Det kønnede køkken: Mad, Gud og kønsroller i Det Gamle Testamente

I Det Gamle Testamente sælger Esau sin førstefødselsret til sin snu bror Jakob for en skål linser. Jakob udfordrer kønsrollerne ved at koge linser i stedet for at slagte og tilberede kød. Foto: Matthias Stom

En husmor på Det Gamle Testamentes tid har været stærk som en okse og flittig som en myre. Hun var underordnet sine mandlige slægtninge, men hun var ikke en lille sart og skrøbelig skabning, vurderer lektor Anne Katrine de Hemmer Gudme

Mad er ikke ’bare’ mad. Mad, måltider og køkkentraditioner er vigtige aspekter af de måder, hvorpå både individer og samfund udtrykker identitet, særegenhed og tilhørsforhold. Man kan med andre ord lære meget om en hvilken som helst kultur ved at studere dens mad. Mad giver os information om et samfunds økologi, fællesskaber, ritualer, værdisystemer og hierarkier.

Det gør sig også gældende i forhold til en tekstsamling som Bibelen. Vi kan afdække nye lag og nuancer i Bibelens betydningsunivers ved at fokusere på, hvordan mad beskrives og optræder i teksterne, og på hvordan mad bruges som et litterært virkemiddel.

Til middag i Mamre
I Bibelen spiller mad og madlavning særligt en rolle i fortællinger, der handler om gæstfrihed. Et godt eksempel er historien om gæstebuddet i Mamre, hvor Israels stamfader, Abraham, og hans kone, Sara, får tre uventede gæster på besøg (1 Mos 18). De tre gæster er i virkeligheden Jahve, der på den måde åbenbarer sig for Abraham, men det ved Abraham ikke. Abraham løber mændene i møde og inviterer dem til at hvile ud hjemme hos sig, mens han tilbereder et måltid mad til dem.

Det måltid, som Abraham byder sine gæster på, beskrives relativt udførligt og består af tre komponenter: Brød, en kalv og mælkeprodukter. Brødet bages af tre sea mel, hvilket svarer til 24 liter, så det er en forsvarlig portion, der er tale om. Kalven er et festmåltid, og langt mere fornem og kostbar end et får eller en ged. Abraham og Saras gæster bliver altså budt på et fornemt og rigeligt måltid, der består af en kalvestuvning, fladbrød og to slags mælkeprodukter.

Det kønnede køkken
Det er meget muligt, at arbejdsdelingen i Første Mosebog kapitel 18, hvor mændene, Abraham og karlen, står for slagtning og kød, og hvor kvinderne tager sig af brød og bagning, i virkeligheden svarer ganske godt til det, der regnes for at være normen i Det Gamle Testamente. Der er i hvert fald en håndfuld andre eksempler på, at det er mænd, der tilbereder kød, og kvinder, der bager brød.

Det Gamle Testamente afspejler en patriarkalsk kultur og samfundsorden. Mænd sidder på magten, og kvinder er typisk defineret af deres relation til en mand. Kvinder er enten døtre, søstre, hustruer eller enker, og i vid udstrækning har de ikke selv magten over deres eget liv og deres egen krop.

En kvinde tilhører enten sin far, sin bror eller sin mand, og hendes fornemmeste opgave er at give sin mand børn. Enker og prostituerede synes at leve under lidt friere forhold og have mere selvbestemmelse, men til gengæld må de leve udsat uden en mands beskyttelse.

Set med moderne øjne er de gammeltestamentlige kvinder ufrie, men det er ikke ensbetydende med, at de ikke er noget værd. Kvinder var blandt andet værdsat, fordi de var en helt uundværlig arbejdskraft. Kvinderne malede mel, bagte brød og bryggede øl. De passede børn og vogtede geder og får, de kartede uld og vævede og spandt. De har med andre ord knoklet med hårdt fysisk arbejde fra morgen til aften.

En husmor på Det Gamle Testamentes tid har med andre ord været stærk som en okse og flittig som en myre. Hun har været underordnet sine mandlige slægtninge, men hun har ikke været en lille sart og skrøbelig skabning, der holdt sig inden døre. Det kvindebillede hører til en anden tid.

Kødets kode
Det sker, at de gammeltestamentlige forfattere leger med deres publikums forventninger til kønsrollemønstre, og at de netop bruger mad og madlavning som virkemiddel til at få disse nuancer frem. Eksempelvis kan man sige, at de gammeltestamentlige forfattere bruger kød som kode til at illustrere maskulinitet. Det er der et godt eksempel på i historien om en af Israels stamfædre, patriarken Isaks søn, Jakob, og hans bror, Esau, hvor Jakob nærmest fremstilles kvindagtigt og hans mor, Rebekka, fremstilles mandhaftigt. Historien begynder i Første Mosebog kapitel 25 vers 27-34 med en præsentation af personerne:

”Da drengene voksede til, blev Esau en dygtig jæger, der holdt til på steppen, mens Jakob var et ordentligt menneske, der boede i telt. Isak elskede Esau, fordi han holdt af vildt, men Rebekka elskede Jakob.

Engang da Jakob havde kogt en ret mad, og Esau kom udmattet hjem, sagde Esau til Jakob: ’Giv mig hurtigt noget af det røde at spise, det røde du har dér, for jeg er udmattet.’ Derfor kaldes han Edom. Men Jakob svarede: ’Ikke før du sælger mig din førstefødselsret.’ Da sagde Esau: ’Jeg er lige ved at dø! Hvad skal jeg med min førstefødselsret?’ ’Sværg på det,’ sagde Jakob, og det gjorde Esau; han solgte sin førstefødselsret til Jakob. Så gav Jakob ham brød og en portion linser; Esau spiste og drak og gik derefter sin vej. Og sådan viste Esau ringeagt for sin førstefødselsret.”

Der er megen information i denne lille fortælling. Vi hører om forskellene på de to brødre; Esau er fars yndling, den mandige jæger, næsten en vildmand, som er grov og ubesindig, styret af sin sult og sine impulser. Heroverfor er Jakob ”et ordentligt menneske”, mors dreng, der bliver hjemme og vogter får, og ligesom sin mor er han snu og udspekuleret.

Denne modsætning mellem brødrene, vildmanden og mors dreng, dukker op igen i Første Mosebog kapitel 27 i fortællingen om endnu et skæbnesvangert måltid, hvor Rebekka lader sin yndlingssøn, Jakob, give sig ud for at være Esau, og udstyrer ham med gamle blinde Isaks livret og gedeskind på de hårløse arme. Isak tror, at Jakob er Esau, og således lykkes det Jakob at snyde sig til sin døende fars velsignelse, ligesom han narrer førstefødselsretten fra sin bror.

I denne fortælling er det Rebekka, en kvinde, der tilbereder en kødret af to gedekid, mens Jakob den hårløse morsdreng koger linser. Madlavningen fungerer som et signal til læseren. Rebekka kodes maskulint, fordi hun slagter og tilbereder kød, og Jakob udfordrer det traditionelle maskuline ideal med sine linser og sin glatte hud. Vi må forstå, at den listige Rebekka og hendes luskede søn er atypiske individer på godt og ondt. De udretter store og vigtige ting, men de lever ikke op til læsernes forventninger til de traditionelle kønsroller.

Mad og kærlighed
En mand ejer sin hustru i Det Gamle Testamente. Han betaler brudepris for hende og køber hende på den måde af hendes familie. Til gengæld er en mand forpligtet til at sørge for sine hustruer, og hvis han forsømmer dem, har de ret til at lade sig skille.

Dette forhold fremgår af en lovtekst i Anden Mosebog kapitel 21, hvor en mand er forpligtet på at give sine hustruer mad, tøj og ”ægteskabelig omgang”, det vil sige sex. Lovteksten tager udgangspunkt i en situation, hvor manden har giftet sig igen, og den har tilsyneladende til formål at forhindre, at en mand forsømmer sine andre koner, når han gifter sig med en ny.

På den ene side er det jo en vældig praktisk og sober ordning, men der er også andre tekster i Det Gamle Testamente, der tyder på, at dette her med mad mellem en mand og hans hustru ikke bare er et spørgsmål om sund fornuft men om kærlighed. I stedet for at sige det med blomster, kan man sige det med mad.

Det er der et eksempel på i Hoseas’ Bog kapitel 2. Teksten her beskriver det motiv, der kaldes ægteskabsmetaforen i Det Gamle Testamente. Ægteskabsmetaforen er et billede, der skildrer Jahve som en ægtemand, og Jahves udvalgte folk, Israel, som denne mands hustru. Det er sjældent noget særlig lykkeligt ægteskab, der skildres.

I Hoseas kapitel 2 er Jahve og Israel fanget i en ulykkelig kærlighedshistorie, fordi ægtemanden, Jahve, anklager sin hustru, Israel, for at have været ham utro. Israel er løbet bort med sine elskere, og Jahve veksler mellem vrede og tilgivelse. Han vil straffe sin troløse elskede, men han vil også have hende tilbage.

Ægteskabsbilledet symboliserer gudsforholdet, og Israels utroskab er i virkeligheden et billede på at tilbede andre guder end Jahve, og det er en alvorlig forseelse i Det Gamle Testamente.

Jahve fortæller om al den gode mad, som han plejede at give Israel: ”korn og vin og olie”. Men Israel forstår ikke, at disse gaver kommer fra Jahve. Hun siger: ”Jeg vil følge mine elskere, som giver mig mit brød og mit vand, min uld og min hør, min olie og min vin” (Hos 2,7).

I sin frustration beslutter Jahve sig for at tage sine gaver tilbage. Han tager vinen og kornet, og han ødelægger vinstokken og figentræet. Men han er ikke færdig med Israel. En dag vil han lokke hende ud i ørkenen, og der vil han ”tale til hendes hjerte” (Hos 2,16). Han vil genoplive deres ungdoms kærlighed, og så vil han give hende vingårdene tilbage.

Jahve: Guddom og ægtemand
Billedet af Jahve som den, der sørger for liv og velsignelse ved at sikre høsten af afgrøder, korresponderer fint med den Jahve, vi møder flere andre steder i Det Gamle Testamente. Det er simpelthen Jahve, der udfylder rollen som en klassisk nærorientalsk guddom, når han ’sætter mad på bordet’ i form af rigelige landbrugsprodukter.

Tænk blot på velsignelsen i Femte Mosebog kapitel 28, hvor Jahve lover at ”åbne sit gode forrådskammer, himlen” (5 Mos 28,12) for sit udvalgte folk, Israel, så de kan nyde et liv i overflod. Det er det, en magtfuld nærorientalsk gud gør, han holder bogstaveligt talt døden fra døren ved at sikre sine tilbedere rigelige mængder af mad.

I Hoseas kapitel 2 bliver dette klassiske kosmiske billede af guddommen som den, der holder nøglerne til himlens forrådskammer, suppleret af et langt mere domestisk billede af Jahve som ægtemanden, husfaderen, der ikke bare opfylder sin pligt overfor sin hustru (jf. 2 Mos 21) ved at holde hende forsynet med mad, tøj og sex, men som også udtrykker sin kærlighed til hende, når han giver hende rigelige mængder af korn, vin og olie.

Hoseas kapitel 2 handler hverken om ægteskab eller om mad, den handler om, hvordan man har det rette forhold til Jahve. Men teksten bruger mad til at illustrere den kærlighed, som en trofast mand – og gud - viser sin udkårne hustru – og folk.

Set med moderne øjne er de gammeltestamentlige kvinder ufrie, men det er ikke ensbetydende med, at de ikke er noget værd. Kvinder var blandt andet værdsat, fordi de var en helt uundværlig arbejdskraft.

Anne Katrine de Hemmer Gudme

Rebekka kodes maskulint, fordi hun slagter og tilbereder kød, og Jakob udfordrer det traditionelle maskuline ideal med sine linser og sin glatte hud.

Anne Katrine de Hemmer Gudme