Debat

Yildiz Akdogan: Tak for dit bidrag til debatten om danskhed, Grundtvig

Min farmor lærte mig at behandle andre mennesker med respekt og betragte dem først og fremmest som mennesker. Det har været og er grundprincippet i min religiøse opdragelse og kultur, skriver folketingsmedlem Yildiz Akdogan (S). Foto: JOHANSEN RUNE/ritzau

Kan man reducere et menneske kun til dets religion, når nu Grundtvig siger menneske først? Læs folktingsmedlem Yildiz Akdogans (S) tale til N.F.S. Grundtvig i anledning af hans fødselsdag i dag

Jeg er meget beæret over at skulle levere en tale til Grundtvig - især på hans fødselsdag. Jeg indrømmer, jeg har været spændt og lidt nervøs for min tale. Det er jo en fødselsdagstale til dig, Grundtvig – Danmarks kulturelle, åndelige fader! Min tale har jeg kaldt ’Fra min vise farmor til Grundtvig – Mennesket først’.

Men hvad har du tilfælles med min farmor, Grundtvig?

Jeg blev for alvor bekendt med dig, da jeg begyndte at holde oplæg om det at være ny-dansker. Dengang var jeg studerende og havde masser af holdninger til det med integrationen. Jeg oplevede, at ordet integration blev ret elastisk og mistede sin betydning, og derfor valgte jeg betegnelsen deltagelse. Hver gang nogen sagde integration, sagde jeg: Hvordan skaber vi aktive og deltagende borgere? Det skal jeg vende tilbage til.

Min farmor lærte mig at behandle andre mennesker med respekt og betragte dem først og fremmest som mennesker. ”Önce insan”(tyrkisk) ”menneske først,” som Grundtvig også er kendt for at sige. Det har været og er grundprincippet i min religiøse opdragelse og kultur.

Det pointerede jeg i mine mange oplæg i forhold til de mange begreber og betegnelser, der er blevet brugt i de knap 40 års indvandringshistorie og integrationsdebat om mennesker fra ikke-vestlige lande. Det at være gæstearbejder, fremmedarbejder, indvandrer, perker, tyrker, muslim. For mig var det vigtigere at se mennesket og skabe rum og muligheder for at gøre dem til aktive og deltagende medborger - jo tidligere, jo bedre.

En dag kom en venlig mand hen til mig efter et af mine oplæg og gjorde mig opmærksom på, at det nok ikke var min farmor, der havde lært mig det med mennesket først. Det måtte komme fra dig, Grundtvig. Men med al respekt for dig, var det nu engang min farmor, der lærte mig det.

Min anden store åbenbaring med dig skete, da jeg som journalist lavede en interviewsamtale med Søren Krarup for en dansk-tyrkisk avis. Søren Krarup citerede dig for at have en slags opskrift for, hvad det ville sige at være dansker.

Du kender den, Grundtvig, men for udenforstående lyder den sådan her:

"Til et Folk de alle høre,
som sig regne selv dertil,
har for Modersmaalet Øre,
har for Fædrelandet Ild.
Resten selv som Dragedukker
sig fra Folket udelukker,
lyse selv sig ud af Æt,
nægte selv sig Indfødsret!"

Jeg blev ret vild med det, for det passede faktisk ret så godt i min definition af det at være aktiv deltagende medborger. Man skal høre til, tale sproget og føle sig som en del af fædrelandet.

Desværre viste det sig under interviewet, at det ikke var så let en opskrift at følge alligevel. I Krarups optik er jeg eksempelvis stadig ikke rigtig dansker, men ”kunne blive det”.

Hvordan kommer vi videre herfra, hvor nogen automatisk qua deres etnicitet og hudfarve betegnes danske, mens andre trods fødsel og opvækst i Danmark, sprog og ihærdige indsats stadig betragtes og defineres som måske-danske, eller endnu mere banalt defineres alene ud fra en religiøs betegnelse som muslim?

For hvem er denne muslim, og kan man reducere et menneske kun til dets religion? Kan mennesket reduceres til religionen, når nu du, Grundtvig, siger menneske først?

Det er et problem jeg længe har grublet over. Jeg har ikke en gylden løsning, men et bud på, hvordan vi kommer videre og begynder at betragte mennesket først.

Her kunne dine vise ord måske kobles til den nulevende tyske sociolog Jürgen Habermass’ forfatningspatriotisme. Som i al sin enkelthed går ud på at hudfarve, etnicitet og religion er sekundært i forhold til borgerens loyalitet til landets forfatning. En loyalitet til grundloven, til fællesskabet, til demokratiet, kan være en vej til at betragte mennesket først.

Det kræver en større nytænkning - en frisk start i måden, vi ser påDanmark. Men det kræver politisk mod og vilje og masser af samarbejde på tværs af partierne, ligesom det kræver stadig mere dannelse og mere næstekærlighed.

Det kræver også noget af vores nydanske borgere. Det kræver, de vælger parallelsamfundet fra og dropper offermentaliteten. Det kræver hårdt arbejde at vise viljen, ligesom det kræver et opgør med fastlåste dogmer, misforståede kulturelle hensyn og selvbestaltede religiøse ledere i lokalmiljøet, såvel som udefrakommende aktører.

Alternativet til denne fornyelse er et lukket land og et folk, der bekræfter hinanden i små lukkede miljøer uden at blive mere oplyst eller dannet af samtalen. De mister loyaliteten til fædrelandet og udelukker sig fra fællesskabet.

Danskhed er ikke en statisk, men dynamisk enhed. Den udvikler sig, men indenfor rammerne af den gældende lovgivning, historie og kultur. Danskheden handler om at være åben, stille krav, kræve deltagelse og ikke forskelsbehandle nogen borger.

Hvad mener du Grundtvig? Er det ikke på tide at løsrive os fra den snæversynede danskhedsdebat, vi har låst os fast i?

Tillykke med dagen og tak for dit bidrag til debatten.

Yildiz Akdogan er folketingsmedlem (S).Artiklen er en forkortet udgave af den tale, Akdogan holdt på Vartov dags dato i anledning af Grundtvigs fødseldag.

Min farmor lærte mig at behandle andre mennesker med respekt og betragte dem først og fremmest som mennesker. ”Önce insan” (tyrkisk) ”menneske først,” som Grundtvig også er kendt for at sige. Det har været og er grundprincippet i min religiøse opdragelse og kultur.

Yildiz Akdogan (S), MF.

Andre læser lige nu