5 spørgsmål til forskeren

Den ortodokse kirke er blevet en del af den nationale fortælling

Den russiske præsident, Vladimir Putin, omfavner lederen for den russisk-ortodokse kirke, Patriark Kirill, under påskefejringen i Moskva. Foto: Sergei Karpukhin/Reuters/Ritzau Scanpix

Emil Hilton Saggau er ph.d.-studerende på Københavns Universitet. Han undersøger de ortodokse kirkers forhold til og indflydelse på nationalstaterne på Balkan, som opstod efter kommunismens kollaps. ”Det handler i virkeligheden om, hvordan den ortodokse kirke har været med til at gentænke historien efter kommunismens fald,” forklarer han

Hvad arbejder du med lige nu?
Jeg arbejder lige nu med min afhandling om ortodoks kirkehistorie på Balkan. Mere specifikt handler den om de ortodokse kirker i Serbien og Montenegro, og om hvordan man er begyndt at gentænke historien efter kommunismens fald i Østeuropa.

Kort før kommunismen kollapsede i det tidligere Jugoslavien, begyndte religionen at vende tilbage til samfundslivet – i særdeleshed netop den ortodokse kirke. Efter kommunismens fald opstod der en række nationalstater, hvor der var et behov for at skabe en ny fortælling om, hvem man var uden kommunismen. I det rum trådte den serbisk-ortodokse kirke ind på scenen med en national fortælling om steder, helgener og i det hele taget Serbiens fortid. Kirken gav et svar på, hvem man var som serber.

Mit projekt handler om disse genfortællinger af historien efter kommunismen i de ortodokse kirker – og hvordan disse fortællinger hænger sammen med opbygningen af selvstændige nationalstater og national identitet.

Jeg ser ikke nødvendigvis på alle dele af denne fortælling, fordi det er store fortællinger med mange facetter. Jeg beskæftiger mig snarere med de strukturer, tanker og logikker, som ligger til grund for fortællingerne, og hvordan de udmønter sig konkret.

Et godt eksempel, som jeg sidder og skriver om lige nu, er et område i det sydlige Montenegro, hvor man har genopdaget og genopbygget en kult. Her opfører man parader og nogle helt særlige ritualer for en helgen i området. Dertil har man bygget en stor katedral og opført en kirke af tin på toppen af et bjerg til ham. Jeg synes, det er interessant at se på, hvad motivationen og historien er bag sådanne massive religiøse genrejsningsprojekter.

Jeg forsøger at binde udviklingen i Montenegro sammen med resten af den ortodokse kirkes udvikling efter kommunismen, fordi man ser mange af de samme genrejsningsprojekter af nationale fortællinger i det meste af Østeuropa. I Ukraine har man eksempelvis oplevet stridigheder mellem flere forskellige ortodokse kirker om blandt andet hvilken national fortælling, der skulle være den fremherskende. Det er en kamp om, hvorvidt Ukraines nationale og kirkelige fortælling er selvstændig eller en del af den russiske.

Når man beskæftiger sig med den ortodokse kirke i dag, så opstår der også ret mange lavpraktiske spørgsmål om, hvor de ortodokse er, hvor mange de er, og hvad de laver. Det gør sig gældende både i forhold til Østeuropa og Danmark. Det er gået op for mig og mange andre, at man ser en stor tilstrømning af ortodokse migranter til Vesteuropa. I Danmark er vi lige ved at runde 100.000 migranter fra områder, som primært er ortodokse. Det betyder ikke, at de nødvendigvis er ortodokse kristne, men at de er vokset op med en ortodoks kulturel eller religiøs baggrund.

De ortodokse kristne er ved at være et af de største religiøse mindretal i Danmark. Det er ret interessant, fordi vi ikke taler ret meget om det eller undersøger det. Lige nu har vi eksempelvis omkring 12 rumænsk-ortodokse menigheder i Danmark, og det tyder på, at migrationen til Danmark fra Rumænien fortsætter. Jeg og flere andre forskere er ved at lave en bog om de moderne ortodokse, herunder også dem i Danmark.

Hvorfor er du optaget af dit forskningsfelt? Hvad har inspireret og motiveret dig?
Den bevægelse, der er sket fra kommunismens fald til i dag, er en af de største religiøse forandringer i Europa de seneste mange hundrede år. I mange områder har kirkerne været forladte, der har ikke været flere præster, og antallet af folk, der har tilhørt den ortodokse kirke, har været nede omkring 30-40 procent i slutningen af 1980’erne. De nyeste tal fra mange østeuropæiske stater viser en opbakning til de ortodokse kirker på omkring 90 procent af befolkningerne.

Det er en stor forandring, der er sket på kun 30 år, og som i sig selv er meget interessant. Vi har en idé om, at vores samfund og kirker er ret stabile. Men på Balkan og i Østeuropa kan man se, hvor ustabil den nationale og religiøse identitet i virkeligheden er.

I forhold til Serbien så hænger det sammen med, at man fra starten af 80’erne havde en ret stærk gruppe ortodokse teologer, som begyndte at skrive om den ortodokse kirke på en helt anden måde end tidligere. Det skabte en ny bevægelse, der ramte noget i tiden. Flere af de samme ortodokse teologer er sidenhen blevet biskopper, og de blev nogle af de ledende kræfter i genfortællingen af Serbiens historie.

Den nationale identitet blev i deres fortælling knyttet tæt til religionen, så derfor er det også svært at forestille sig, at det ændrer sig inden for de næste mange år. Det nationale og det religiøse fællesskab hænger ofte tæt sammen, som man kan sammenligne med forholdet mellem dansk identitet og den lutheranske kirke. De hænger på en eller anden måde sammen, da de er udviklet i tæt forbindelse, og derfor er de historisk forbundne, selvom nogle i dag gerne vil forsøge at skille dem ad.

Hvad har du fundet ud af indtil videre?
En indsigt, jeg har fået, er, at nogle få, centralt placerede præster kan være med til at præge en fortælling på den måde, som det lykkedes for de serbisk-ortodokse teologer. De ramte naturligvis et behov i tiden, men det er interessant, hvordan en massebevægelse som den serbisk-nationale spiller sammen med enkelte nøglepersoner inden for kirken.

Det er imidlertid ikke sådan, at de ortodokse præster nødvendigvis sidder og tænker over historien isoleret. Deres fortælling sker hele tiden i et møde med andre fortællinger fra regeringen eller andre religionssamfund. De påvirker hinanden. Det er tydeligt, at rivaliseringen mellem områdets forskellige ortodokse kirker kan drive behovet for en ny historiefortælling.

Man kan måske sammenligne det med islams tilstedeværelse i Danmark. I mødet med andre religioner og kulturer har den protestantiske kirke fået et behov for at sige, hvem de selv er, og hvad der er vigtigt – som julen eksempelvis. Der kommer et behov for fortællinger om, hvem man er i rivaliseringen eller den interne spænding. Det har overrasket mig, hvor meget det betyder inden for den ortodokse kirke på Balkan.

Hvordan bidrager din forskning til dit fag?
Det er centralt for et teologisk fakultet at have en viden om den ortodokse kirke, eftersom det er den næststørste gren af kristendommen. Især i lyset af de ortodokse migranter bliver det mere og mere almindeligt, at folkekirkepræster skal forholde sig til ortodoks kristendom.

Derudover fortæller min forskning også indirekte om, hvad protestantisme er – og hvad Danmark er. Religiøs og national identitet er en afgørende byggesten i et samfund, hvad enten vi kan lide det eller ej – og vi er i stigende grad nødt til at forholde os til det. Forholdet mellem nation, etnicitet og religion er aktuelt – og måske mere nu end for 10 år siden.

Inden for teologien kan vi lære af den ortodokse kirke, for de har en anden forbundenhed med kirkefædrene og den tidlige kristendom. Studiet af de ortodokse teologer afføder nogle teologiske overvejelser, som protestanter kan lære af.

Hvilken betydning har din forskning for samfundet?
På den ene side kan samfundet have gavn af diskussionen om og forståelsen af nation, religiøsitet og strukturen i historiefortællingen om, hvem man er, som min forskning rummer. Men der er også det helt lavpraktiske spørgsmål om, hvor den ortodokse kirkes menigheder er, som min forskning besvarer.

Jeg oplever, at de helt basale spørgsmål i virkeligheden er de mest interessante for andre. Det er et enormt arbejde at kortlægge menigheder og migration. Jeg kan eksempelvis i dag ikke svare på, hvor mange ortodokse menigheder der faktisk findes i Danmark, selvom jeg om nogen burde vide det.