Sommerserie: tid til tro

Ung missionsk kristen: Gud går altid med os

Bibelens Gud vil så meget mere end at pakkes frem ved lejligheder. Han vil have en relation til os, lære os om hans kærlighed for os, hans trofasthed imod os i alt og hans planer for hver dag i vores liv, mener studerende Amalie Bach Dybdal, der er aktiv i Luthersk Missions Unge. Foto: Lasse Bach Dybdal

Jeg lever i relationen til Gud hvert sekund af mit liv. Det betyder helt konkret, at jeg beder til Gud, når jeg gør rent, ser en flot sommerfugl eller er ved at beslutte, hvad jeg skal med mit liv, skriver Amalie Bach Dybdal, der er aktiv i Luthersk Missions Unge

For en måneds tid siden vågnede jeg en morgen kl. 4:30. Eller deromkring. Min søvnige hjerne opfattede i hvert fald ikke andet, end at det var alt for tidligt. Og så begyndte tankerne at myldre rundt i hovedet. Maven trak sig sammen. Kroppen nægtede at ligge stille. Jeg kunne se, at det allerede var begyndt at blive lyst udenfor.

Efter halvanden time med desperate forsøg på at tælle får (nogle gange virker det jo!), kigge på sommerkjoler på telefonen og prøve at kringle mine tanker uden om årsager til knuder på halsen, måtte jeg give fortabt og stå op. Eksamensdag. Puha, hvor er det bare ikke favoritten. Specielt mundtlig øre-næse-hals-eksamen. Nervøsiteten var svær at skjule. Og helt umulig at undgå.

Når livet udfordrer os

På en sådan dag tror jeg, at der er flere, som bliver lidt religiøse. Vi vender os til, hvad end der nu må være derude et sted, og sender en tanke om hjælp. Hvis der nu er noget – eller nogen – som har magt til at kunne gøre noget ved situationen, så skader det ikke at være på samme hold. Jeg har mødt meget få mennesker, som ikke på et eller andet tidspunkt i deres liv har prøvet at bede. Som regel har det været i perioder, hvor livet var udfordrende som ved eksamen, kærestesorger, mors og fars skilsmisse eller dødsfald.

Denne dag i juni, op til min eksamen, bad jeg også. Jeg bad til den Gud, som jeg tror, har skabt alting og som elsker mig. Jeg bad om, at han måtte give mig evnerne til at svare rigtigt på spørgsmål og finde frem til, hvad patienten fejlede. Det var ikke, fordi det hjalp helt vildt på nervøsiteten, for den er svær at tøjle, synes jeg. Men jeg vidste, at jeg ikke gik til eksamen alene. Gud var hos mig.

Tro er mit livsfundament

Op til en eksamen er dog ikke det eneste tidspunkt, hvor jeg er religiøs eller tror på, at jeg har brug for en højere magt ind i mit liv. Tro er ikke noget, jeg kun praktiserer i eksamenstiden, på særlige ugedage eller til højtider. For mig er tro en overbevisning om, hvad sandheden om livet er. Det er større end nogle observerbare handlinger på bestemte tidspunkter. Tro er fundamentet for mit liv. Det er den, der definerer mit syn på livet, mit menneskesyn og selvbillede.

Det betyder, at min tro viser sig gennem mange aspekter af mit liv. Jeg kan ikke pakke Gud op af kassen den ene dag og sige: ”Det er i orden, Gud, du som har mere magt og bedre overblik end jeg, nu må du gerne lige hjælpe mig lidt her,” for den næste dag at pakke ham væk igen, klistre kassen ind i tape og sige: ”Så. Tak, du gamle. Nu ser jeg lige, hvornår jeg får brug for guddommelig indgriben igen.” Sådan kan det ikke fungere for mig. Bibelens Gud vil så meget mere end at pakkes frem ved lejligheder. Han vil have en relation til os, lære os om hans kærlighed for os, hans trofasthed imod os i alt og hans planer for hver dag i vores liv. Og den relation lever jeg i hvert sekund af mit liv.

Det er altid tid til tro

Det betyder helt konkret, at jeg beder til Gud, når jeg gør rent, ser en flot sommerfugl eller er ved at beslutte, hvad jeg skal med mit liv. Det betyder, at jeg læser i Bibelen for at se, hvad han har at sige til mig. Det betyder, at jeg bruger tid på at hjælpe andre mennesker, arrangere lejre for udsatte unge og er frivillig på et værested.

Hvis du derfor spørger mig, om der er en tid til at være religiøs og en tid til ikke at være, det, så vil jeg sige: det er altid tid til at tro. Ikke kun, når livet ramler eller eksamen truer. Livet bliver så beriget af at være fri for at leve kun for sig selv og så trygt af at vide, at Gud altid går med os.

Amalie Bach Dybdal er 27 år, aktiv i Luthersk Missions Unge og studerer medicin.