”Nu er min kone ikke længere en cykel!”

En afrikansk baptistkirke hjalp en mand til at se sin hustru som en ven fremfor en ting. Forståelse for religion og samarbejde med religiøse aktører er en nøgle til at modgå kønsbaseret vold og bidrage til ligestilling. Derfor skal præster, imamer og munke, kvinde- og ungdomsgrupper med i regeringens nye udviklingsstrategi, mener Kristine Kaaber Pors fra Center for Kirkeligt Udviklingssamarbejde

I det østafrikanske land Burundi hører vold i hjemmet til dagens orden. Det går især ud over kvinder og børn. I følge UN Women har 27,9 procent af kvinderne oplevet partnervold indenfor den seneste måned. Gentagne borgerkrige gør sit til, at vold i Burundi opfattes som en acceptabel løsning på konflikter, mens ikke-voldelig konfliktløsning er noget, mange simpelthen ikke kender nok til. Et problem mange religiøse aktører har billiget gennem undervisning og praksis eller ignoreret.

Dette er dog ikke tilfældet for den lokale baptistkirke, der er lykkedes med at skabe positiv forandring med støtte fra Danida. Familiefædre i Bubanza, Burundi, har gennem kirkens ægteskabskurser fået et andet syn på rollefordelingen i familien i en sådan grad, at det traditionelle burundiske syn på kvinder som et redskab for manden nu er forandret.

Fra ting til ven
Sylvere fra landsbyen Shango fortæller til CKU’s undersøgelsesteam sammen med menigheden i Bubanza:

”Før regnede jeg ikke min kone for noget. Hun var bare en ting. Nu er hun ikke længere min cykel. Nu er hun min bedste ven! Nu taler vi sammen om børneopdragelse og samliv og træffer beslutninger om økonomi og investeringer i fællesskab.”

Ved et møde i kirken i Bubanza fremviser han stolt sin rigtige nye cykel, som familien nu har fået råd til at købe, blandt andet fordi hans hustru er med i en spare- og lånegruppe. Og han underbygger:

”Det var så tungt et ansvar at være eneforsørger, men nu deles vi om det.”

At opbygge ligeværdige relationer tager tid, men undervisning - som i denne baptistkirke i Burundi – kan sætte begreber om menneskers ligeværdighed og respekt i perspektiv, så der langsomt, men sikkert, sker forandringer ude i de må hjem.

To pointer er vigtige her: For det første at sociale normer og social kontrol er indbygget i alle kulturer. Det kan udmønte sig i både fysisk og psykisk vold – især mod piger og kvinder. For det andet at kirker og andre religiøse aktører har et særligt medansvar, da de både kan fastholde traditionelle normer og har en enestående mulighed for at ændre dem.

Der er mange eksempler på, at religiøse aktører bruger religionen til at legitimere vold og undertrykkelse mod kvinder. Det er et stort problem for kvinders rettigheder, indflydelse og kampen mod kønsbaseret vold. Heldigvis er der som vist ovenfor også eksempler på det modsatte.

I arbejdet for at stoppe vold mod kvinder og skabe ligestilling kan den respektfulde og kritiske dialog skabe sociale forandringer, hvor kræfter der ønsker status quo eller ligefrem trækker i den forkerte retning udfordres på egne præmisser. De kan for eksempel skabe et trygt refleksions- og handlingsrum, hvor aktører, der ikke bidrager positivt til kønsligestilling, udfordres på nedarvede, ureflekterede synspunkter og handlingsmønstre.

Værdier skaber forandring
Religiøse og sekulære aktører samarbejder på kryds og tværs for at styrke kvinders rettigheder i Afrika, Mellemøsten og hele det globale syd. Center for Kirkeligt Udviklingssamarbejde (CKU) har i årtier samarbejdet med Danner og KVINFO. Og Danish Muslim Aid, Folkekirkens Nødhjælp og ADRA har i mange år kæmpet for pigers og kvinders ligestilling i en bred vifte af udviklingslande. Vi har altså en bred erfaringsbase, når vi taler om at styrke kvinder, samt forbygge og bekæmpe kønsbaseret vold.

Med den erfaring opfordrer vi i et høringssvar regeringen til at inddrage religiøse aktører på lige fod med sekulære aktører i dansk udviklingssamarbejde. Vi mener samstemmende, at forståelsen for religion og religiøse aktører er en nøgle til at lykkes med Danmarks ligestillingsambitioner.

Udviklingsminister Flemming Møller Mortensen har i sit oplæg til regeringens udviklingspolitiske prioriteter netop sat værdier som en af tre centrale prioriteter, hvor de to andre er klima og migration. Vi er rigtig glade for, at ministeren fokuserer på værdier, da værdier i vores optik er kernen i kulturskabelse. Sammen med sociale og økonomiske forhold er det værdier, der former menneskers normer og adfærd. Vores erfaring er, at værdier er vigtige kulturbyggesten, som skaber incitament til at forandre traditionelle normer. Derfor er det en stor fordel at inddrage religiøse aktører og netværk som en del arbejdet med at styrke kvinders rettigheder og muligheder.

Religiøse ledere nyder stor tillid
Mange steder i verden har befolkningen større tillid til religiøse aktører end til for eksempel sekulære NGO’er eller statslige institutioner. 84 procent af verdens befolkning identificerer sig med en religiøs gruppe, og det gælder især i udviklingslande (ifølge PEW Research Center). Præster, imamer, munke og så videre har ofte et stort netværk og er solidt forankrede i lokalsamfundet og kan også adressere kræfter, der er imod ligestilling. Og kirker, moskeer, templer, klostre og så videre har mulighed for at skabe et tillidsfuldt samtalerum, hvor de svære og vanskelige dele af livet kan beskrives og deles. Her kan livet kan tage en ny drejning for mange mennesker.

Rundt omkring i verden arbejder religiøse aktører allerede aktivt for at fremme kvinders rettigheder, herunder kirker, trosbaserede organisationer, religiøse kvinderettighedsaktivister, og repræsentanter for religiøse minoriteter. De er ofte under pres, ikke bare fra staten men også fra andre religiøse aktører, der modsætter sig kvinders rettigheder. På denne måde er arbejdet for kvinders ret til tros- og religionsfrihed med til at sikre, at de selv kan definere deres tro, også når denne går imod biskoppen, imamen eller munkens udlægning. I de danske indsatser for at styrke civilsamfundet bør vi derfor inkludere viden om religion og religiøse aktører også i almindeligt sekulært udviklingssamarbejde.

Hvad er det, religiøse aktører kan?

Præster, imamer, munke og andre religiøse aktører har stor myndighed og stærke værdibærende netværk i Afrika, Asien og Mellemøsten. Et måske noget overset faktum er, at mange politiske ledere er religiøse mennesker og er dermed i stand til lade sig påvirke af religiøse værdier og aktører. Religion påvirker værdier og normer og dermed den måde, hvorpå almindelige mennesker organiserer sig, sikrer bedre uddannelse, bedre sundhed og løser konflikter uden vold. Leder af kirkenetværket Dutabarane, Vicomte Nkunda fortæller til CKU’s undersøgelsesteam:

”Det bibelske grundlag for vores undervisning har transformerende virkning. Når gode vaner, der er i tråd med Bibelens budskab, sættes i stedet for dårlige vaner, og det går op for mændene, at de ikke mister noget, men vinder på det, så har vi fundamentet for varige ændringer.”

Gør modstandere til medspillere
CKU’s seneste undersøgelse fra 2019 i samarbejde med Danner og Nordic Consulting Group peger på, at kirkeligt arbejde for ligestilling og økonomisk bemyndigelse skaber adfærdsændringer lokalt i familier og lokalsamfund.

Erfaringer fra blandt andet FN’s familieplanlægningsorganisation UNFPA viser ligeledes, at træning af religiøse ledere kan bidrage effektivt til at ændre kønsdiskriminerende normer og praksisser, for eksempel i forhold til kønsbaseret vold og kvindelig omskæring.

Hvis religiøse ledere bliver medspillere, kan visionen om ligestilling mellem kønnene bedre blive til noget. Effektivt arbejde for kønsligestilling bør derfor inkludere viden om og samarbejde med religion og religiøse aktører. Og det bør derfor afspejles i en ny udviklingspolitisk og humanitær strategi.

Regressive religiøse netværk kan naturligvis også være en del af problemet med undertrykkelse af og vold mod kvinder. Men netop derfor bør de også være en del af løsningen. Det har stor effekt, når progressive religiøse aktører tager den svære dialog om religiøse tekster og sociale normer med de aktører - i og udenfor egne rækker - der er imod ligestilling mellem kønnene.

Samtalen kommer dermed bredt ud, hvor mennesker lever, formes og dannes. Både mænd, kvinder og religiøse ledere kan på den måde blive medspillere. Og mænd som Sylvere i Burundi kan indse, opleve og glæde sig over, at kvinden ikke blot er et tilbehør, men en ligeværdig partner i familien.