Muslimske feminister kommer i klemme mellem patriarkatet og islamofobien

Mange muslimske kvinder, der kæmper for kvinders frigørelse i Danmark, er ikke interesserede i at vise sig i de danske medier. Kvinderne reagerer mod en underliggende præmis i medierne om, at islam er kvindeundertrykkende, hvilket gør det umuligt for dem at anklage patriarkatet uden at anklage religionen

Feminisme. Ordet har efterhånden så mange betydninger, at det i sig selv er intetsigende. Alligevel har mange en idé om, hvad der skal til, før man kan kalde sig feminist. Retten til fri abort, ligeløn og barsel ræssonnerer bedre med begrebet i Danmark end retten til at bære tørklæde, praktisere sin religion og passe sine børn derhjemme.

Ifølge Dansk Kvindesamfund er feminisme dog et ord, der rummer hele spektret. Det handler nemlig om friheden til at være den, man har lyst til at være, og samtidig kunne leve det liv, man gerne vil, uafhængigt af sit køn.

Islamisk feminisme er dog ikke et begreb, der bliver hørt så meget i medierne i Danmark, selvom der findes mange muslimske kvinder, der kæmper for kvinders frigørelse.

Kvinder, som både er loyale overfor islam og samtidig kæmper for kvinders frigørelse, har nemlig sjældent lyst til at kalde sig feminister eller stille sig op i de danske medier. Ifølge flere eksperter bunder problemet i en vestlig forståelse af feminisme og islam, hvor der ikke er plads til den islamiske feminisme.

Den vestlige feminisme

Muslimske feminister tager et opgør med traditionelle patriakalske læsninger af de hellige skrifter, men alligevel vælger mange af dem ikke at bruge ordet feminist om sig selv af frygt for at blive forbundet med vestlig feminisme.

”Ordet feminisme er noget, som mange danskere anser for at være en vestlig idé, og blandt muslimer kan det blive opfattet som et knæfald for en vestlig mentalitet at kalde sig for feminist. Nogle muslimer mener dog ikke, at feminisme udelukkende er af vestlig oprindelse, da de finder feminismen i de gamle islamiske skrifter,” forklarer Jesper Petersen, ph.d.-studerende med speciale i islamisk feminisme på Lund Universitet.

Det er nemlig centralt at redegøre for, hvad der menes med begrebet feminisme, hvis man skal give plads til andre religioner og kulturer end de vesterlandske, mener Marianne Schleicher, der er lektor i religionsvidenskab på Aarhus Universitet og forsker i køn, kønsroller og seksualitet i religiøs kontekst:

”Man skal vide, hvad man mener, når man bruger begrebet feminisme. For hvis det handler om individets ret til at afvige fra samfundets normer, så er feminisme forbundet med en stræben efter individets frihed, som er et udpræget vestligt ideal, som primært har påvirket kristen og jødisk religion."

Hun mener, at der i Vesten hersker en individualisme, som de fleste andre kulturer ikke ønsker at forfølge. Man kan derfor ikke umiddelbart forvente at finde individualistisk ligestillingskamp i andre kulturer:

”Der er nogle post-koloniale stemmer, der har blik for feminismens indlejring i vestlig liberal kultur. Hvis man derfor vil undersøge kvindekamp i for eksempel det islamiske område, hvor man er meget mere forpligtet på kollektivet og dets normer, så skal man ikke forvente vestlig, liberal feminisme," fortæller hun og uddyber:

"Man kan sagtens få øje på interessante kvindebevægelser, der kæmper for lige synlighed, og ligestilling på centrale samfundsmæssige områder. Man skal dog ikke forvente at se en kamp for ligestilling, hvis det strider imod de grundlæggende religiøse antagelser, herunder religiøs lovgivning. Hvis man undersøger kvindebevægelser inden for islam, giver det derfor mere mening at spørge til, hvordan man kæmper for ligestilling inden for normen, i stedet for at forvente en stræben efter at bevæge sig væk fra normen.”

Udelukket fra danske medier

Det er dog ikke kun begrebet feminisme, som kan virke ekskluderende for islamiske feminister, men også den offentlig samtale. Ifølge Jesper Petersen, vil mange islamiske feminister ikke stille sig frem i danske medier, fordi de hverken mener, at medierne kan forstå deres standpunkter, og derfor ikke har noget udbytte af, at gå ind i den offentlige debat.

Mange mediers tilgang er, ifølge ham, ikke i stand til at skabe en ramme om debatten, som er meningsfuld for troende, muslimske kvinder. De bliver ofte mødt med fordomme såsom at islam er kvindeundertrykkende, hvilket danner et dårligt udgangspunkt for en ligeværdig debat. Dette ses også på bogmarkedet:

”Det er nogle bestemte typer af narrativer, der bliver udvalgt af markedsmekanismerne. Narrativen er typisk om den undertrykte, muslimske kvinde, der undslipper sin undertrykkelse. Bøger der handler om alle de dårligdomme, der findes i minoriteten, sælger overraskende godt,” forklarer Jesper Petersen.

Den underliggende præmis om, at islam er undertrykkende, er ødelæggende for de kvinder, som finder undertrykkelse i deres kultur, men ikke vil fordømme den religion, som de samtidig mener frigør dem. Jesper Petersen kommer med et konkret eksempel dilemmaet:

”Vi får en automatsituation, hvor mange kvinder går og beskytter deres egne undertrykkere. Den muslimske forfatter Geeti Amiri skriver i sin bog 'Glansbilleder', hvordan hun løj til pressen om undertrykkelse i sit bagland. Dermed blev hun et modbillede på fordommene om muslimske kvinder, men samtidig stod dette glansbillede i vejen for hendes egen frigørelse."

Derfor er der mange islamiske feminister, som til trods for deres store engagement, vælger den offentlige debat fra:

”Kvinderne kan ikke kommunikere på egne præmisser. De bliver nødt til at kommunikere på andres præmisser om, at islam er kvindeundertrykkende. De har kort sagt ikke noget at vinde ved at deltage,” forklarer Jesper Petersen.

Der er to undertrykkere

De islamiske feminister skal derfor både kæmpe mod patriarkalske tendenser i visse muslimske miljøer, og mod islamofobiske tendenser i den danske offentlighed. Og her kommer de ofte i klemme. Hvis de går i medierne og påpeger de patriarkalske tendenser, giver de ammunition til islamofober, så for at beskytte sig imod islamofobien, kan det være nærliggende at opstille et glansbillede.

Nogle ikke-muslimers forsimplede forståelser af islam gør således patriarkalsk indstillede mænd til repræsentanter for ”korrekt” islam, og dermed bliver det vanskeligt for kvinderne, at gøre deres egen definition af islam gældende i den offentlige debat.

”Når meget liberale muslimske feminister står frem i medierne, kommer andre muslimer til at stå i kontrast hermed. Det vil sige, at religiøst konservative – men stadigt frigjorte kvinder – kan blive stemplet som formørkede, og dette hænger sammen med den udbredte opfattelse af, at man kun kan være frigjort på én måde, og det er ved at være vestlig. Muslimske kvinder, der ikke vil vurderes efter denne målestok, går derfor ofte uden om den offentlige debat,” forklarer Jesper Petersen.

Den muslimske kvinde

Louise Rognlien skriver ph.d. om forskellige samtidige og historiske forestillinger om den muslimske kvinde i Skandinavien finansieret af Kvindemuseet, Velux Fonden og Aarhus Universitet. Hun mener, at mediernes portrættering af islam kan være problematisk for forståelsen af islamiske feminisme, da islam og feminisme præsenteres som to modpoler.

”Der er et ret homogeniseret billede af den muslimske kvinde i danske medier, hvor alle forskelle forsvinder. Det er problematisk, siden muslimske kvinder er en enorm heterogen gruppe,” fortæller hun.

Ifølge Louise Rognlien giver billedet associationer til undertrykkelse og negativ social kontrol. Selvom man i medierne ser muslimske kvinder, som ikke er undertrykt og underlagt social kontrol, bliver de altid portrætteret som undtagelser, da figuren allerede er defineret. Louise Rognlien peger på tørklædet som eksempel:

”Når vi har så mange frigjorte, stærke og kloge muslimske kvinder med tørklæde, der siger, at de ikke er undertrykte, bliver det meget problematisk, hvis vi siger, at vi ikke tror på det. Det bliver meget patroniserende og undertrykkende at fratage dem deres stemmer,” forklarer hun og konkluderer:

”At lovgive om brug af tørklæde viser sig sjældent at virke frigørende for kvinder. Det er ikke frigørende at bestemme over kvinder, hvad de skal have på.”

Hun mener derfor, at det også er de vestlige feministers ansvar at passe på, hvad deres kamp bliver brugt til:

”Mange feminister ser en undertrykkelse i islam, som de gerne vil af med. De forbinder billedet af den muslimske kvinde med deres frygt for patriarkatet og ser ikke mennesket bag. Det gør, at det kan være svært at snakke sammen med muslimske kvinder som ligeværdige,” fortæller Louise Rognlien og giver en generel opfordring til feminister i Danmark:

”Mange feminister ved, hvor skadelige stereotyper og generaliseringer kan være. Selvfølgelig er der muslimske kvinder, der er undertrykte, ligesom der er mange vestlige. Men man skal passe på ikke at tage de her historier og generalisere på baggrund af dem.”