Billedserie

Den jødiske forsoningsdag: Et stille døgn i Israel

På yom kippur er der tradition for, at man lader bilen stå hjemme, og i stedet bevæger sig omkring til fods eller på cykel. "Det giver en særlig stemning i byen", fortæller Amitai Serphos, der bor i den israelske by Maccabim. Foto: Silke Haubart Cohen

Jøder har i denne uge afholdt forsoningsdagen yom kippur, der betragtes som den vigtigste af de jødiske helligdage. Religion.dk var med til afholdelsen af dette års yom kippur i den israelske landsby Maccabim

Yom kippur begynder ved solnedgang og slutter ved solnedgang dagen efter. Højtiden markeres typisk ved, at man faster, fordyber sig i religiøse studier og beder om tilladelse for sine synder.

Kvinder i synagogen
Umiddelbart efter solnedgang tirsdag den 8. oktober var der fyldt op i en af de lokale synagoger i landsbyen Maccabim i det centrale Israel. På billedet ses en gruppe bedende jødiske kvinder, der holder til i kvindernes afdeling bagerst i synagogen. Opmærksomme bladrer de i bønnebøger, mens de lytter til kantoren, der leder mændenes messende oplæsning af den jødiske bibel, Torahen.

Bilfri dag
Det er onsdag den 9. oktober og som altid er al bil- og bustrafik i Israel indstillet på denne højhellige dag. De støjfri gader indtages i stedet af gående og cyklister i alle aldre. I år er yom kippur varmere end almindeligvis: Temperaturen har sneget sig op på 31 grader, og man kan svagt dufte den varme asfalt. På sådan en hed dag er det kun få israelere, der vover sig ud før mørkets frembrud.

Yom kippur i den lille familie
Det er onsdag formiddag, og trods den intense varme har Eden og Amitai Serphos sammen med deres 1,5-årige datter bevæget sig ud på gaden for at suge lidt yom kippur-stemning til sig. Eden beretter, at forsoningsdagen for hende er en vigtig religiøs begivenhed:

”Jeg faster, og jeg skal i synagogen senere,” fortæller hun og fortsætter:

”Det er lidt som at få genstartet det hele. At få renset sin sjæl. Det får én til at tænke lidt dybere over alt det, man har været igennem, og alt det man fremadrettet ønsker skal være bedre.”

I modsætning til sin hustru er Amitai ikke religiøs, og han hverken faster eller skal i synagoge. Alligevel værdsætter han yom kippur:

”Jeg nyder stilheden. Det, at alting er lukket, og at der ikke er nogle biler. Uagtet religion skaber det en særlig stemning, som man kun finder på denne dag,” siger han.

Dreng på cykel
En israelsk dreng cykler midt på vejen på den jødiske forsoningsdag. Dagen er beregnet til, at man faster og fordyber sig i bøn, og selvom det ikke er lovpligtigt i Israel at lade bilen stå hjemme, følger langt de fleste den tradition.

Synagoge
Synagogen er åben det meste af tiden under yom kippur. Dog er der i middagsheden ikke mange mennesker i og omkring den hellige bygning i den lille by Mabbacim.

Trængsel foran synagogen
Det er nu onsdag aften umiddelbart før solnedgang kl. 18.00, og den helligste jødiske højtid er ved at nærme sig sin ende. Flere og flere lokale flokkes ved indgangen til synagogen. Den værste varme er aftaget og luften er behagelig lun. Der småsnakkes og humøret virker højt hos de fleste.

Hvidt tøj
Selvom det langt fra er alle, der går op i det, er der en særlig tradition for, at man ifører sig hvidt tøj på yom kippur. Det hvide tøj er blandt andet et symbol for selvrefleksion og spirituel renhed.

Synagogevindue
Synagogen i Maccabim er nu lige før solnedgang helt fuld, og nytilkomne må stå udenfor og følge med i gudstjenesten gennem vinduerne, der på grund af varmen står på klem. På billedet kan man gennem vinduet ind til synagogen se en gruppe jødiske præster (på hebraisk kaldes de ”kohanim”), der under recitation af bøn har tildækket deres hoveder med et traditionelt bedesjal.

Til yom kippur lader man bilen stå. Foto: Silke Haubart Cohen
Ægteparret Eden og Amitai Serphos sammen med deres 1,5-årige datter. Foto: Silke Haubart Cohen
Det er ikke lovpligtigt at lade bilen stå, men mange følger alligevel denne tradition. Det giver plads til leg på gaden. Foto: Silke Haubart Cohen
Synagogen i Maccabim. Foto: Silke Haubart Cohen
Folk flokkes foran synagogen i Maccabim inden yom kippur afsluttes. Foto: Silke Haubart Cohen
Mange bærer hvidt tøj til yom kippur. Foto: Silke Haubart Cohen
Kvindernes afdeling er bagerst i synagogen. Foto: Silke Haubart Cohen
Synagogen i Maccabim er så fuld, at man må stå udenfor og kigge ind. Foto: Silke Haubart Cohen