Dengang kæmperne levede på jorden
I oldtiden og middelalderen var det en almindelig tanke, at der i urtiden levede kæmper før eller samtidig med menneskene. Både græsk og nordisk mytologi, men også Bibelen, beretter om urtidens kæmper
I moderne tid lever kæmperne mest af alt i fantasylitteraturen. Her kommer de i mange forskellige afskygninger, men fælles er de om at være kæmpestore og vældige menneskeskikkelser. Som fabelagtige eventyrvæsener tager de plads i lige så eventyrlige verdener, men det er verdener som læseren godt ved er fiktive. Idéen om kæmpen stammer dog ikke fra opdigtede verdener, men fra vor egen – som en del af den faktiske verdenshistorie. Engang blev kæmperne nemlig tænkt som virkelige væsner fra fortiden. Og hvor meget mere fantastisk er tanken ikke, at der faktisk engang levede vældige kæmper i vores verden?
De ældste kæmper
Det er i menneskehedens forskellige mytologier og religioner, at selve idéen om kæmpen finder sin oprindelse. Den ældste overleverede forestilling om en kæmpe findes i den over 4000 år gamle myte fra mesopotamisk religion om Gilgamesh, en helt i kæmpeskikkelse. Senere, i antik historieskrivning, forestiller man sig en gylden urtid, hvor menneskene var kæmper. I den græske mytologi berettes således om kæmpevæsener, blandt andre de mægtige giganter, som i urtiden kæmpede mod Zeus og guderne. Giganterne var mennesker med kæmpekræfter. De frygtede ikke guderne, og de gjorde oprør mod Zeus og gudernes herredømme, men gik til grunde.
Kæmperne som et urfolk
I Bibelen finder vi ligeledes skildringer af kæmper som en del af urtiden. I Første Mosebog kapitel 6 lyder det, at kæmperne levede på jorden i menneskenes tidligste tid. Herefter følger syndfloden, og det kan antages, at kæmperne uddøde som følge heraf. Kæmperne omtales mere detaljeret i De Apokryfe Skrifter, nærmere bestemt i Visdommens Bog og i Baruks Bog, hvor det berettes, at kæmperne netop blev udslettet af Gud, da de ikke var de udvalgte.
Græsk og jødisk/kristen mytologi er således fælles om forestillingen om urtidens kæmper. Kæmperne blev holdt for at være et sagnomspundet uddødt urfolk, som engang vandrede på jorden. Disse forestillinger har uden tvivl spillet en levende rolle i menneskenes sind og også blandt de lærde. Faktisk var det en almindelig antagelse blandt lærde folk i antikken og middelalderen, at menneskene i urtiden levede samtidig med kæmper. Helt frem til det 17. århundrede blev arkæologiske fund af store knogler opfattet som rester fra kæmper. Senere i videnskabens historie forlader man dog enhver teori om kæmpernes faktiske fortidige eksistens.
Børn af kæmpe-æt
I norden finder vi forestillingen om jætterne, som ofte er omtalt som kæmper. I den nordiske mytologi er jætterne beskrevet som gudernes modstandere – ganske lig giganterne i græsk mytologi. Der findes utallige sagn om menneskenes møder med de store jætter. I et af disse sagn hører man en jætte fortælle sin datter, at jætternes tid er ved at være forbi, og at menneskene skal overtage jorden. I Grundtvigs ’Rim-brev til Nordiske Paarørende’ fra 1832, beskrives nulevende nordboere som ”børn af Kæmpe-æt”, tilknyttet en forestilling om nordens urtid som befolket af mennesker af kæmpevæsen. Også i norden ser man da den samme idé: engang har kæmper befolket jorden.
Fordums forestillinger om kæmper er fantastiske, og de har spillet en væsentlig rolle i de forskellige verdensbilleder, som har præget menneskehedens historie. Fælles for disse forestillinger synes at være tanken om, at kæmperne faktisk har levet på jorden engang. I dag har kæmperne forladt vores verden; de regnes ikke længere for at være et urfolk, men de får stadig lov at leve videre i menneskenes fantasi.