Brevveksling

"Det har indtil videre været den hårdeste ramadan i mit liv"

Jeg vælger at holde fast i og tro på, at ramadanen og dens faste medbringer årvågenhed og noget blødgørende til muslimernes hjerter, skriver muslimske Mathilde Bernhard. Foto: Privatfoto.

Dette års ramadan er for mig en særlig måned. Jeg har været nervøs for dens komme, men jeg har på samme tid også glædet mig. Jeg har nemlig ikke fastet de sidste to år på grund af graviditet og amning af min søn, skriver muslimske Mathilde Bernhard i brevvekslingens andet ramadanbrev

De to muslimske kvinder Saliha Marie Fetteh og Mathilde Bernhard vil i år dele deres udfordringer, glæder og tanker under ramadanen med hinanden og religion.dk's læsere i en brevudveksling.

Kæreste Saliha

Ramadan Mubarak (hav en velsignet ramadan, red.) til dig også.

Jeg takker for dit fine brev, der bragte mig refleksion og en fin påmindelse om, hvad denne smukke og ikke mindst hellige måned også bringer med sig af selvindsigt, barmhjertighed og spiritualitet.

Jeg sidder i skrivende stund på en stor, spirende græsplæne ved det område, hvor jeg bor. Her bor der mange muslimer. Jeg betragter de ældre mænd, der går tur ned ad alleen under blomstrende træer, og jeg betragter mødrene og fædrene, der leger med deres mindste på legepladsen. Jeg overhører en samtale mellem et par unge, hvor den ene af dem faster og takker nej til de chips, som den anden tilbyder.

Når jeg betragter andre mennesker, minder det mig om, at vi er så forskellige. Som muslimer er vi også forskellige. Også i måden vi går igennem ramadanmåneden på, og den måde, vi observerer vores faste og os selv; men jeg mærker bestemt, at noget godt også bliver sået i denne måned.

I det fine vers, du citerede (”Hør I, som er troende, faste er foreskrevet jer, som den var foreskrevet dem før jer, så I kan lære selvbeherskelse”, Koranen 2:183), fremgår det nemlig, at det ikke er en måned, hvor de fastende blot ‘sulter og tørster’ sig selv. Men fasten er et middel til at opnå selvbeherskelse, en gudsbevidsthed.

Jeg tror på, at alt efter hvor vi befinder os i livet og i vores tro, og i den specifikke situation vi står i, gør vi vores bedste under ramadanen. Nogle har overskuddet og tiden til at øve sig i gode gerninger og stræbe efter fine implementeringer af nye gode vaner samtidig med at de faster. Men der findes også de, der sidder i en situation, hvor det at faste virker udfordrende nok i sig selv. Så må vi huske, at det at overholde fasten også er en handling af tilbedelse.

Dette års ramadan er for mig en særlig måned. Jeg har været nervøs for dens komme, men jeg har på samme tid også glædet mig. Det er begge følelser, som jeg har omfavnet og givet plads. Det er nemlig sådan, at jeg de sidste to år ikke har fastet, da jeg det ene år var gravid og det andet år fuldammede min lille søn.

Det har virket skræmmende at skulle faste igen. Måske mest grundet de mange timer, der skal fastes hver dag, blandet sammen med at det er mit første år som fastende med et lille barn. Men jeg har indtil videre taget en dag ad gangen.

I stedet for at stile efter at bede bønnen tarawih, der skal bedes hver aften under ramadanen, færdiggøre min recitation af hele Koranen og tage til ekstra undervisning, har jeg i stedet sat mere realistiske mål for min egen situation. Jeg reflekterer og giver tankeplads til de små ting i hverdagen; jeg husker på, at jeg også belønnes ved at fodre ænderne ved søen, ved at hjælpe min ældre nabo, ved at være tålmodig med mit barn - selv ved at smile, som jo af Gud anses som værende almisse. Dét at være en del af en religion, der belønner mig ved at have en fin og god intention, er for mig et boost, når jeg føler, at jeg ikke når alt dét, jeg tidligere plejede at nå under ramadanen.

Jeg vil da gerne indrømme, at det indtil videre har været den hårdeste ramadan i mine snart fem år som muslim, men jeg føler, at jeg kommer på bølgelængde med mig selv, og at jeg er startet på noget, som spirer. Helt generelt føler jeg, at det muslimske samfund spirer på en ny måde under ramadanen. Jeg bevidner begejstring og kampgejst i forhold til folks initiativer til brøndbyggeri i tørkeramte områder, samt indsamling til nødhjælp generelt. Jeg har set tilbud fra moskeer, såvel som fra private, der åbner dørene og byder velkommen til de, der skulle have lyst til at bryde fasten i fællesskab.

Jeg vælger at holde fast i og tro på, at ramadanen og dens faste medbringer årvågenhed og noget blødgørende til muslimernes hjerter. Måske er det ikke alle, der bliver ramt af det, men jeg tænker, at så længe nogle vækkes, er det helt klart en gevinst for personerne selv - men også for dem, de bringer godhed til.

Det har været rart for mig, at kunne skrive mine tanker ned og dele dem med dig, Saliha. Hvad med dig? Rejser du til Jordan igen, når du er færdig med eksaminer? Og har du i så fald en tanke om at faste? Hvordan er stemningen under ramadan egentlig dernede? Hvis du skulle have lyst, så er du velkommen til at spise med hos min lille familie og jeg en dag - fastende eller ej.

De kærligste ramadanhilsner og tanker
Mathilde

Mathilde Bernhard er muslim, doula (fødselshjælper) og hjemmepasser i øjeblikket sin søn.