LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

Herrens Veje

Derfor kysser "Herrens Veje"-provsten Kristus-figuren

I første afsnit af "Herrens Veje" ser man provst Johannes Krogh, spillet af Lars Mikkelsen, kysse en figur af den korsfæstede Kristus i sin kirke. Foto: David Katznelson/Framegrap

Den danske folkekirke bruger ikke det religiøse kys, men alligevel får Kristus et kys på kinden i DR1’s dramaserie ”Herrens veje”. Det handler om hybris, forklarer seriens hovedforfatter, Adam Price

Det er ikke normal praksis i en dansk folkekirke. Alligevel står provsten Johannes Krogh på en trappestige og kysser Kristus-figuren i sin kirke i DR1’s nye drama-serie ”Herrens veje”.

Det sker lige inden den afgørende afstemning til posten som Københavns nye biskop. Et valg, som provsten taber, hvorefter han tager ”en af sine ture” med store mængder alkohol og utroskab. Sådan må det gå ifølge seriens hovedforfatter, Adam Price, der forklarer scenen med den kyssende præst spillet af Lars Mikkelsen.

Johannes begår hybris
Men sådan måtte det gå ifølge seriens hovedforfatter Adam Price:

”Da Johannes kysser Jesus, begår han jo nærmest klassisk hybris. Han står i sin kirke, hvor han har stået under den udskårne, korsfæstede Jesus i masser af år, og han har nærmest et fortrolighedsforhold til netop hans kirkes Kristus-figur. Denne særlige dag får han lyst til at stige op til ham og tage Kristus i ed på, at det skal gå ham selv godt ved anden runde i bispevalget. Johannes er så tæt på at lykkes, men i netop dét øjeblik er det hans egen karriere, og ikke Gud, han tilbeder,” forklarer Adam Price.

Det er altså nemesis, der rammer provsten, lige før han når sine drømmes mål om bispeværdigheden:

”Johannes bryder således i princippet det første bud 'Du må ikke have andre guder end mig,' og beder ovenikøbet Gud og dermed også Kristus om hjælp til at vinde. I samme øjeblik flyver den lille rødkælk, som i seriens symbolverden i det første afsnit er et symbol på den korsfæstede Jesu lidelser, ind i et vindue og dør. Et tilfælde eller Guds vilje? Det afhænger af øjnene, der ser. Herrens veje er som bekendt uransagelige,” siger Adam Price.

Gud rækker ned til os
Men hvorfor kysses der ikke i folkekirken – og hvad er egentlig folkekirkens forhold til Kristus-figurer?

Lektor i Systematisk Teologi ved Aarhus Universitet Else Marie Wiberg Pedersen siger:

”I folkekirken, som er evangelisk-luthersk, er det Gud, der rækker ned til mennesker og omfavner dem. Det er altså Gud, der kommer os i møde og tiltaler os, sådan at vi i gudstjenesten og i bønnen kan svare. Derfor, når provsten i DR's dramaserie 'Herrens veje' stiller sig op på trappestigen for at afsværge Gud en garanti med det kys, begår han ganske rigtigt hybris, som Adam Price mener det," siger hun, og tilføjer:

"Det er også vigtigt at notere sig, at provsten i 'Herrens veje' kysser Kristus, mens han er alene i kirken. Som den gode protestant, provsten er, kan han ikke foretage sit overmodige møde med Gud udenfor sit private rum, og han ved, at troen ikke kræver den slags ydre tegn af mere dubiøs karakter.”

Vi blander ikke mundvand
Overordnet set er der tre væsentlige elementer i svaret på, hvorfor man i folkekirken ikke kysser hverken Kristusfiguren, ikoner eller andre religiøse figurer, mener lektoren.

Der er for det første den teologiske begrundelse, at det ville være afgudsdyrkelse at dyrke en træfigur eller et billede. Kristusfiguren hænger på korset i kirken for at minde os om Guds menneskelighed, den lidelse og død, som Kristus tog på sig,men også på sejren over døden gennem opstandelsen.

Det viser netop, at Gud kommer til mennesker og omfavner dem med sin kærlighed – og her kræves hverken mystiske tegn og undere eller menneskers gerninger. Derimod vil mennesker handle kristeligt ved at ”kysse” et medmenneske i almindelig omsorg og social omgang, er meldingen fra Else Marie Wiberg Pedersen:

”Ud over dette teologiske element er der så to kulturelle elementer, der spiller en rolle i den danske folkekirke af i dag, nemlig dels det æstetiske, dels det hygiejniske. Æstetisk støder det imod en dansk omgang med det religiøse, hvor føleri og ydre religiøse tegn ikke ligger højt på listen over det acceptable, og ofte mødes af en vis bornerthed. Hygiejnisk støder det imod en dansk omgang med sundhed og renhed, hvis man skulle blande mundvand med Gud og hvermand. Derfor har man heller ikke fælleskalk i den danske folkekirke, kun enkeltkalk. Her er danskerne rationelle, også religiøst set,” slutter hun.