Muslim: Min graviditet har været som en ramadan uden faste

Jeg mærkede ikke den store forskel, da ramadanen kom efter otte måneders graviditet. For ramadanens fokus på at blive den allerbedste version af mig selv og komme tættere på Gud har fyldt meget for mig, lige siden jeg opdagede, at jeg var gravid, skriver muslimske Adraa L. R. Ayoub

Fra øjeblikket jeg blev gravid, trådte jeg ind i en forhåbentlig evig ramadan måned. Ikke forstået som en måned med faste fra solopgang til solnedgang, selvom det er, hvad mange associerer den muslimske måned ramadan med, men i realiteten er fasten kun en brøkdel af formålet med den hellige måned.

At komme tættere på Gud

Fasten er efter min mening den letteste del af ramadanmånedens forpligtigelser. Måneden handler om at nærme sig Gud. Vi glemmer til tider dette som mennesker, eller bliver distraheret fra dette mål undervejs dertil. Her kan særlige hændelser og begivenheder som ramadanen hjælpe med at skabe en ekstra opmærksomhed på det.

Jeg oplever, at det letteste i ramadanen er at afholde sig fra mad og drikke, ikke mindst fordi det større formål med måneden er at opnå nærhed med Gud, og at kunne træde ud på den anden side af måneden med fortsat succes og vedholdenhed i forhold til dette mål. Det kræver dog, at man udvikler sig. At man kommer af med sine dårlige vaner og får skabt nye bedre vanesæt.

Ramadan baner en særlig vej for, at man lærer at kontrollere sit jeg, så man altid handler ud fra sit intellekt og ikke sine flyvske følelser. De gode handlinger i denne måned er ekstra belønningsværdige for Gud, og fasten – og dermed selvkontrollen – er gjort obligatorisk.

Nu har jeg ansvaret for et andet menneske

Det er netop dette ansvar om at arbejde hårdt på at blive den allerbedste version af mig selv og at komme tættere på Gud, som jeg tog endnu mere alvorligt, da jeg opdagede, at jeg var gravid. For nu har jeg ikke blot ansvaret for mig selv. Nu har jeg ansvaret for et andet menneske. En ren sjæl, som Gud har skænket mig, og som jeg nu skal sørge for og passe på.

På samme måde, som jeg i ramadan måned gør en ekstra indsats i håb om at kunne fortsætte på samme sti, når måneden er passeret, har min graviditet haft samme indvirkning i mit liv. Derfor mærkede jeg ikke den store forskel, da ramadanen kom efter otte måneders graviditet.

Jeg er nu i slutningen af min graviditet og faster derfor ikke, men jeg spiser til gengæld heller ikke mere end højst nødvendigt. Min aftensmad spiser jeg i selskab med familien, når de åbner deres faste, og jeg går derfor ikke glip af den hyggelige stemning rundt om spisebordet.

Jeg har de tidligere år enten arbejdet eller studeret i måneden ramadan, og jeg har derfor normalt haft en ret så travl hverdag i den hellige måned. I år er jeg på barsel, og jeg er derfor herre over min egen tid. Jeg kan derfor få mere ud af denne måned – bortset fra fasten.

Med det sagt, savner jeg dog at faste. For man kan ikke komme uden om effekten af netop denne handling og dens indflydelse på selvudviklingen. På den anden side er der så meget, man kan opnå igennem en graviditet.

Det er en kæmpe gave at være kvinde og nyde godt af netop denne velsignelse. For det er præcis, hvad graviditeten er. Det er utroligt, at man kan have sådan en stor kærlighed og bekymring til en, man aldrig har mødt før. Dét er netop endnu en sti til at opnå Guds nærhed. For når jeg elsker og bekymrer mig for min lille pige, så ved jeg, at det er en handling, der glæder Ham.

Adraa L. R. Ayoub er teologi- og fysikstuderende.