Teolog: Ondskab har et meget menneskeligt hjerte

I virkeligheden er det helt almindelige mennesker, der begår ondskab. Ondskaben findes og råder også uden en opremsning af særligt onde hændelser eller ugerninger, mener cand.theol. og ph.d. Jørn Henrik Olsen

Det alment rådende syn på ondskab i vores egen tid virker til at være dette: Ondskab er en virkelighed, men den siger ikke noget om, hvad der dybest set bor i et menneske. Det teologiske perspektiv på det onde eller ondskab er vraget.

Vi må aldrig berøve mennesker deres mulighed for frihed og værdighed. Det vil vi gøre ved at fratage dem ansvaret for deres handlinger og omgøre moralsk ondskab til for eksempel dysfunktionalitet eller asocial adfærd. I den kristne teologi er det muligt at fastholde menneskers ansvar og dermed muligheden for frihed.

Ondskabens rod er blevet sløret
Ondskaben fortoner sig hurtigt i den almindelige støj fra hverdagslivet og kulturen. Den sociale nød eller ligefrem de brutale ugerninger dukker op på nyhedssiderne, men det er slet ikke altid, at vi har nogen bestemtat placere ansvaret hos. Det onde dukker op mange steder. Men det handler måske bare om, at ufornuften går amok eller har sejret. Og det ryster vi så temmelig meget på hovedet af.

Vi er endda også ved at miste vores sprog for det onde. Undtagelsesvis kan bestemte gerningsmænd eller –kvinder dog udpeges. Og så ved vi, at det ikke er os, det gælder. Men nogen dybere italesat refleksion over ondskab bliver det ikke til.

Vi står heller ikke med noget klart billede af ondskabens rod. Nogle moderne filosoffer har nærmest opbygget et immunforsvar mod det onde. Men selv den gode humanisme kan ikke komme ondskaben til livs eller bare gøre den betydningsløs.

Det onde er ikke bare overalt
Hvad er der blevet af det onde i dag? Nogle svarer frimodigt, at det onde er havnet overalt. Den forfærdelige ondskab optræder, hvor end deser hen. Men pludselig har de vanskeligt ved at skelne det, som er godt, fra det, som er ondt. Erkendelsen af det onde vindes igen og igen, for så atter at glide ind i glemslen. Når den brutale og meningsløse ondskab dukker op i form af massedrab, voldtægter og ekstrem tortur, så vækkes erkendelsen af det onde til live igen.

Det onde indgår således i en noget modsætningsfyldt situation, hvor det er både fraværende og allestedsnærværende på en og samme tid. Vi har måske ikke et nært kendskab til konkrete erfaringer med og udtryk for ondskab, men samtidig er en stor del af medievirkeligheden fyldt op med eksempler herpå.

I virkeligheden er det helt almindelige mennesker, der begår ondskab. Ondskaben findes og råder også uden en opremsning af særligt onde hændelser eller ugerninger. Ondskab har et meget menneskeligt hjerte.

Det ondes magt er brudt
Den kristne forsagelse af det onde/den onde er som en kamperklæring, et nej til Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen. Derfor kan det godt undre, at det onde/den onde ikke har større plads i den kristne teologi i dag. Det er afgørende, at teologien ser på ondskab som en magt i det enkelte menneske og en kollektiv magt. Det onde kommer ikke fra Gud selv.

Det teologiske blik fastholder, at ondskab eksisterer som en reel magt og en forfærdelig del af menneskets væsen. Det er også en magt, der er brudt af Gud selv gennem Jesus Kristus, der har sejret over det onde. Ondskaben vil helt gå til grunde en dag. Her og nu ruinerer ondskaben ofte Guds skaberværk og hans højeste skabning, mennesket.

Jørn Henrik Olsen erforfatter, cand.theol. og ph.d.