Debat

Muslim: Vi kan lære af imam Husseins død

Ved den muslimske højtid ashura mindes muslimerne imam Hussein, der blev halshugget ved et slag i år 680 f.kr. Her ses nogle muslimske pilgrimme ved højtiden. Foto: Abdullah Dhiaa Al-Deen/Retuers/Ritzau Scanpix.

Hvorfor mindes muslimer i disse dage en imam, der døde for næsten 1400 år siden? Fordi vi kan lære af imam Husseins historie. Vi kan lære, at ligegyldigt hvor trist, mørkt og dystert det må se ud, så har vi altid en lysere fremtid i sigte. Hvis ikke nu, så i det hinsidige, mener muslim Mohammad Al Jizani

Hvordan kan en mands død for snart 1400 år siden betyde så meget for millionvis af muslimer verden over? Hvorfor sørger muslimer over imam Husseins død hvert år under den muslimske højtid ashura (martyrernes dag, red.)? Hvad er det, der gør imam Husseins død til noget særligt?

Imam Hussein var den muslimske profet Muhammeds barnebarn. Han blev dræbt under et slag mellem to muslimske grupperinger den 10. oktober 680 e.kr. og fik efterfølgende status som martyr. Hans død er særlig af flere grunde.

Flere årtier før tragedien overhovedet fandt sted, var hans død en sørgelig nyhed for profeten og dennes husstand. I flere beretninger beskrives det, hvordan profeten fældede tårer, da ærkeenglen Gabriel åbenbarede nyheden om barnebarnets fremtidige død.

Flere beretninger fortæller, hvordan den hellige profet plejede at kysse sit barnebarns hals velvidende, at halsen en dag ville blive afhugget, og det på et tidspunkt, hvor profeten ikke selv ville være til stede for at forsvare ham eller tale de muslimske angribere til fornuft. Han ville vide, at islam til den tid ville blive taget som gidsel, og staten være drevet af korruption og fordærv i en sådan grad, at profetens eget kød og blod ville blive forfulgte af sine trosfæller.

Imam Husseins styrke og mod kunne ingen på slagmarken overgå. Kun hans egen barmhjertighed og nåde overgik disse. Under slagets gang, og alt imens han så sin egen bror, søn og nære venner dø for øjnene af sig, huskede han at bønfalde Den Almægtige Herre om at tilgive sine fjender, da disse i hans øjne var uvidende om sandheden og selv var ofre for et korrupt system, der havde bedraget dem. Han var derfor ikke vred på det uvidende infanteri. Han var vred på muslimernes overhoveder, der manipulerede dem.

Vi kan lære meget af imam Husseins historie. Vi kan lære at sige fra overfor korruption og stå imod korrupte ledere, at komme de nødlidende til undsætning, at tilgive, når man er den stærke, og at samle sit mod, når oddsene er imod en. Vi kan lære ikke at se det som en svaghed, når vi står alene, men derimod en chance for at afprøve ens vilje og styrke. Vi kan lære, at ligegyldigt hvor trist, mørkt og dystert det må se ud, så har vi altid en lysere fremtid i sigte. Hvis ikke nu, så i det hinsidige.

For mig personligt har denne historie lært mig, at det aldrig er for sent at rette op på mig selv, at stoppe op og gå den rette vej, ligegyldigt hvor langt jeg egentlig har gået ad den forkerte sti. Guds nåde er netop altid åben, og man må aldrig miste håbet. Dette mindede imam Hussein sine fjender om på slagmarken: At de ikke et øjeblik skulle tro, at det var for sent at forlade det slette og omfavne det gode.

Det er derfor vigtigt at opretholde disse sørgeceremonier årligt ved ashura, hvor moskéerne bliver iklædt sorte sørgeklæder, og vi i fællesskab læser imam Husseins historie. Må denne tradition forblive, indtil det sidste menneske på jorden hører navnet Hussein.

Vigtigt er det dog ikke kun at mindes Hussein under ashura. Vi bør implementere hans lærdom i vores hverdagsliv. For mig personligt er han den imam, jeg referer tilbage til, når jeg dagligt står overfor forskellige moralske valg, hvor jeg spørger mig selv: “Hvad ville imam Hussein havde gjort?”

Mohammad Al Jizani er muslim og debattør.