Billedserie

Den jødiske løvhyttefest i billeder

Her ses en ultra-ortodoks jøde, som er ved at ordne palmeblade til taget på løvhytten (sukkah). Taget skal skærme for solen om dagen, men om natten skal man kunne se stjernerne igennem løvhyttens tag. Foto: Menahem Kahana/AFP/Ritzau Scanpix

Den jødiske løvhyttefest, sukkot, er efterårets sidste store jødiske højtid. Her mindes jøderne udfrielsen fra Egypten ved blandt andet at bygge små løvhytter, som de opholder sig i under fejringen

Tre af de mest centrale jødiske fester, nemlig nytåret, forsoningsdagen og løvhyttefesten, falder hvert efterår i forlængelse af hinanden.

Ved løvhyttefesten, som er den sidste af de tre store fester, takker jøderne Gud for den beskyttelse, han ydede dem under deres 40 år lange ørkenvandring fra slaveriet i Egypten til friheden i det forjættede land.

Sukkot kaldes også løvhyttefesten, fordi man under ørkenvandringen byggede løvhytter som beskyttelse mod vind og vejr. I dag fejrer mange jøder løvhyttefesten ved selv at bygge løvhytter, som de opholder sig i under den syv dage lange fejring.

Løvhyttefesten markerer på samme tid, at man har gennemlæst årets tekster fra Toraen. Dette fejres med Toraens glædesfest, som afslutter løvhyttefesten.

De ultra-ortodokse jøder inspicerer citrusfrugten grundigt. Sammen med en buket bestående af palmegrene, myrtegrene og pilekviste udgør citrusfrugten de fire vækster, lulav-buketten, som de jødiske mænd tager med sig i synagogen under løvhyttefesten. Foto: Amir Cohen/Reuters/Ritzau Scanpix
Jøderne sikrer sig, at væksterne kan bruges ved løvhyttefesten. Det er vigtigt, at de enkelte elementer er skønne at se på. Derfor må der eksempelvis ikke være pletter eller andre urenheder på. Foto: Amir Cohen/Reuters/Ritzau Scanpix
Hos den jødiske gruppering, samaritanerne, fejrer man blandt andet sukkot ved at dekorere sin løvhytte med frugter. Sukkot er nemlig også en høstfest, hvor man takker Gud for høsten. Foto: Abed Omar Qusini/Reuters/Ritzau Scanpix
En jødisk familie har bygget en løvhytte (sukkah) i deres baggård i Jerusalem. Her opholder familien sig, når de spiser sammen. Foto: Ronen Zvulun/Reuters/Ritzau Scanpix
Jøderne er iklædt bedesjaler foran Grædemuren i Jerusalem. Grædemuren er det eneste, der er tilbage af det jødiske tempel, som blev ødelagt i år 70 af romerne. Grædemuren er det helligste sted i jødedommen. Foto: Amir Cohen/Reuters/Ritzau Scanpix
De fire vækster er en del af sukkot-festivalen. Her bliver den brugt ved fællesbønnen ved Grædemuren i Jerusalem. Foto: Amir Cohen/Reuters/Ritzau Scanpix
Der læses fra jødernes helligskrift, Toraen, ved Grædemuren i Jerusalem. Foto: Amir Cohen/Reuters/Ritzau Scanpix
I anledning af sukkot er en gruppe samaritanere på traditionel pilgrimsvandring til toppen af Mount Gerizim nær byen Nablus. Foto: Abed Omar Qusini/Reuters/Ritzau Scanpix
En ultra-ortodoks jødisk dreng kigger ud gennem væggen på en løvhytte - en såkaldt sukkah - i byen Ashdod i Israel. Foto: Amir Cohen/Reuters/Ritzau Scanpix