Vi har brug for kvindelige rollemodeller – også dem fra historien

Med Kvindernes Internationale Kampdag netop lagt bag os, har vi atter set, hvor vigtigt det er, at nogle påtager sig at være rollemodeller. Havde tv-værten Sofie Linde ikke vovet at fortælle sin historie for rullende kameraer sidste efterår, havde vi måske slet ikke haft den brede offentlige samtale om krænkelser og sexisme, som markeringen af dette års 8. marts bar præg af. For det kræver rollemodeller at åbne for den slags svære debatter

Stort set hver dag på året har efterhånden sit eget tema; barnets dag, arkitekturens dag – ja, selv kanelsneglen har fået sin egen dag (den 4. oktober, hvis nogen var i tvivl). Disse markeringer har selvfølgelig til formål at stille skarpt på en sag, og til trods for, at mange sager har en dag på året udråbt som deres, så betyder det ikke, at sagen er mindre vigtig de 364 andre dage. Men ved at sætte sig på en dato, kan det betyde, at sagen lige netop den dag får særlig offentlig opmærksomhed. Således også Kvindernes Internationale Kampdag den 8. marts.

Igen i år kunne vi notere, at den 8. marts bliver brugt som en anledning til at optegne skarpe konturer af nogle af de problematikker, som en international dag, der fokuserer på kvinders vilkår, må diskutere. Topscorerne i år var #metoo og ligeløn. At vi skal diskutere det sidste, forekommer på en gang oldnordisk og presserende. For mon ikke de fleste er enige i, at vi for længst burde have løst den problematik? Men alskens statistikker taler desværre deres tydelige sprog om, at kvinder fortsat udsættes for negativ forskelsbehandling, når det gælder aflønning for det samme slags arbejde som mænd.

At vi snakker om #metoo og krænkelser er ej heller overraskende. Det overraskende er måske snarere, at vi ikke for længst har haft den diskussion. Den internationale bølge af #metoo tog sit afsæt i USA allerede i efteråret 2017. Men i Danmark krævede det en modig kvindelig rollemodel, som turde stå frem foran rullende tv-kameraer og fortælle om sine oplevelser af at være ung kvinde i en sexistisk mediebranche, før problematikken blev en, de fleste af os dannede en holdning til.

Rollemodellen var selvfølgelig den modige tv-vært Sofie Linde, der brugte sin mikrofon i bedste sendetid til at dele selvoplevede historier. Og knap havde Linde udtalt sidste ord, før en hær af kvinder fra mange forskellige brancher fandt sammen for at støtte og for at fortælle deres historier. Tusindvis af beretninger om alt fra upassende bemærkninger til deciderede overgreb blev delt, og mon ikke de fleste arbejdspladser inden for kort tid vil benytte anledningen til at få strammet op på politikker og adfærdsregler, som gør det krystalklart, at magt og krænkelser er en sprængfarlig cocktail, der ikke skal mixes på på en arbejdsplads? Ingen sektorer gik ram forbi; kvinder fra politik, sundhedsverdenen, forskningsmiljøer og kulturens arbejdspladser kunne supplere med grelle eksempler, og markante profiler fra flere forskellige brancher mærkede taburetterne vakle under dem. Nogle måtte endda forlade deres jobs.

Men hvorfor krævede det en modig tv-værts bekendelser i bedste sendetid, før der blev sat skub i debatten om sexisme i Danmark? Det enkle svar er nok, at der skal både kendis-faktor og identifikationsmulighed til, før en smal sag bliver til et bredt anliggende; med andre ord – en rollemodel, der går forrest. For først når et menneske, de fleste af os ved, hvem er, risikerer at stå frem med egne troværdige fortællinger, åbner det for, at andre følger efter. Først når en person, som qua sin position har mediernes umiddelbare opmærksomhed og ordet i sin magt vover pelsen, er vejen banet for alle os andre. Går man tilbage til efteråret 2017 og leder efter eksempler på danske #metoo-beretninger, så var der faktisk flere, som gjorde forsøget. Bare ikke nogle med samme gennemslag som Sofie Linde. Retfærdigt? Nej. Men ikke desto mindre er det sådan, vores medievirkelighed fungerer. Og præcis derfor er det så vigtigt, at kvinder, der allerede har mediernes og offentlighedens opmærksomhed tør gå linen ud. Åbner de for posen, giver de nemlig mulighed for, at mange andre tør.

Det er ikke nemt at være kvindelig rollemodel. Og da slet ikke, hvis det indebærer, at man tager livtag med nogle af de mest fastcementerede magtstrukturer i vores samfund – for eksempel magtfordelingen mellem kønnene. Ikke desto mindre findes de – de kvindelige rollemodeller – også i vores historie. Bladrer man i historiebøgerne, så dukker der engang imellem en kvinde frem, som risikerede det meste ved at stå fast på sin sag, og heldigvis har de seneste års historieskrivning været præget af, at vi genindskriver mange af de glemte og oversete kvinder.

Tænk blot på den danske seismolog Inge Lehmann (1888-1993), der som den første påviste, at jorden har en indre fast kerne. Først i 2017 blev der opstillet et monument over Lehmann foran Københavns Universitet, side om side med Niels Bohr. Eller maleren Anna Ancher (1859-1935), der til trods for, at hun aldrig fik en lang akademiuddannelse på linje med sine mandlige kollegaer i dag står som et af de fineste eksempler på dansk impressionisme. Først sidste år fik hun for første gang en soloudstilling på SMK, hvor det ikke var fortællingen om hende som kvinde, men som maler, der bar udstillingen frem. Eller den danske læge Marie Krogh (1874-1943), hvis bidrag til forskning i ernæring og diabetes i dag står som markant. Slår man Marie Krogh op i Wikipedia, er det første oplysning fortsat, at hun var gift med nobelprismodtageren August Krogh!

Kvindelige rollemodeller findes også i verdensreligionerne. I kristendommen møder vi stærke kvinder, hvis historier også får anderledes fokus i vores egen tid. Senest har den norske forfatter Alf Kjetil Walgermo stillet skarpt på nogle af Bibelens kvindeskikkelser i bogen ”Bibelens kvinder”. Simpelthen fordi han mener, at Bibelens kvinder har stået i skyggen af mænd alt for længe. Det er vigtigt, at vi også kender deres historier og ser på kvindernes betydning.

Ofte indtager kvinderne i kristendommens fortællinger det, som vi i dag kalder udsatte positioner. Nogle af dem er vi godt bekendte med. Tænk blot på Eva, der indtager rollen som fristeren – hende, der lokkede manden i forfald, eller Maria Magdalene, som var det første opstandelsesvidne og dermed indtager rollen som den første forkynder. Eller Jomfru Maria, der som mor til Jesus helt indlysende er en central figur i kristendommen. Alle tre figurer, der i dag har fået status som kvinder, der indtog helt særlige og afgørende roller i kristendommens fortælling. Men Bibelen rummer mange andre kvindefigurer. Ofte kvinder, som går mod strømmen og står fast på deres.

Det at en person skal gå forrest, så vi andre tør at følge efter rummer historien altså masser af eksempler på. Flest om mænd, men også mange om kvinder. Vores måde at skrive historie på har gjort, at kvinderne ofte er blevet overset eller ligefrem skrevet ud af historien, men heldigvis har de vi de seneste årtier været langt mere opmærksomme på, at det er vigtigt – og langt mere retvisende – at genskrive historien ved at finde disse kvinder frem og fortælle om deres bedrifter. Hvad enten de var kunstnere, politikere eller videnskabskvinder. For vi har brug for rollemodeller. Også dem fra vores fortid, fordi de bereder vejen for dem, der kommer.