Det israelitiske folk er jødedommens og kristendommens fælles forfader

Jødedommen og kristendommen har Det Gamle Testamente til fælles, og i kraft heraf har de en fælles historie og en fælles forfader. Denne artikel rejser helt tilbage til monoteismens vugge

Jesusbevægelsen, som man kan kalde den helt tidlige kristendom, var en oprørsk jødisk bevægelse, som radikaliserede den jødiske religiøse praksis. Herudfra opstod og udvikledes langsomt kristendommen i de første århundreder e.Kr. Kristendommen voksede således ud af jødedommen, og kristendommen er historisk forankret i den jødiske historie.

Jødedommens begyndelse er ikke så klar som tilfældet er det med kristendommens, men den menes at hænge sammen med den babyloniske Kong Nebukadnesars bortførelse af nogle af Jerusalems indbyggere til Babylon i 586 f.Kr. Da disse eksilerede israelitter vendte tilbage til Jerusalem i 539 f.Kr. siges det, at tidlig jødedom blev til.

Det Gamle Testamente
De tidligste tekster fra Det Gamle Testamente går dog helt tilbage til omkring 1100 f.Kr., og derfor adskillige hundrede år før både jødedommens og kristendommens begyndelse. Der levede på denne tid et folk, hvis historie og religion blev udtrykt gennem beretninger, som senere fik plads i Det Gamle Testamente. Denne forudgående religion betegnes som gammeltestamentlig religion og praktiseredes af israelitiske stammer. Fortællingen om disse stammers historie berettes i Det Gamle Testamentes fem Mosebøger.

Beretningerne i Det Gamle Testamente blev kun gradvist samlet og fandt først sin nuværende form i år 90 e.Kr. Det betyder, at det er yderst vanskeligt at uddrage konkret historisk viden om tiden før samlingerne kom i stand. Hver gang beretninger er blevet samlet, er det sket efter gældende religiøse hensigter på de forskellige tidspunkter.

Derfor må man gå ud fra, at beretningerne har gennemgået adskillige redigeringsprocesser undervejs, og de viser os følgelig ikke et præcist billede af hverken israelitternes historie eller deres religion. Alligevel har forskningen forsøgt at udrede et billede deraf.

Det israelitiske folk
Omkring år 1000 f.Kr. dannedes et egentligt israelitisk rige under Kong David, og det israelitiske folk blev samlet. Forud for denne forening levede det israelitiske folk mere eller mindre spredt i forskellige stammer.

Ifølge Mosebøgerne var der 12 stammer, som hver især repræsenterede de 12 børn af patriarken Jakob. De levede som nomader i det område, vi i dag kender som Israel og Palæstina samt store dele af Syrien og Jordan. Sporet tilbage i historien stopper ved det israelitiske folks nomadiske tilværelse, hvor monoteismens vugge således kan siges at have været.

Monoteisme eller ej?
Var monoteismen – altså troen på én enkelt gud – gældende på denne tid? Det er faktisk et åbent spørgsmål, hvorvidt denne før-jødiske religion indebærer en egentlig monoteistisk idé eller ej, selvom monoteismen er udtrykt i de fem Mosebøger.

På den ene side hævdes det blandt forskere, at De 10 Bud og følgelig troen på den ene Gud stammer helt tilbage fra tiden før Kong David, og at monoteismen derfor har været gældende under hele det israelitiske folks historie. Et andet synspunkt mener, at De 10 Bud er af senere oprindelse. Opfattelsen er her, at den gammeltestamentlige religion oprindeligt har været præget af polyteistiske forestillinger – altså troen på flere guder – som først lidt efter lidt er blevet omdannet til monoteisme i takt med den historiske udvikling.

Uanset uenigheden har det israelitiske folk og de tidlige gammeltestamentlige beretninger indeholdt den historiske kim til monoteismen og har herved dannet både et historisk og et religiøst grundlag for de store verdensreligioners tilblivelse og udvikling.