Mellemkrigstidens jødehad pibler frem på nettet

Den brune antisemitismes fælleskab er hverken islamisk eller socialistisk, men kristent og nationalt. Vi kender den fra mellemkrigstiden. Dens vedholdenhed er overraskende i lyset af efterkrigstidens sekulære teologi, hvor jødehadet er syndefaldets billede, vurderer professor Jakob Egholm Feldt

I den seneste tid er det kommet frem, at visse debatfora på nettet flyder over med racistiske, homofobiske, misogyne, voldelige, antimuslimske og antisemitiske indlæg.

Tilsyneladende er denne type indlæg og synspunkter mere almindeligt accepterede, end man kunne forvente. Hvor det ikke er overraskende i sig selv, at nettet og sociale medier er en god scene for alle slags hadtale og mobning, så er karakteren af hadtalen mod jøder tankevækkende.

Den historiske antisemitisme

Det viser sig, at hadtalen på visse debatfora og sociale medier som eksempelvis 4chan, der ifølge DR Orientering har over 170.000 besøgende danskere hver måned, ikke blot refererer til aktuelle varme debatter som integration eller Israel-Palæstinakonflikten, men har klare referencer til den historiske antisemitisme og antijudaisme.

Det er den antisemitisme, vi oftest forbinder med nazismen i perioden fra 1920-1945. Den antisemitisme er brun, fordi dens stamtræ rækker langt tilbage i tiden, og den når sin kulmination med de brune konservative, nationalistiske og fascistiske bevægelser i 1920’erne, 30’erne og 40’erne.

Det moderne Europas syndefald

Hvorfor er det så overraskende, at den findes endnu? Jo, fordi siden Anden Verdenskrigs rædsler har det været et meget centralt aspekt af de europæiske samfunds selvfortællinger, at ”vi alle”, undtaget tyskerne, var ofre for den brune fascisme, og at ”Auschwitz” dermed ikke udelukkende var en konkret mordfabrik, hvor jøderne blev myrdet, men et symbol på ”det onde”, som hele den europæiske politiske identitet og vision er vendt imod.

Auschwitz er Europas moderne syndefald, som vores fælles virke siden søger at reparere eller i det mindste leve videre med. Vi er både syndere og ofre i blikket, der ser på os fra Auschwitz. Måske er denne sekulære teologi ved at dø ud? Måske er efterkrigstiden både som etik og historisk periode slut?

Vi kender og diskuterer ofte andre typer af antisemitisme som for eksempel den islamistiske antisemitisme eller den venstreorienterede antisemitisme. Selvom begge af disse typer har rødder før Anden Verdenskrig, så er de alligevel fænomener, som er forbundet med aktuelle problemstillinger.

Den islamistiske antisemitisme kombinerer bestemte jødefjendtlige læsninger af islamiske religiøse tekster med antivestlige og antikoloniale spor, hvor Israel-Palæstina og krigene i Mellemøsten spiller en stor og konkret rolle. Den venstreorienterede antisemitisme deler faktisk den antikoloniale og antikapitalistiske diagnose med den islamistiske antisemitisme, men dens rod er en samfundsanalyse, hvor jøderne spiller en underminerende socio-økonomisk rolle.

Den brune antisemitisme, som vi nu ser overraskende udbredt på sociale medier, deler selvfølgelig en stor fællesmængde med andre typer af antisemitisme, men den adskiller sig på flere punkter. For det første refererer den direkte til nazismen og Adolf Hitler som forbillede for synet på jøder, hvilket ikke er hovedreferencen for hverken den islamistiske eller den venstreorienterede antisemitisme.

For det andet er den dybt konspiratorisk: Jøderne er aktive onde agenter, der ”forurener fællesskabet”, hvilket er symbolik, som stammer helt tilbage fra middelalderen.

For det tredje er den brune antisemitismes fælleskab hverken islamistisk eller socialistisk, men kristent og nationalt. Den brune antisemitismes vedholdenhed er overraskende i lyset af efterkrigstidens sekulære teologi, hvor jødehadet er syndefaldets billede.

Jakob Egholm Feldt er professor i global og transnational historie på Roskilde Universitet. Han skriver religionsanalysen ved religion.dk.