Ondskab

Fængselspræst: Ondskaben gemmer sig i vores navle

I mit arbejdsliv møder jeg menneskelige handlinger, som ligner ondskab og har onde konsekvenser. Men hver gang møder jeg også alt muligt andet, som overbeviser mig om, at ondskaben aldrig er alene, skriver fængselspræst Bjarne Lenau Henriksen. Foto: Leif Tuxen

Ondskab det er os. Ondskab opstår mellem menneske. Den har sin rod i vores relationer, mener fængselspræst og forhenværende chef for Kirkens Korshær Bjarne Lenau Henriksen

Hvad er ondskab?
Jeg ved det ikke helt sikkert. Selv om jeg jo godt ved det inderst inde. Den relative ondskab kan vi se, indse og erkende, men den absolutte ondskab er umulig at fange ind og definere. Som følbar virkelighed er dens afledte konsekvenser utallige og ufattelige.

Ondskaben er kompliceret og understøttes af ligegyldigheden, som den farligste medskyldige, sammen med selvtilstrækkeligheden, hovmodet, grådigheden, misundelsen og andre katolske dødssynder. For mig er ondskab det, der lægger liv øde, såvel det enkelte menneskes liv som hele skaberværkets eksistens.

Hvor kommer ondskaben fra?
Jeg ved det helt sikkert ikke. Vi kender den nok bedst fra vores egen selviskhed, selv om vi ikke er meget for at indrømme det. Ondskaben gemmer sig i vores navle, som vi aldrig bliver trætte af at betragte.

Jeg kan selvfølgelig dreje Jean Paul Sartres definition af Helvede en omgang og sige: Ondskab, det er de andre. Men det er for nemt. Jeg tror snarere, at ondskab det er os. Ondskab opstår mellem menneske. Den har sin rod i vores relationer. Ondskaben er et relationsfænomen for at bruge en kliché.

Allerede i Edens Have lærte mennesket at skelne mellem godt og ondt. Frugten på kundskabens træ fristede over evne, Adam og Eva fik smag for den. Så gik det galt. Ondskaben blev virkelighed, og Kain dræbte hurtigt sin bror. Hans selvtillid og selvværd var så lavt, at han måtte bruge ondskaben for at komme sin misundelse til livs.

Findes den onde?
Jeg ved det i virkeligheden ikke. Men jeg ved, at den onde lever i mytologien som en kendt, fascinerende og frygtet skikkelse. Myten er ofte en fremragende fortolker af sandheder, der ligger ud over enhver (u)forståelig virkelighed. Derfor har alle ordentlige religioner nogle ordentlige myter, som leverer ordentlige perspektiver på det, vi ikke fatter, og på det, vi ikke vil fatte.

I Det Gamle Testamente kender man til ondskaben, men ikke i form af den eller det onde. I Det Nye Testamente er ondskaben en levende figur, der i ørkenen konfronterer Guds søn, Jesus, med formidable fristelser. Selv har jeg aldrig været begejstret for den personificerede ondskab, da han/hun/den/det kan bruges til alt muligt, blandt andet til at fralægge sig ansvar og flygte fra skyld.

Hvad skal vi stille op med ondskaben?
Jeg ved det ikke, sådan helt præcist, andet end at vi skal gå op imod den og bekæmpe den. Men problemet er, at lige så snart jeg tror, at min kampivrige godhed er fejet og pyntet og renset for ondskab, kommer ondskaben retur til mig i udvidet udgave. Så falder jeg med det samme for fristelsen til at tænke øje for øje, tand for tand og tro, at ondt skal bekæmpes med ondt. Det er det nemmeste.

Kærligheden med den grænseløse tilgivelse er derimod alt for besværlig. Godt nok kommer den fra Jesus selv. Men det afholder den ikke fra at være langsom og endeløst tålmodig. Vi kommer nok til at indstille os på at leve med ondskaben som en konstant fare og kærligheden som en konstant mulighed. I det spændingsfelt lever vi på godt og ondt.

Hvordan har du oplevet ondskab i dit liv?
Jeg ved det vist ikke. En direkte målrettet ødelæggende indsats mod mit liv, tror jeg ikke, jeg kender til. At kunne tro det er et privilegium. Selvfølgelig har jeg som alle andre mødt livets hårdhed. Men ikke livets ondskab. Livets hårdhed gør ondt. Men den er ikke nødvendigvis ond. Tror jeg.

I mit arbejdsliv møder jeg menneskelige handlinger, som ligner ondskab og har onde konsekvenser. Men hver gang møder jeg også alt muligt andet, som overbeviser mig om, at ondskaben aldrig er alene. Sin modsætning slipper ondskaben aldrig af med. Tror jeg.

Bjarne Lenau Henriksen er ulønnet fængselspræst og forhenværende chef for Kirkens Korshær