Nyt momentum i den katolske kirke?

Bliver morgenluften fra Rom et åndeligt stormvejr eller bare til en storm i et glas vand, spørger professor Niels Henrik Gregersen i sin analyse en romersk-katolsk kirke i bevægelse - med pave Frans ved roret i et globalt voksende farvand

Den katolske kirke opleves udefra som en tung institution. Men der er flere tegn på, at den romersk-katolske kirke er i bevægelse. For det første betyder den globale immigration, at den katolske kirke vokser, også i de skandinaviske lande.
 
For det andet har valget af Pave Frans marts 2013 givet den katolske kirke et nyt ansigt udadtil, der samtidig vækker håb om fornyelse indadtil. ”Rom har valgt sig en biskop fra verdens ende”, som paven sagde, da han første gang trådte frem for menneskemængden på Peterspladsen.
 
For det tredje markeres 50-året for afslutningen af 2. Vatikanerkoncil (1962-1965) i 2015. Den store katolske teolog Karl Rahner kaldte koncilet ”et kvalitativt spring” ind i fremtiden. Det bliver spændende at følge, hvad den nye pave vil sige på 50-årsdagen d. 8. december.

Mange spørger i dag, om Vatikanerkoncilet overhovedet fik praktisk betydning. Koncilsfædrene havde nemlig ikke udarbejdet noget program for dets implementering, og senere paver som Johannes Paul II og Benedikt XVI (Kardinal Ratzinger) synes snarere at have modarbejdet Vatikanerkoncilets ånd.

Nu vejres der morgenluft. Det Pavelige Gregorianske Universitet har netop afholdt en stor konference under titlen Renewing the Church in a Secular Age (4-5 marts 2015). Jeg var blandt den lille håndfuld protestanter, der var indbudt til at deltage i den store forsamling. Men projektet var en katolsk fornyelse indefra, byggende på nogle af kirkens bedste tænkere.

Hovednavnet var den canadiske filosof Charles Taylor, bl.a. kendt fra storværket A Secular Age fra 2007. Taylor skelner mellem kirkens dwellers og seekers, dem der lever inden for kirken og dem der har en søgende tilgang til åndelige spørgsmål. Traditionelt har den katolske kirke serveret en hel pakkeløsning for, hvad det vil sige at være katolik – fra tro og lære til livssyn og moral. Men vor tid er præget af en langt mere selektiv indstilling.

Der sker en "unbundling of commitments" eller en "opsplitning af vore engagementer": Nogle er mere til det diakonale arbejde, andre tiltrækkes af det spirituelle og mystiske, atter andre af det liturgiske liv. Færre køber hele den katolske pakkeløsning, inklusive en bestemt livsførelse i ægteskab, familie og samfundsliv.

Den tyske religionssociolog Hans Joas (hvis bog "Religion som option" er under udgivelse på dansk) pegede tilsvarende på, at den katolske ikke alene eksisterer som en storkirke, men også fungerer som en sekt og som en mystisk bevægelse. Man kunne tænke på den katolske kirkes rolle hertillands.

Religionssociologen José Casanova var også blandt hovedtalerne, og han sprang ud som en meget klar og selvkritisk katolik. Spørgsmålet om kvinder i kirken burde sættes allerøverst på dagsordenen, mente han. Der er der også brug for. Der sad mange sortklædte mænd på podiet, og først på Dag 2 fik man to kvinder at se, den ene som ordstyrer (hun var til gengæld fremragende!).

Den tjekkiske sociolog Tomas Halík (katolsk undergrundspræst under kommunismen og senere rådgiver for præsident Havel) pegede på, at kirken og den sekulære humanisme har brug for hinanden. Men den katolske kirke har også en rolle at spille som midler mellem Islam og Vesten. Den katolske kirke ligner nemlig Islam mere end de protestantiske kirker. Jødedommen er ganske vist endnu tættere på Islam, men kan for tiden ikke udfylde mediator-rollen af politiske grunde.

Pave Frans ses som et ikon for den nye bevægelse inden for kirken. I den traditionsrige fodvaskning på Skærtorsdag valgte Pave Frans allerede i 2013 at foretage den i et ungdomsfængsel i stedet for i en af de store kirker i Rom. Ved den lejlighed vaskede paven fødder på tolv indsatte, for første gang også to kvinder og to muslimer. Førhen var det kun mænd, da Jesu tolv disciple som bekendt var af hankøn. Også tegnhandlinger har betydning.

Spørgsmålet er så, om morgenluften fra Rom bliver til et åndeligt stormvejr eller bare til en storm i et glas vand? Der er uden tvivl ansatser til et nyt kirkesyn: ”Vi ved, hvor kirken er. Men vi ved ikke, hvor den ikke er”, sagde Halík. Andre sagde: ”Kristus banker på kirkens dør. Ikke udefra, men indefra”. Den inkarnerede Gud vil ud af kirken og ind i verden. Sådan var stemningen blandt de 250 præster og professorer.

Selv tror jeg, at der kun vil ske noget, hvis det lykkes at igangsætte et mere praktisk program for en institutionel fornyelse af kirken – for eksempel i form af ophævelse af cølibatskravet til præster og en stærkere inddragelse af kvinder i kirkens centrale funktioner.

Det drejer sig ikke om at omskabe den katolske kirke til et parlamentarisk demokrati. Men det drejer sig om en reel inddragelse af dem, der har skoen på i forhold til den sekulære verden og i forhold til de andre religioner. For at møde ”de søgende” må kirken selv søge udefter. For at komme tilbage til midten.