Analyse

Nedrivningen af Bredballe Kirke viser, at kirke kan betyde forskellige ting

Hvis man kun fokuserer på den aktive brug af kirken, så overser man den rolle, bygningen har som religiøs og nostalgisk markør for mennesker, der tidligere har brugt kirken på en måde, der gav mening for dem, mener religionssociolog og ph.d. Jes Heise Rasmussen. Foto: Michella Ermark

Skal kirken i Bredballe rives ned for at tilgodese menighedens ønsker eller bevares til glæde for dem, der sjældent sidder på kirkebænken, men bruger kirken som erindringssted? Menighedsrådet står overfor et spændende valg, vurderer religionssociolog og ph.d. Jes Heise Rasmussen

Menighedsrådet ved Bredballe Kirke har besluttet, at kirken skal rives ned og genopføres i en ny og større form. Det er ikke alle i sognet, der støtter den idé, og det er derfor en god anledning til at se nærmere på nogle af de forskellige følelser, kirkebygninger vækker i befolkningen.

Argumentet fra menighedsrådets side er praktisk orienteret. De mener, at kirken er blevet for lille til de aktiviteter, der skal kunne foretages i kirken. Senest er dåbsritualer blevet fjernet fra søndagsgudstjenesten af pladshensyn, og menighedsrådet fremfører, at julegudstjenesterne også er en meget stor logistisk udfordring.

Modstanderne af en nedrivning hævder på den anden side, at pladsproblemerne ikke har nået et omfang, der berettiger så drastiske konsekvenser. Det er jo kun er jul én gang om året.

Kirken som ramme om aktiviteter

Fra et religionssociologisk perspektiv er det, sat på spidsen, et klassisk eksempel på, hvordan forskellig brug af religiøse bygninger skaber forskellige værdibegreber. For nogen er kirkens primære funktion at være en ramme om det aktive kristne fællesskab, som de selv er en del af. Hvis faciliteterne ikke længere rækker, ja, så er det naturligt at ændre dem.

Kirken som erindringssted

For andre er kirken primært et erindringssted. Det er stedet, hvor de har oplevet barnedåb, konfirmationer, vielser og begravelser. Deres brug af kirken er ikke nødvendigvis aktiv, men de har stadig stærke værdier knyttet til kirken, da den spiller en rolle i historien om dem selv eller deres nærmeste. Kirkebygningen kan her ses som et udtryk for ”ikonisk religion”, et teoretisk perspektiv, der fokuserer på samspillet mellem mennesker og materiel kultur.

Der er naturligvis ikke noget nyt i, at en kirke er en religiøs bygning, og derfor et udtryk for ikonisk religion. Men hvis man kun fokuserer på den aktive brug af kirken, så overser man den rolle, bygningen har som religiøs og nostalgisk markør for mennesker, der tidligere har brugt kirken på en måde, der gav mening for dem. Det kan være nostalgisk, fordi erindringer sjældent er neutrale, men derimod ladet med følelser. Disse følelser vækkes, når kirkens situation er truet, og derfor er det ikke overraskende, at menighedsrådets beslutning bliver udfordret.

Et svært valg

Tilbage står menighedsrådet nu i en spændende situation. Hvis deres argumentation tages for gode varer, så kan rådet vælge mellem at bygge en moderne tidssvarende bygning og fremmedgøre en stor del af de mennesker, som bruger kirken som et erindringssted. Alternativt kan de vælge at lytte til kritikken fra modstanderne og så leve med de forhold, kirken giver nu. Det afgørende er, om menighedsrådet skal være råd for de medlemmer, der aktivt bruger kirken, eller dem, som har en mere uset brug.

Umiddelbart kan det virke enkelt at støtte den aktive brug, men her må det medtænkes, at langt størstedelen af folkekirkens medlemmer ikke er aktive brugere af den lokale kirke. De har andre grunde til at være medlemmer, måske netop begrundet i kirken som erindringssted.

Jes Heise Rasmussen er religionssociolog og ph.d. Han skriver religionsanalysen ved religion.dk.