Interview

Prisvindende forsker: En skabende intelligens er mere sandsynlig end tilfældig udvikling

Jørn Dyerberg er professor emeritus ved Københavns Universitet, hvor han er en levende legende i ernæringsstudier. Sine mange års forskning har ført ham væk fra en neodarwinistisk overbevisning. I stedet bekender han sig i dag til en deistisk overbevisning og mener, at der står en intelligent skaber bag livet. Foto: Københavns Universitet

Liv kan ikke opstå af sig selv og heller ikke eksistere uden energi, der produceres i et system, hvor alle dele er til stede i hver celle samtidig. Den erkendelse fik professor Jørn Dyerberg til at vende sig fra neodarwinisme til Intelligent Design

”Intelligent Design er en videnskabelig disciplin. Neodarwinisme er noget man vælger at tro på.”

Så skarpt og provokerende formulerer professor emeritus Jørn Dyerberg resultatet af over 40 års forskning og refleksioner over livets opståen og funktioner. Mens neodarwinisme er en videreudvikling og udspecificering af Darwins evolutionsteori, er Intelligent Design teorien om, at der står en intelligent skaber bag alt liv i universet.

”Jeg tilslutter mig Intelligent Design, hvor mistanken over for neodarwinisme og tillid til en skabende intelligens begrundes med statistiske overvejelser,” slår han fast.

Energiudvikling kan ikke være simplere
Jørn Dyerberg blev uddannet læge i 1964 og er professor emeritus ved Københavns Universitet. I 2013 blev han hædret som ”Living Legend” – en levende legende – af Den Internationale Sammenslutning af Ernæringsvidenskaber (IUNS). Hædersprisen var en anerkendelse af Jørn Dyerbergs banebrydende forskning indenfor ernæringsvidenskaben, og hans opdagelse af omega-3 fedtsyrers betydning for sundheden.

Derudover har han siden 1970’erne været optaget af den proces i cellen, som skal til for at producere energi til organismen, den såkaldte citronsyrecyklus.

”I mine medicinske og biokemiske studier sad jeg en dag og grundede over citronsyrecyklus, som er en kemisk udgang af cellestofskiftet. Det sidder i cellen i noget, der hedder mitokondrier. Selv meget simple organismer som encellede bakterier, der ikke en gang har en kerne, har citronsyrecyklus,” forklarer Jørn Dyerberg.

”Citronsyrecyklus har ét meget væsentlig formål: At udvikle energi. Uden denne energi kan man ikke leve. Det er fysisk umuligt. Og det er ikke bare energi udvundet fra citronsyre og kulhydrater. Det er også energi fra fedtstoffer og protein, det vil sige de tre hovedenergikilder i dyreriget.”

Alle celler er afhængige af at kunne omsætte organiske stoffer og udvinde energi deraf, og det gør de med citronsyrecyklus – en proces, der kræver 10-12 enzymer og tre til seks coenzymer, forklarer Jørn Dyerberg.

”Det er meget komplekse processer, der styrer vores stofskifte i alt, hvad vi har med at gøre. Så disse mange enzymer og coenzymer er alle sammen umådeligt komplicerede. De er alle sammen styrede af DNA-genomet, og hvis bare en af dem ikke er der, så virker citronsyrecyklus ikke,” bedyrer han.

Dette, mener Jørn Dyerberg, udelukker den neodarwinistiske teori om tilfældig udvikling. De forskellige elementer skal nemlig alle være på plads samtidig, ellers fungerer citronsyrecyklus ikke. Et fåtal af enzymer og coenzymer er ikke nok. Derfor er gradvis udvikling en umulighed.

Irreducible complexity kaldes det, som tilhængere af Intelligent Design og kreationister bruger som modargument til evolutionsteorien og som bevis for en skaber. Konceptet går på, at visse biologiske systemer er for komplekse til, at de har udviklet sig fra mindre komplekse forgængere.

”Hvis der skal komme en mutation, som den darwinistiske evolutionsteori hævder det, så skal for eksempel 10 enzymer og fem co-enzymer opstå i samme celle på samme tid, ellers kan citronsyrecyklus ikke foregå. Er man heldig, sker sådan en mutation hver 10.000 år. Men det kan ikke lade sig gøre. Det er en fysisk umulighed. Det kan ikke ske ved tilfældig udvikling. Det er en statistik og matematisk umulighed,” slår han fast.

Deisme er en mere sandsynlig og meningsfuld forklaringsmodel
Derfor mener Jørn Dyerberg, at det er usandsynligt, at det, han kalder neodarwinismens tilfældigheder, ligger til grund for livets opståen. Til gengæld er der – ifølge professoren, der bekender sig til en deistisk overbevisning – større sandsynlighed for en intelligent designer bag alt liv.

”Der er ingen anden mulighed for mig at se, end den deistiske forklaring. Der mangler en forklaring på verdens begyndelse. Vi har nogle fantastiske fysiske forklaringer på brintatomernes skabelse og videre ned til millisekunderne efter Bing Bang. Men der er ingen fysisk forklaring på Big Bang. Alle forklaringer hører op. Det ligger udenfor fysikkens og videnskabens rækkevidde. Det er næsten på samme måde som DNA-molekylets opståen. Det er også udenfor rækkevidde. Det kan vi heller ikke forklare. For der er ingen forklaring. Man nærmer sig mere og mere den mur, hvor forklaring er en umulighed,” siger han og fortsætter:

”Og mening er der jo ikke i neodarwinismens tilfældigheder. Der er intet godt eller ondt; der er ingen mening med noget som helst. Hvis du som menneske er et resultat af tilfældige biokemiske processer, så falder hele konceptet med mening med tilværelsen fuldstændig fra hinanden. For så er vi jo blot et produkt af tilfældighedernes spil, et resultat af at nogle molekyler fandt sammen i den berømte suppedas i et lunkent hav.”