikael Jalving. Foto: Sine Nielsen.