Indføring

Det vigtigste at vide om diakoni

I Danmark findes der en del kirkeligt uddannede pleje- og omsorgsfolk, de såkaldte diakoner og diakonisser. De arbejder ofte på plejehjem, hospitaler og hospicer. Arkivfoto fra Hospice Søholm. Foto: Uffe Frandsen/ritzau.

I oldkirken var en diakon den, der delte brød og vin ud ved nadveren og læste tekster. Men siden da er diakonien som en del af kristendommen vokset til en lang tradition for kirkelig pleje- og omsorgshjælp. Få historien om begrebet "diakoni" her

Ordet diakoni er en gengivelse af det græske ord diakonia, som betyder tjeneste. Fra sin begyndelse har kirken og de enkelte menigheder praktiseret en social ansvarlighed, fordi forkyndelsen af evangeliet også måtte følges op af handling. Her følger så en oversigt over diakoniens historie.

Det Nye Testamente

Ordet diakonia bruges bredt i Det Nye Testamente om det at tjene andre ved at forkynde evangeliet, skabe forlig og lignende.

I Apostlenes Gerninger kapitel 6 vers 2 er ordet brugt om det at give mad ved bordet. I dette kapitel skildres nemlig valget af syv fattigforstandere med disciplen Stefanus som leder. Der var tilsyneladende opstået problemer med den daglige bespisning af de fattige enker i den første kristne menighed. Det var ellers apostlenes opgave og ansvar, men disse kan på grund af arbejdet med evangeliets forkyndelse ikke længere påtage sig opgaven. Stefanus kaldes i øvrigt kristendommens første martyr, da han efter sigende blev stenet til døde for at have prædiket evangeliet i Jerusalems gader omkring år 35.

Desuden er lignelsen i Mattæusevangeliet kapitel 25 om verdensdommen et specifikt billede på, hvad diakoni er, nemlig omsorgen for den sultne, den tørstige, den fattige, flytningen, de syge og fængslede.

Den katolske kirke

Fortællingen i Apostlenes Gerninger kapitel 6 er baggrunden for det særlige diakonembede i den katolske kirke. I den tidlige kirke var det diakonens opgave at uddele mad til de fattige i menigheden. Ved gudstjenesten skulle diakonen læse de bibelske tekster og medvirke ved uddelingen af brød og vin ved nadveren.

I oldkirken fortsatte diakonien med at være menighedens opgave og ansvar. Men menighedens diakonale arbejde blev efterhånden overtaget af klostrene. Således dannede den store oldkirkelige teolog Basilios af Cæsarea (329-379) et munkesamfund i den sydlige del af Tyrkiet, hvor livet i bøn skulle suppleres med hjælp til de fattige. Munkesamfundene udviklede op igennem middelalderen en fattigforsorg, altså en klosterdiakoni.

Den katolske kirke har i dag et diakonembede. Det er dels et livslangt embede, hvor man kan være gift, dels den indvielse som er første trin på vejen til præstevielsen, som så igen forudsætter, at man er ugift.

Med den katolske kirkes modreformation fra midten af 1500-tallet blev diakonien med hjælp til de fattige for alvor en sag for kirken. Og i 1800-tallet opstod så den katolske Caritasbevægelse (lat.: caritas = barmhjertighed), der fornyede og satte struktur på kirkens diakonale indsats.

Den lutherske kirke

Det diakonale arbejde fik for alvor en plads indenfor protestantismen med den fromhedsbevægelse, vi kalder pietismen (af latin: pietas = fromhed). Bevægelsen opstod i slutningen af 1600-tallet i tysktalende områder. Mod slutningen af Frederik den fjerdes regeringsperiode kom bevægelsen til Danmark-Norge. Pietismen lagde vægt på den personlige kristentro, og at denne skulle komme til udtryk i et synligt kristenliv. Kristentroen skulle udfolde sig i gerninger, i næstekærlighed.

Den tyske præst og professor i Halle, August Hermann Francke, (1663-1727) engagerede sig i et både pædagogisk og socialt arbejde og grundlagde således en række stiftelser for hjemløse børn og fattige, der eksempelvis blev inspiration til skoleinstitutionen Det Kongelige Vajsenhus i København.

Den industrielle revolution i Nordeuropa og den dermed følgende voksende bybefolkning og de dertil hørende sociale problemer, blev en udfordring for kirken. I England blev Frelsens Hær oprettet i London i 1865 og en række indflydelsesrige engelske kirkefolk talte nu for en kirkelig indsats blandt den fattige bybefolkning.

I Tyskland oprettede præsten Friedrich von Bodelschwingh (1831-1910) i byen Bielefeldt en institution med mange funktioner: Hospital, genoptræningscentrer for epileptiske syge, uddannelse af kirkelige medarbejdere, diakoner og sygeplejersker.

Efter tysk forbillede oprettedes Diakonissestiftelsen i København i 1863 i et hus i Smallegade på initiativ af dronning Louise. Det rummede i første omgang et lille hospital og bolig for diakonissesøtrene. Den nuværende Diakonissestiftelse på Peter Bangsvej driver i dag et hospice, et uddannelsescenter, og så driver man børneinstitutioner, hjemmepleje og plejehjem.

Præsten Harald Stein (1840 – 1900), der var tilknyttet Indre Mission og præst ved Diakonissestiftelsen, gik i spidsen for et omfattende socialt arbejde. Dansk Biografisk Leksikon skriver om Stein:

"Kirken kunne ifølge Stein ikke nøjes med ordets forkyndelse, men måtte engagere sig i i kærlighedsarbejde og udviklede her menighedens opgaver som bevarende, frelsende og lindrende kærlighed, i funktion over for alle alderstrin og klasser: vuggestuer, børnehaver, fritidshjem, søndagsskoler, KFUM og K, afholdsbevægelse, menighedspleje, missionshoteller, hjem for prostituerede, kort sagt et fuldstændigt program for det som senere kom til at hedde velfærdsstaten".

Sammenfattende er den nutidige kirkelige forståelse af diakoni følgende: Det er evangeliet i handling og udtrykkes gennem næstekærlighed, inkluderende fællesskab, værn om skaberværket og kamp for retfærdighed (den norske kirkes formulering).

Diakonien kommer til udtryk i dag i en række kirkelige institutioner og hjælpeorganisationer. I Danmark findes der fire uddannelsesinstitutioner, der beskæftiger sig med diakoni, Center for Diakoni og Ledelse i Dianalund, Diakonhøjskolen i Århus, Diakonissestiftelsen på Frederiksberg, samt Aarhus Universitet, der udbyder en kandidat i diakoni.

Litt.: Gads Danske Bibelleksikon. Kirkens Historie 2 v. Carsten Bach-Nielsen og Holger Schjørring.