Analyse

Den jødiske påskefejring handler om frihed og forår

Pesach er en central jødisk fejring, som med et helt andet indhold er oversat ind i kristendommen som påske, og hvis oprindelse sandsynligvis er ældre end jødedommen selv, mener professor Jakob Egholm Feldt. Foto: Foto: Eva Lykke Jørgensen, Roskilde Universitet

Den jødiske påske handler i dag om at fejre friheden fra fangenskabet i Egypten og om at give fortællingen videre til de næste generationer, men der er fortsat gamle forårsritualer indlejret i den, vurderer professor Jakob Egholm Feldt 

Den jødiske påskefejring, pesach, nærmer sig, og som de fleste andre religiøse traditioner har den udviklet sig gennem tiden fra meget gamle ritualer forbundet med farer og afgrøder frem mod integrerede fortællinger, som binder fællesskaber sammen via en fælles historie.

Pesach, der i år fejres fra den 20.-27. april, er en central jødisk fejring, som med et helt andet indhold er oversat ind i kristendommen som påske, og hvis oprindelse sandsynligvis er ældre end jødedommen selv.

Historisk er de jødiske helligdage under pesach sammensat af gamle forårs- og afgrøderelaterede ritualer og gamle ritualer, som handler om at holde ondt og ulykker væk fra familien, dyrene og markerne. Tidlige jordbrugere og seminomader i det gamle Mellemøsten har ofret et lam og sprøjtet blodstænk symbolske steder som et værn mod det onde, og de har derudover fejret afgrødernes og forårets komme.

Oprindeligt har det været to forskellige ritualer, men allerede længe før vores tidsregning er ritualerne blevet blandet sammen til et ritual, hvis kerne handlede om tempelofringen af et lam i Jerusalem. Lammet var symbol på forbigåelsen af de jødiske børn under den tiende af Egyptens plager. Uanset om jødernes fangenskab i Egypten har en realhistorisk dimension eller ej, er denne historie kommet til undervejs i pesachs udvikling frem mod de helligdage, vi kender i dag.

Jerusalems ødelæggelse forandrede fejringen af pesach

Den væsentligste historiske udvikling af pesach skete i eftervirkningerne af den romerske ødelæggelse af Jerusalem i år 70 og de efterfølgende par århundreders radikale forandringer af jødedommen. Ved romernes ødelæggelse af Jerusalem blev også templet i Jerusalem ødelagt, og dermed forsvandt centrum for jødisk religiøs praksis.

Ødelæggelsen af templet og religionsdyrkelsen der, samt ødelæggelsen af selve det gejstlige system, som styrede jødisk religion og til dels også samfundsliv og politik, betød en total omvæltning af jødisk religiøst liv, så man nærmest kan tale om skabelsen af en ny religion.

Det var også i århundrederne efter ødelæggelsen af Jerusalem, at de centrale jødiske religiøse tekstsamlinger Tanakh og Talmud blev redigeret og sat sammen til de værker, de er i dag. Samtidigt opstod kristendommen som en selvstændig religion, hvilket også havde en enorm betydning for den måde, jødedommen udviklede sig på.

De samme elementer siden år 1000

De tidligste kilder, vi har til den nuværende pesach, stammer fra denne tumultariske periode i jødisk historie i form af tekstlige henvisninger. Egentlige kodificerede Haggadah-tekster opstod sandsynligvis først omkring år 1000.

En Haggadah er en fremgangsmåde til, hvordan sederen, det vil sige ritualerne omkring måltidet, der indleder de otte helligdage under pesach, skal forløbe. En Haggadah er en hel lille bog, som indeholder tekster, sange og rækkefølgen af sederens forskellige trin. Herhjemme indeholder den ofte også fine illustrationer og både den hebraiske tekst og den danske tekst til historierne og sangene.

Haggadah betyder fortællingen om forbigåelsen (pesach, passover på engelsk), og det grundlæggende format og indhold har pesach således haft siden før år 1000 efter vores tidregning med forskellige lokale forskelle.

Pesach i dag handler om at fejre friheden fra fangenskabet i Egypten og om at give fortællingen videre til de næste generationer. Ritualerne indeholder elementer af historisk reenactment (genoplevelse, red.): Det gælder maden, hvor det usyrede brød matza nok er mest kendt, og visse af de rituelle handlinger, der skal praktiseres som en kropsliggjort erindring om udfrielsen fra fangeskabet.

De ældste elementer som blodet, der skal værne mod det onde, og brødet, der skal ofres som tak for afgrøderne og foråret, findes stadig, men er nu indlejret i en fortælling om de begivenheder, som førte jøderne ud af Egypten og ind i Sinai, hvor Toraen blev givet til dem.

Jakob Egholm Feldt er professor i global historie ved Roskilde Universitet. Han skriver analysen ved religion.dk.