Kronik

Vejen til det gode liv er ikke kun brolagt med forsagelser

Jane Sandberg er museumsdirektør på ENIGMA og forfatter til bogen "Come Together - Fællesskaber i Danmark", der handler om landets mange frivillige fællesskaber. Hun argumenterer for, at man bør udskifte januarkurens anstrengelser med et større fokus på samvær med andre mennesker. Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix

Efter juletidens udskejelser er januar måned for mange ensbetydende med en mere eller mindre asketisk livsstil uden alkohol, sukker og kød. Men i stedet for bruge januar på fravalg og bekymringer om kropsidealer, burde man i stedet søge det gode liv i samværet med andre mennesker, mener museumsdirektør og forfatter Jane Sandberg

Da jeg var barn, dækkede ordene "hvid januar" over en måned med sne og frost. I dag bruges betegnelsen om en januar uden alkoholindtag. Sundhedsstyrelsen greb allerede tendensen i 2017, hvor statens løftede sundhedspegefinger lancerede en kampagne, der skulle få alle os, der har syndet lidt for meget i den rare julemåned, til at afstå fra indtagelse af alkohol i januars 31 lange dage.

Vi opfordres til – i fællesskab – at viske synderegistret rent og love os selv bod og bedring i det nye år. Og vi kan ovenikøbet få kollektiv syndsforladelse, for der findes selvfølgelig grupper på de sociale medier, som marcherer under hashtagfanen #hvidjanuar og deler oplevelser om de svære forsagelser med ligesindede. Og belønningen? Et skridt i retningen af det gode liv.

Der kan siges meget fint om at drikke alkohol med måde. Ligesom det helt sikkert er sundest bare at lade helt være. Det er også sandt, at vi i Danmark har en alkoholkultur, som kunne trænge til et eftersyn. Og selvfølgelig er det indlysende, at vores livskvalitet er bedst, når vi er ved gode helbred.

Men tanken om, at vi træder ind i et ubesmittet år som afgiftede, peger på en tendens, hvor forestillingen om det gode liv er uløseligt forbundet med vores fysik og udspringer af et tankesæt, hvor kroppen dyrkes som et tempel. Men er det virkelig sådan, at det gode liv venter for enden af mådehold og sveddryppende timer på fitnesscenterets løbebånd?

Faktisk lader vejen til lykken til at findes et helt andet sted. Dykker man ned i forskning på området og søger efter anvisninger på, hvad der rent faktisk skal til, for at opnå såkaldte gode liv, så skal svaret nemlig findes i relationerne mellem mennesker.

Forskere på Harvard Universitet i USA har igennem otte årtier fulgt 724 mænd for at undersøge betingelserne for, hvordan man bedst opnår et godt liv og sund aldring. Studiet har særligt set på, hvilke psykosociale faktorer, der har betydning. Direktøren for forskningsprojektet, Robert Waldinger siger, at ”gode, stærke og tætte relationer” er direkte udslagsgivende for menneskers opfattelse af lykke.

Et synspunkt, som direktøren for Institut for Lykkeforskning, Meik Wiking, erklærede sig enig i i min bog "Come Together - Fællesskaber i Danmark" fra 2019:

”Et af de klareste mønstre i lykkeforskningen er vigtigheden af vores sociale relationer”.

Så hvad hjælper det at have en toptrænet krop tømt for alkohol, hvis man er ensom?

Flere end 6 procent af alle danskere oplever sig selv som ensomme. Værst står det til blandt de unge, hvor hele 8 procent lever med følelsen af at være alene. Det er et samfundsproblem med enorme konsekvenser, for ensomhed dræner sindet og betyder blandt andet, at de mennesker, der er ramt, føler sig udenfor fællesskabet og sidder tilbage med en oplevelse af at være overflødige og ikke betyde noget for nogen.

Det bør vi som samfund simpelthen ikke tillade at ske, for det skaber en distance mellem mennesker, og vi har redskaberne til at undgå det. Vi har nemlig en lang og stolt tradition for at skabe fællesskaber i vores civilsamfund. Faktisk er vi de bedste i Europa til lige præcis det, så værktøjerne er til stede, hvis vi vel at mærke bruger dem.

Derfor ville være interessant, om Sundhedsstyrelsen lancerede en kampagne mod ensomhed i stedet for kun at fokusere på den fysiske side af vores velvære – måske ”varm januar” i stedet for den hvide? Et tiltag, hvor mennesker i hele landet, i alle aldre, med alle mulige religiøse, politiske overbevisninger fik mulighed for at mødes på tværs og skabe relationer og netværk.

I Frivilligrapporten 2016-18 kan man læse, at 39 procent af alle danskere har arbejdet frivilligt i det forgangne år. Rapporten undersøger også, hvad der motiverer os danskere til at indgå i frivilligt arbejde. Hele 85 procent fortæller, at de gør det, fordi de gerne vil være gøre en forskel og hjælpe andre. 70 procent siger, at deres motivation er at indgå i et fællesskab. Så det er vist sikkert at konkludere, at lysten er til stede blandt danskerne.

Og det er vel at mærke alle mulige forskellige slags fællesskaber, der er blevet målt på. Dem vi finder i sportsklubber, i kirken, i lokalområdet eller de, der er båret af fælles interesser som naturglæde, hækling eller single-forældre, som har lyst til at lave noget sammen med andre ligestillede.

Også de dele af vores samfund, som arbejder professionelt med at afbøde konsekvenserne af ensomhed peger på værdien af menneskelige relationer og det at indgå i fællesskaber. På Psykiatrifondens hjemmeside ligger en række råd til mennesker, der oplever sig selv som ensomme, men ønsker at ændre situationen.

Et af rådene lyder, at den ensomhedsramte kan opsøge uforpligtende fællesskaber; ”nogle gange er det lettere at skabe kontakt til andre, hvis kontakten eller venskabet ikke er det primære mål”, står der så klogt på Psykiatrifondens hjemmeside.

En del af de fællesskabsinitiativer, som forsøger at være bolværk mod ensomhed og social isolation, kan være en hjælp til at finde vejen ud af mørket. Både ved at benytte sig af arrangementer, og i lige så høj grad ved selv at blive engageret som frivillig og ad den vej få skabt meningsfulde relationer, hvor det at arbejde for en fælles sag overskygger søgen efter venskab og tilhørsforhold, men med de to sidstnævnte som positive sidegevinster.

Forleden spiste jeg middag sammen med hundrede andre i et kulturhus i København. En af den slags fællesspisninger, hvor man ikke kender hinanden på forhånd. Ved siden af mig sad en ung pige, som efter de almindelige høflighedsfraser viste mod og fortalte om sin kamp mod ensomhed. Hun var kommet til arrangementet, fordi en veninde havde øje for, at den unge pige havde brug for andres selskab.

Vi fik den fineste samtale om livet som ung, og heldigvis fik jeg rost hende for at turde være åben og række ud. Det er ikke alle, der har det mod. Men vi andre, som måske står på lidt mere sikker grund, kan jo så vove at tage initiativet. For gevinsten venter lige om hjørnet: Vi er med til at gøre en forskel og kommer dermed lidt tættere på også selv at nærme os det gode liv.