Sommerserie: tid til tro

Ung grundtvigsk kristen: Det åndelige liv har også årstider

Hvis det naturlige liv leves efter skaberens hensigt, er det altid åndeligt. Det religiøse er ikke et særligt rum i tid eller sted, men en måde at forstå hele sin tilværelse på, skriver grundtvigianer og cand.theol. Isak Krab Koed. Foto: Privat

Grundtvigs livskriser viser, at det åndelige livs forløb ikke er ubrudt. Det er også min erfaring. Nogle gange kan man stå midt i en åndelig vinter og helt miste modet og tålmodigheden med Gud, mener cand.theol. og grundtvigianer Isak Krab Koed

Det er en grundtvigsk grundtanke, at det åndelige livs forløb ligner det naturliges. Begge liv forløber i årstider: vinter, forår, sommer og efterår.

Om vinteren er jorden gold. Det er ikke til at se, at det engang skal blive sommer, og det ville være ubærligt at traske om i trøstesløse, gråhvide gader, hvis man ikke turde tro, at den var undervejs – men salige er de, som ikke har set og dog tror.

Om foråret tør sneen, og det bliver tydeligere, at alting grønnes og gror. Foråret i det åndelige liv er den tid, hvor troens frø bliver til håbets spire. Om sommeren folder det grønne, der voksede mygt og mildt i mulden, sig ud og vender bladene mod solen. Når det endelig bliver sommer, står alt det, der engang var troens frø og siden blev til håbets spire, i kærlighedens farverige flor. Om efteråret ser vi i løvets fald den sjældne ring, der slutter året – men også de modne frugter af årets vækst. Det gælder også for det åndelige livs efterår.

Hvis det naturlige liv leves efter skaberens hensigt, er det derfor altid åndeligt. Det religiøse er ikke et særligt rum i tid eller sted, men en måde at forstå hele sin tilværelse på – men dets livsudtryk er forskellige. Alle har de en tid.

Der er afbrydelser i det åndelige livsforløb

Grundtvigs livskriser viser, at det åndelige livs forløb ikke er ubrudt. Det er også min erfaring. Nogle gange kan man stå midt i en åndelig vinter og helt miste modet og tålmodigheden med Gud. Giver det overhovedet mening at tro, når der ikke er andet end sne at skue ligeså langt, som øjet rækker?

I en prædiken nævner Grundtvig, at Kristus må have gjort sig en lignende erfaring. Fra fødslen julenat i krybben i Betlehem, til han træder frem for de lærde i templet i Jerusalem, går der tolv år, vi intet ved om. Der var intet at berette – ingen tegn på, at han var Guds søn og skulle blive verdens frelser. Det samme gælder årene fra dette optrin til hans dåb i Jordan-floden, hvor Ånden viste sig som en due over ham. Disse år var åndelige vintre. Alligevel bevarede han troen.

Måske har Gud hvisket ham Brorson i ørerne? ”Vist skal du hente, kun ved at vente, kun ved at vente, vor sommer ind” (Den Danske Salmebog nr. 557 vers 1). Det har jeg også brug for at høre. Derfor fejrer jeg gudstjeneste stort set hver søndag. Gudstjenesten rummer hele det åndelige liv – lige fra dets spæde begyndelse i dåben til foregribelsen af dets fuldendelse i nadveren, som forener os med Kristus, når vi spiser hans legeme og drikker hans blod.

Guds kærlighed giver mig modet til at tro

Det er evangeliet om Guds kærlighed til mennesker, der giver mig modet til at tro. Fordi jeg har hørt dét evangelium, kan jeg også se sommerens blomsterflor som et udtryk for dén kærlighed og som et tegn på dens art. Al denne pragt, der nu står rank omkring mig, er begyndt i frøets undseelighed og vokset med spirens utrættelighed – uden, at jeg har gjort fra eller til. I disse sommerdage finder jeg trøst i tanken om, at det åndelige livs forløb ligner naturens: ”det vokser jo, medens vi sove” (Den Danske Salmebog nr. 728 vers 4).

På den måde bliver sommeren for mig et tegn på, at kærligheden alligevel får ret, selv om jeg endnu ikke kan se det eller kun ane det i håbets spire – og en påmindelse om at have tillid til min næste. Ligesom Gud må give mig troen, førend Kristus kan vokse i mig, er næsten afhængig af, at jeg giver hende begyndelsen på vores liv sammen i tiltroens frø, selv om jeg ikke kan se eller måske blot i håbet ane, hvad det kan blive til. Vi begynder i vinter – med Gud og med hinanden. Men sommeren tyder på, at det ender godt.

Isak Krab Koed er 28 år, grundtvigianer, bachelor i statskundskab, kandidat i teologi, redaktør for tidsskriftet Studenterkredsen og ordineret i 2015.