Debat

Religiøs dialog skal ud af konferencesalene

"Personligt har jeg flere gange haft lyst til at smide dialoghåndklædet i ringen og forlade scenen. Man bliver så træt af at tale og skrive, da debatten omkring tro og religiøse minoriteter i Danmark er øretævernes holdeplads," skriver Saliha Marie Fetteh. Foto: Gry Madsen

Jeg har i flere år været en del af dialogen om mødet mellem forskellige religioner. Gang på gang spørger jeg dog mig selv, om vores interreligiøse dialoginitiativer har udviklet sig til hyggelige kaffeklubber, skriver forfatter og debattør Saliha Marie Fetteh

I 2018 deltog jeg ved en kristen-muslimsk dialogkonference i Amman sammen med muslimske og kristne religiøse ledere og andre personligheder fra Danmark og dele af Mellemøsten.

Som udgangspunkt er formålet med dialog at blive klogere på andre menneskers livssyn, værdier og valg. Man lytter, spørger ind til og prøver på at sætte sig ind i og forstå den andens perspektiv. På den måde skabes der rum for refleksion hos begge parter og fordommene (dem har vi alle) lægges til side.

Dialog er dog ikke en garanti for, at vores fordomme om hinanden forsvinder, men derimod en slags anerkendelse af det menneske, man sidder overfor.

Dialog handler heller ikke om, hvor godt man kan argumentere for sit livssyn eller bevise, at man bekender sig til den eneste ”sande” religion eller ideologi. En religions ansigt udadtil afhænger nemlig af de mennesker, der fortolker teksterne.

Den “rigtige” kristendom og islam eksisterer således ikke, og ingen har derfor patent på sandheden.

Vi har flere identiteter end den religiøse
Det er ikke kun på grund af den uretfærdighed og vold, der begås i religionens navn udenfor konferencelokalerne, at dialog på tværs af religiøs eller politisk overbevisning er nødvendig.

Samfund med kulturer, der skaber en "dem og os”-mentalitet, hvor fordomme får frit løb, og grimme stereotyper sættes op som eksempler på, hvordan ”de andre” er, er ligeledes problematiske.

Endvidere identificerer nogle troende sig udelukkende med deres tro, hvilket er en af årsagerne til, at de ikke tåler religionskritik: Truer du religionen, så truer du deres identitet. De overser helt den kendsgerning, at vi har flere identiteter og ikke kun den religiøse. Og at religion ikke er løsningen på alt.

Dialogen skal foregå mellem almindelige mennesker
I dag er dialogen præget af os, den veluddannede elite, og vores tilgang til den. Og det er nemt nok at føre dialog, når kameraerne kører, og man er indlogeret på et fint hotel.

Vi deltager således ved diverse konferencer, hvor vi smiler og drikker kaffe, mens vi taler om alt det, vi har tilfælles, men sjældent om det, der skiller os ad. Det kan nemlig være “farligt” for dialogen på både det individuelle og det politiske plan.

Personligt mener jeg, at de emner, vi viger udenom, bør debatteres, da problemerne ikke forsvinder af sig selv. Vi skal lære at respektere, ikke nødvendigvis acceptere, hinandens forskelligheder, da religiøs mangfoldighed ikke er at leve side om side, men derimod sammen.

Vi burde kunne tale åbent om det at tro, og hvordan vi praktiserer vores tro og hvorfor. Vi burde også kunne blive enige om at fordømme vold begået i religionens navn, arbejde for menneskerettigheder, religions- og trosfrihed samt retten til ikke at tro på noget. Og minoriteten burde trygt kunne udtrykke sig kritisk overfor majoriteten (og omvendt). Ellers bliver “den anden” aldrig en naturlig del af samfundet.

Dialog bør derfor ikke kun foregå i konferencesalen, men derimod imellem ”almindelige” mennesker.

Mennesker, som for det første ofte mangler kendskab til deres egen eller andres religiøse baggrund, som for det andet frygter at religion kommer til at fylde mere i samfundet, og som for det tredje ignorerer religion. Bortset fra når de sidder hjemme foran tv-skærmen og brokker sig.

Hvor langt der kan være mellem den lille mand på gaden og teologerne blev tydeligt, da en muslimsk teolog fortalte om en muslim, der havde spurgt ham, om det er tilladt at drikke kaffe hjemme hos en kristen.

Har dialogen om religioner udviklet sig til hyggelige kaffeklubber?
Jeg har nu i flere år været en del af dialogen, men jeg spørger ofte mig selv, om vores interreligiøse dialoginitiativer har udviklet sig til hyggelige kaffeklubber. Personligt har jeg flere gange haft lyst til at smide dialoghåndklædet i ringen og forlade scenen. Man bliver så træt af at tale og skrive, da debatten omkring tro og religiøse minoriteter i Danmark er øretævernes holdeplads, hvor man tit latterliggøres, fordi man vil dialogen. Men som en præst fra Irak sagde til mig på konferencen, så må vi aldrig miste håbet. Mister vi det, kommer det til at påvirke os alle. For hvad er alternativet?

Saliha Marie Fetteh er forfatter, underviser, foredragsholder og debattør.